Venstrefløjens nederdrægtige menneskesyn

Det er parolen fra venstrefløjen, at lighed er meget vigtigt

Claus Møller,

11/02/2015

Det er parolen fra venstrefløjen, at lighed er meget vigtigt. Man kan forudse kritikken, uanset hvilke rationelle forslag, beregninger og konklusioner der drages. Et eksempel: Finansministeriet har gennemregnet et politisk forslag, som vil skabe over 100.000 arbejdspladser, sænke skatter og afgifter for almindelige borgere og løfte rigdommen i hele samfundet – og ikke mindst skabe forudsætningen for på længere sigt at bevare det økonomiske grundlag for velfærdssamfundet, til forskel fra i dag hvor vi i fællesskab låner milliarder for at have nok til rådighed.

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. For det er det også. Uligheden (illustreret ved den teoretiske beregning ”Gini-koefficienten”) bliver en lille smule større, så forskellen på rig og fattig bliver en lille smule større. Danmark vil stadig være et af de allermest lige lande i verden, og både de rige og lavtlønnede vil få flere penge mellem hænderne.

Men ligheden er den man peger på fra venstrefløjen. Man vil have et mere lige samfund, koste hvad det vil. Og det er dumt. Beviset findes i den virkelige verden.

Danmark havde en meget rig skibsreder, som døde for nylig. Man kan sammenligne ligheden og den relative fattigdom i hans kommune, før og efter han døde. Det er meget tydeligt, at fordi den rigeste mand er ude af regnestykket, så er resten af borgerne i kommunen blevet mere lige. Den teoretiske grænse for relativ fattigdom har også rykket sig markant, så der er blevet færre relativt fattige.  Succes! Eller?

Nu mangler den rige skibsreders skatteindbetalinger. Så kommunen har  hævet kommuneskatten væsentligt. Nu skal alle borgere betale mere i skat og alle får reduceret deres rådighedsbeløb. Det gælder også de gamle, de unge på SU, dem på overførsel og de lavtlønnede. Borgerne er blevet mere lige, og de lavtlønnede er relativt rigere. Men alle har fået færre penge mellem hænderne. Alle er blevet fattigere. Det understreger jo det absurde i at bruge begreber som "relativ fattigdom" og "lighed" som målsætninger for politisk arbejde, fordi det på ingen måde sikrer velstand for nogen som helst.

For nylig har Pia Olsen Dyhr forespurgt Finansministeret om en beregning. Spørgsmålet var lidt finurligt udformet, men grundlæggende gik det ud på, at hun ønskede opbakning til hendes politiske budskab om, at det vil være skidt at fjerne topskatten. Svaret fra Finansministeriet kan kortes ned til: ”De afledte effekter af at fjerne topskatten vil på alle måder være gode for alle i Danmark. Men siden nogen får større skattelettelser end andre, så vil den teoretiske ulighed blive en lille smule større”. Og igen udvises faktaresistens; Alle gode effekter tilsidesættes og ignoreres – og det er ligheden der italesættes, når svaret debatteres efterfølgende.

I og med det er umuligt at tro, at venstrefløjen bevidst vil føre en politik, som gør de dårligst stillede fattigere. Så må der ligge andre motiver bag. Følelsesmæssige motiver. Det er åbenbart så vigtigt for venstrefløjen, at de der betaler allermest i skat ikke får en skattelettelse, at man er villig til at ofre en velstandsfremgang for alle andre.

Når venstrefløjen spørger deres vælgere: ”Er det vigtigt for dig med lighed?”. Så burde de i stedet have anstændighed til at inddrage konsekvensen af deres politik og spørge: ”Er det vigtigt for dig med en politik, der først og fremmest sikrer at de rige ikke får nogle flere penge mellem hænderne. Selv hvis det sker på bekostning af, at du ikke opnår mere sikkerhed i dit job, at du går glip af bedre muligheder for at få et nyt job og hver eneste måned selv må undvære at få flere penge udbetalt, samtidig med at det bliver sværere for landet at få råd til velfærd i fremtiden?”

Jeg tror personligt ikke på, at vi almindelige danskere har et menneskesyn, der er så forankret på brødnid og misundelse, at vi vil fravælge en personlig stigning i rigdom, bare fordi naboen risikerer at få en lille smule mere. Hvorfor bygger venstrefløjen så deres politik på den baggrund? Det er da et forfærdeligt menneskesyn de har.

Kilde: