Danmark mister suverenitet og selvbestemmelse, ie frihed til selv at bestemme over sit eget land, for hver gang bureaukraterne i EU trækker vejret og opfinder nye finurligheder til at styre nationalstaternes borgere. Ifølge EU-professor Hjalte Rasmussen er EU-Domstolens dom i Zambrano-sagen sidste skud på stammen for, hvordan EU fratager landene retten til at føre selvstændig politik.
Liberal Alliance påstår at kæmpe for danskernes frihed, men synes at mangle forståelsen for at "frihed" er andet end lav skat. Det er ubegribeligt hvordan et såkaldt liberalt parti kan støtte op om et foretagende som EU, specielt set i lyset af kollektivisterne i SF, herunder kommunisten Ole Sohn, allerede har kastet sin kærlighed på EU, hvilket i sig selv burde få alle frihedselskende individer til at råbe vagt i gevær.
Følgende er fra fredagens trykte udgave af JP:
“Den danske regering bør meddele EU-kommissionen, at Danmark ikke vil følge den dom, som EU-Domstolen i Luxembourg afsagde tidligere på ugen. For dommen fratager på længere sigt det danske folketing retten til at afgøre, hvilke borgere der må opholde sig i Danmark. Det mener professor i EU-ret Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet, som siger:
»Den aktuelle dom er langt mere vidtgående end alle tidligere domme fra EU-Domstolen, fordi den nu tillægger unionsborgerskabet en helt ny og meget større betydning. Konsekvensen bliver, at Danmark ikke længere selv vil kunne bestemme, hvem landet vil give opholdstilladelse til. Derfor bør regeringen allerede nu sige fra. Desuden bør den første danske principsag med udgangspunkt i den nye dom, straks bringes hele vejen til Højesteret, som så bør bruge grundloven til at stå fast på Danmarks selvbestemmelsesret.«I den såkaldte Zambrano-sag, der blev afgjort ved EU-Domstolen tidligere på ugen, er substansen følgende:
Gerardo Ruiz Zambrano og hans kone kom begge fra Colombia til Belgien, hvor de søgte om politisk asyl. Under ventetiden på en afgørelse, fik parret to børn, som – da de er født i Belgien – i henhold til belgisk lov automatisk blev belgiske statsborgere og dermed fik EU’s unionsborgerskab. … Når børnene har fået unionstatsborgerskabet, har forældrene ret til også at være i samme land, som de børn, de forsørger, fastslår EU-Domstolen.
Der var altså ikke tale om, at domstolen på nogen måde henviste til reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, sådan som det skete i den meget omtalte Metock-dom. … Der var alene tale om, at domstolen tillagde selve begrebet ”unionsborger” en betydning, som går længere, end domstolen hidtil er gået.”
