Mens Venstre tordner frem i meningsmålingerne og tilsyneladende er ustoppelige, stagnerer de øvrige borgerlige-liberale partier i bedste fald, og i værste fald går de tilbage. På regeringsfløjen får specielt Socialdemokratiet den ene vælgerlussing efter den anden, og det går også hårdt ud over SF, mens de radikale i bedste fald holder skansen. Kun støttepartiet Enhedslisten fortsætter sin fremgang.
Det er det frustrerende politiske billede, der folder sig ud i øjeblikket, og det efterlader både rød og blå blok i en tilstand af begyndende panik.
Mediernes politiske kommentatorer er også forvirrede, og kan ikke se skoven for bare træer: En forklaring der ofte hentes frem er, at rød bloks vælgere er trætte af at regeringen fører blå politik, og derfor forlader de regeringspartierne. Men den forklaring er absurd. Hvis rød bloks vælgere er trætte af den blå politik, hvorfor skulle de så gå derhen hvor de får netop det?
I en analyse af de igangværende skatteforhandlinger forsøgte Mogensen & Christiansen sig med den forklaring, at rød bloks udspil er så blåt, "at kun en Søren Pind ville have dristet sig til at foreslå noget lignende da VK havde magten". Som følge heraf, skulle Venstre nærmest være tvunget til at gå med i et forlig, da vælgerne ellers vil straffe dem. Som sædvanligt er Mogensen & Christiansens analyser gode at tage bestik af - hvis man altså går ud fra det stik modsatte af hvad de siger. Analysen er absurd fordi regeringen siden de kom til magten har ført overvejende blå politik uden at det har ført til andet end ...... vælgerflugt!
Forklaringen er måske meget mere nærliggende og logisk - om end beklagelig for partierne i rød blok. Danmarks økonomiske situation kalder på en politik, som pr. definition er blå bloks. Konkurrenceevnen skal øges betragteligt, og det kan kun ske ved at sænke skatterne, øge arbejdstiden samt reducere og effektivisere den offentlige sektor. Den erkendelse når efterhånden langt ind i rød bloks vælgergrundlag - og vælgerne, som politikerne ofte undervurderer, er kloge nok til at indse, at blå politik mest effektivt føres af blå blok.
Derfor vandrer vælgerne fra rød mod blå, uanset om rød blok slår knuder på sig selv for at føre en politik, der strider mod deres egen ideologi, og får partierne til at knage i fugerne. Af samme årsag vandrer de fleste mod Venstre, selv om de holder afstand til regeringen, mens de øvrige blå partier stagnerer, selv om de slår knuder på sig selv for at byde sig til som forligspartnere for regeringen.
Min konklusion er, at vælgerskredet ikke er en øjeblikkelig stemning, det er mere fundamentalt og det kan ikke stoppes af nok så mange reformforsøg fra regeringen, og konklusionen er også, at Venstre uden risiko kan sætte hårdt imod hårdt i skatteforhandlingerne. Mere komplekst er det ikke.
At vi så har en regering, som vandt valget på et historisk vælgerbedrag, og som siden valget er løbet baglæns på stort set alle de løfter de så skamløst udstedte - og en håbløst dilletantisk regering, som ikke formår at formulere en sammenhængende politik og (vigtigere) forklare den for befolkningen, er blot med til at styrke udviklingen.
