Venstre svigter friheden. Så kort kan det siges.
Der er en grund til, at Grundlovens fædre åbnede mulighed for, at et mindretal af Folketingets medlemmer kan kræve folkeafstemning om en vedtaget lov jf. § 42 Stk. 1. Det er for at høre folket i spørgsmål, hvor et folketingsflertal har vedtaget en lov, som et mindretal formoder, strider imod folkeflertallets ønsker.
Folkeafstemninger bidrager til at styrke folkestyret i et repræsentativt demokrati, der ellers let forfalder til at være et folketingsstyre, der mere minder om et formynderkrati end om demokrati (nogen der ved, hvad ”formynder” hedder på græsk?), jf. en tidligere klumme.
Med Venstres afvisning af at støtte kravet om en folkeafstemning om den netop vedtagne skattelov, der giver skattemyndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse, har Venstre demonstrativt vist, at de sætter andre hensyn højere end frihed og folkestyre.
Venstre stemte imod skatteloven, ligesom K, DF og LA gjorde. "Det er et ekstremt vidtgående forslag, som Venstre vender sig skarpt imod," udtaler Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen i JP, og flere venstrepolitikere har da også erklæret, at de vil ændre loven, så snart de kommer til magten igen: ”SKAT i folks baghaver er ikke et liberalt projekt. De skal ud igen efter næste valg. Punktum!!!” udtaler Martin Geertsen på Facebook, så der er ikke grund til at tvivle på Venstres modstand mod loven.
Partihensyn
Men hvis Venstre virkelig synes, at sagen er principiel og vigtig, som Torsten Schack Pedersen, Martin Geertsen og andre venstrepolitikere har givet udtryk for, hvorfor så ikke støtte kravet om en folkeafstemning? I så fald kan det ikke være ligegyldigt, at friheden krænkes i de næste tre år, før der kommer en ny regering.
Venstres afvisning af en folkeafstemning viser, at Venstre sætter snævre partihensyn over frihed og folkestyre. Af flere mulige grunde:
- Når Venstre efter næste valg igen sidder i regeringskontorerne vil de promovere sig på at ændre loven, hvilket de så kan tage æren for, i modsætning til en folkeafstemning, der er foreslået af LA, og som Venstre ikke vil få megen ære af.
- Venstre er bange for, at en folkeafstemning i denne sag kan skabe præcedens, så de selv, når de igen sidder i regering, kan blive mødt med krav om folkeafstemninger i sager, hvor Venstreregeringens love kan risikere at blive underkendt ved en folkeafstemning. Hidtil har Grundlovens § 42 Stk. 1 kun været anvendt en enkelt gang, i 1963 i spørgsmålet om jordlovene.
- Venstre mener principielt, at folket ikke skal høres ud over de tilbagevendende folketingsvalg. Det synspunkt forfægter Venstres Torsten Schack Pedersen i JP: »Men at sende det til folkeafstemning, nej, der er vi ikke tilhænger af, når vi har et repræsentativt demokrati. Når der er et flertal i Folketinget, så er det dét, der gælder. Det må man respektere - også når man ikke har flertallet bag sig.«
- Venstre ønsker at undgå, at der i en ”valgkamp” op til en folkeafstemning kommer fokus på, at VK i deres 10 år med regeringsmagten har vedtaget 50 love og regler, der giver myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse – i strid med VK-regeringens eget regeringsgrundlag fra 2001. Det ville få nogen til at kalde Venstres pludselige kamp for boligens ukrænkelighed for politisk hykleri.
Da VK-regeringen trådte til i 2001, ville den gøre op med den omsiggribende despekt for privatlivets fred, og den nedsatte i 2002 en retssikkerhedskommission, der skulle sikre borgerne mod vilkårlige tvangsindgreb. Året efter, i 2003, udgav kommissionen sin betænkning, og på det tidspunkt var der 185 love og regler, der gav adgang til privat ejendom uden retskendelse (mod 111 i 1996).
Kommissionens betænkning mundede ikke ud i nogen afskaffelse af allerede vedtagne love, der gav adgang uden retskendelse, eller hindring af fremtidige love, og i 2009 var der 225 love og regler, der gav adgang til privat ejendom uden retskendelse, i 2010 var det steget til 234 og til 235 i 2011. Altså en stigning på 50 love og regler under i løbet af VK-regeringens tid. Disse oplysninger stammer fra Mchangamas strålende bog: ”Fri os fra friheden. En dansk historie om frihed i forfald” side 60-61, anmeldt her.
Problemer med demokratiopfattelsen
Venstres folketingsmedlemmer har ligesom de fleste andre folketingsmedlemmer et problem med deres demokratiopfattelse. Politikerne taler om demokrati, men svigter friheden, når de i denne sag og med et utal af andre love indskrænker den personlige frihed. De fleste politikere synes at lide af den misforståelse, at demokrati er et mål i sig selv og ikke et middel – for borgerne! – til at beskytte deres personlige frihed. At blot en lov er vedtaget med et folketingsflertal bag sig – og selv hvis loven lever op til Hal Kochs ideal om en forudgående ”demokratisk samtale” – så er alt i orden, uanset om den pågældende lov krænker den personlige frihed.
Politikerne har glemt, at friheden er demokratiets eneste begrundelse og mål.
Venstres svigt
Venstres folketingspolitikere svigter friheden og folkestyret, når de afviser kravet om en folkeafstemning i denne sag sætter partihensyn over beskyttelsen af fundamentale frihedsrettigheder.
Skam Jer!
