Videnssamfundet er et begreb som politikerne opfandt, da det begyndte at blive diskuteret hvordan Danmark stadig kan konkurrere i international sammenhæng, når vi har så højt et omkostningsniveau, mestendels takket være vores rekordhøje skatter og vores enorme offentlige bureaukrati. De høje omkostninger sætter pres på virksomhederne der igen forventer en større produktivitet af den enkelte medarbejder. Det har ført til store tab af virksomheder indenfor produktionsområdet fordi lønkravet er for højt.
For at afhjælpe problemet skulle videnssamfundet gøre alle danskere særligt produktive således virksomhederne ønsker at investere her i landet, fordi det er her man finder de særligt dygtige mennesker som kan løfte virksomheden til nye højder.
Videnssamfundet er bygget på den illusion at det er muligt at opnå et økonomisk bæredygtigt samfund med en meget dyr velfærdsstat, ved at forsøge at skubbe borgerne imod højere produktivitet således de producerer ydelser der har så høj en markedspris i internationale sammenhænge at skattefar stadig kan fratage borgeren over halvdelen af sin indkomst mens en rimelig forrentning af virksomhedernes investering kan opnås.
Idéen med videnssamfundet er at mens virksomheder med lette krav til vidensniveau flygter til mere gunstige himmelstrøg, vil de afskedigede danskere stille sig i kø for at indskrive sig på de statslige bureauers (bureaukraterne ved præcist hvad fremtiden bringer) ventelister til opkvalificering således at nye spirende iværksætterier kan overtage disse arbejdere og dermed imødekomme den nye efterspørgsel på højtkvalificeret arbejdskraft. I dette system er mennesket blot et almindeligt planøkonomisk værktøj der ikke har særegne egenskaber eller evner, men som er reduceret til en klump materie der kan formes til at imødegå efterspørgslen på arbejdskraft som bureaukraterne forudser den vil falde ud.
Til politikernes store overraskelse skete ovenstående ikke. Med afsæt i finanskrisen kan vi i dag drage visse konklusioner om tiden fra 2008 til 2015.
De 66.000 industriarbejdspladser der blev nedlagt på baggrund af den økonomiske afmatning i 2008 er ikke genopstået.
Nok er der en ny højkonjunktur (kreditboom, pengemængden er steget med 13pct på 6 mdr) undervejs, men inden ret længe rammes vi af flaskehalse på arbejdsmarkedet, der vil reducere væksten, og gøde jorden for en overophedning af arbejdsmarkedet. Det er faglært arbejdskraft der efterspørges - elektrikere, smede og ingeniører. Pudsigt nok er det disse faggrupper som er særligt brugt i eksportindustrien, der begunstiges af vores fastkurspolitik med ECB, der i øjeblikket forsøger at holde Titanic kørende på penge-pumperne.
I valgkampen stod Ida Frost (ingeniørforeningen) frem og sagde at hun krævede en særlig opmærksomhed på flaskehalsproblemerne - da vi nu igen hører det sædvanlige om at der om 5 år vil mangle præcis 7586 ingeniører i Danmark. Hvis vi skal opnå videnssamfundet skal vi have langt flere ingeniører ud til at tilfredsstille virksomhedernes efterspørgsel, da de ellers vil tvinges til at drage til udlandet for at drive deres forretninger.
Hvorfor er der denne konstante tilbagevending til problemet om de manglende ingeniører? Jeg mener problemet hovedsagligt er opstået pga. politiske valg. Her spiller det ingen særlig rolle at universiteterne er statslige eller at man kan bruge 5 år på indianske studier i stedet. En af de største årsager til dette problem er feel-good politik. Vores fastkurspolitik booster den del af industrien som fabrikerer kapitalgoder til produktionsapparatet, fordi det er denne industri som indtil videre stadig kan føres fra Danmark, og er ikke blevet slagtet med afgifter og regler. Dernæst fører vores pengevæsen stort set altid en politik hvor kredit er letopnåelig og renten derfor presses ned mens pengemængden udvides.
Sådan en politik fører uværgeligt til at vilkårene for udvikling og forskning bedres. En lavere rente vil alt andet lige medføre at et udviklings- eller forskningsprojekt der er meget tidskrævende bliver billigere end det ellers ville have været. Den konstante inflation af pengemængden betyder effektivt at faggrupper der arbejder på langsigtede projekter begunstiges i forhold til hvis det var nødvendigt at spare op før en investering kunne foretages.
Det pudsige er at vi står i en situation med flaskehalse, mens mere end 130.000 danskere er arbejdsløse.
