Kommunalreformen betød flere opgaver til kommunerne. Der var ikke grænser for, hvor dygtige de var, kommunerne, dengang det hele startede. Men, men.. Det ser sågu ikke godt ud. Forleden talte jeg med en medarbejder fra et ledelsessekretariat i en større kommune, som var kommet fra et amt. "På anbringelsesområdet godkendes faglige beskrivelser af børn, der ganske enkelt er elendige - og ser jeg på andre områder kommunerne har overtaget fra amterne, er billedet det samme. Det gælder generelt, altså alle kommuner - ikke bare den kommune jeg er i," sagde han. Vurderinger af kommunerne har også fremkaldt flere forskerkommentarer, hvor jeg særligt husker én: At den faglige standard er ringe, men staten er i det store hele tilfreds, fordi kommunerne gør hvad staten ønsker, uden alt for meget vrøvl. I kommentaren fik den økonomiske side af sagen også drøje hug, fordi kommunerne sagde ja til aftaler, der efterfølgende røg af sporet, men dog ikke helt ned i grøften, så det gav anledning til dybe statslige panderynker. Staten kunne i det store hele være tilfredse med kommunerne - som driftsorganisation.
En sådan beskrivelse er meget langt fra det nære forhold mellem kommune og borger - hvor anstændighed er i højsædet, interesse for hinanden er velment og efterlevet, osv. Tanken på stater, der er helt anderledes stykket sammen end det danske demokrati med Grundtvig, Hal Koch og jo nok så alvorligt: Grundloven og alle de love vi møjsommeligt har fået skrabet sammen, som vi jo gerne skulle bakke om og rette os efter.
Her er forholdet blot sådan, at kommunerne ikke retter sig efter lovgivningen - f.eks. at børn ikke tilbydes specialundervisning, ikke får tilbud på anbringelsesområdet, osv. Kassetænkningen fungerer i kommunerne som den altid har gjort, bare endnu mere grotesk: kommunernes skubber nu problemerne over på staten, der finansierer fængslerne.
Ser man på den faglighed jeg tilhører, journalistikken, er der heller ikke meget hjælp.
Offentlig information har overtaget den offentlige opinion efterhånden som den traditionelle kritiske journalistik har mistet det økonomiske fundament. Dagens mediebillede er domineret af petitstof og personhetz. Og hvordan søren skal man stykke et kritisk journalistisk arbejde sammen, når kommunerne åbenlyst lader hånt om den lovgivning de ikke følger - og hvor borgerne er totalt ligeglade, fordi de bare orienterer sig i andre retninger, f.eks. med private tilbud?
Danmark er ved at blive en banan-stat.
En sådan beskrivelse er meget langt fra det nære forhold mellem kommune og borger - hvor anstændighed er i højsædet, interesse for hinanden er velment og efterlevet, osv. Tanken på stater, der er helt anderledes stykket sammen end det danske demokrati med Grundtvig, Hal Koch og jo nok så alvorligt: Grundloven og alle de love vi møjsommeligt har fået skrabet sammen, som vi jo gerne skulle bakke om og rette os efter.
Her er forholdet blot sådan, at kommunerne ikke retter sig efter lovgivningen - f.eks. at børn ikke tilbydes specialundervisning, ikke får tilbud på anbringelsesområdet, osv. Kassetænkningen fungerer i kommunerne som den altid har gjort, bare endnu mere grotesk: kommunernes skubber nu problemerne over på staten, der finansierer fængslerne.
Ser man på den faglighed jeg tilhører, journalistikken, er der heller ikke meget hjælp.
Offentlig information har overtaget den offentlige opinion efterhånden som den traditionelle kritiske journalistik har mistet det økonomiske fundament. Dagens mediebillede er domineret af petitstof og personhetz. Og hvordan søren skal man stykke et kritisk journalistisk arbejde sammen, når kommunerne åbenlyst lader hånt om den lovgivning de ikke følger - og hvor borgerne er totalt ligeglade, fordi de bare orienterer sig i andre retninger, f.eks. med private tilbud?
Danmark er ved at blive en banan-stat.