Siden finanskrisen har der været rigelig med tid for enhver på overførselsindkomst at opbruge de 2 år på dagpenge og herefter tage en faglært uddannelse. Der er nu gået 6 år og 8 måneder, men hvilket resultat er det at vi ser? Mangel på faglært arbejdskraft, selve rygraden i videnssamfundet. Hvorfor skulle lige præcis de mennesker der bor i Danmark være særligt velegnede til at uddanne sig, i højere grad end så mange andre lande?
Videnssamfundet er efter min overbevisning en floskel der er trukket frem til formålet for at vedholde enorme skatter og afgifter, i et forsøg på at komme med løsninger på de problemer der følger når man ikke politisk ønsker at hjælpe virksomhederne med gunstige vilkår. I processen har politikerne glemt det enkelte menneskes evner, lyster og livsplaner, men har på vanlig bureaukratisk vis udstukket en 5 års plan (2020 planen) med håbet om at opkvalificering af de ufaglærte vil være tilstrækkeligt til at opnå en finansiering af den dyre velfærdsstat. Vi ser den kommende højkonjunktur have en udpræget tendens til at have behov for at importere udenlandsk arbejdskraft, med den effekt, at ved næstkommende lavkonjunktur vil en andel af disse nye borgere få behov for understøttelse, og vil derfor stille sig i arbejdsløshedskøen sammen med danskerne.
I stedet for at indse at realiteterne er imod dem har politikerne fortsat velfærdsstatens høje omkostningsniveau, og i regeringsperioden fra 2011-2015 optrappet overførslerne ved at fjerne kontanthjælpsloftet og starthjælpen samt hævet mange afgifter på virksomhederne. De har ikke villet indse at deres centrale plan for Danmark med høje skatter, afgifter og en regelstruktur der kan få enhver til at tabe pusten vil medføre at visse samfundsgrupper aldrig vil kunne få det arbejde de naturligt ville have i et balanceret samfund.
Løsningen på en lang række af problemerne bør overlades til et friere marked for arbejdskraft og virksomhedsdrift, et stop for fastkurspolitikken vil frigøre resurser til andre erhverv end lige netop eksportindustrien - men vigtigst af alt en kraftig reduktion af afgifter og skatter sådan at vi kan tiltrække virksomheder der kan give jobs til de mange arbejdsløse der ikke (kan eller vil) opkvalificerer sig, samtidig med en reform af overførselsindkomsterne således man tilskyndes til at bedre sin situation hvis man eksempelvis har problemer med at fastholde et arbejde, skal incitamenterne skrues sådan sammen at man belønnes for at hjælpe sig selv. For at sikre incitamenterne kunne man standse statslig velgørenhed og privatisere den, og gå tilbage til et privat system som man havde i gamle dage. Med privat velgørenhed vil incitamenterne ændres markant - det vil ikke længere være en "rettighed" at modtage andre folks penge, disse andre folk skal i det private system frivilligt donere, hvis de mener pengene er bedst brugt på passiv overførsel i stedet for aktiv investering eller produktion. Hvis man vil have et arbejde, så skal man nok få et arbejde, men det er ikke sikkert at man vil, hvis den statslige overførselsindkomst er god nok til en.
Hvis den almindelige borger bruger pengene på forbrug eller investering vil det skabe en efterspørgsel der kan understøtte jobs, mens en donation til velgørenhed vil give hjælp til de svage. Den almindelige borger selv har en forsikring imod arbejdsløshed, og kan selv tilrettelægge denne for at tilfredsstille eget behov på en måde som intet offentligt system kan gøre. Med markedsincitamenter vil flest muligt få et job, da man som privat donor vil sætte sig nærmere ind i hvad instituttet man donerer til foretager sig med den gruppe af mennesker de hjælper. Hvis man selv mener det er vigtigt at de svageste skal have hjælp til at komme i job, vil man donere til organisationer der understøtter de svage således - er man mere interesseret i at de svage har en høj levestandard og få krav, kan man finde organisationer der gør således. Privat konkurrence er efter min ydmyge overbevisning klart at foretrække frem for et statsligt ensrettet projekt der guides af en hær af kontrollanter der skal sørge for at reglerne følges, uanset hvor tåbelige og uproduktive de er.
Videnssamfundet som politikerne taler om, er ganske enkelt ikke en mulig løsning for de problemer som velfærdsstaten er ophav til. Skal vi konkurrere internationalt skal vi være erhvervsvenlige overfor alle typer af erhverv, for at få så mange som muligt i arbejde med noget de kan lide at lave og som de har evnerne til.
