I eftermiddag er der byrådsmøde i Guldborgsund kommune, og et af punkterne på dagsordnen, er om den havn jeg bor tæt på skal udvides til 20 gange dens nuværende størrelse, og mit hus skal laves om til en omfartsvej for tung trafik.
Vi har boet i udlandet en periode, men faldt over et drømmehus ned til vandet, og besluttede os derfor i maj for at flytte tilbage til Danmark, da vi kunne overtage huset.
Det var et dødsbo, der mildest talt krævede en kærlig hånd, og derfor besluttede jeg mig for at vente med at tage et arbejde, da håndværkerpriserne i Danmark er uanstændige, for i stedet at gå og sætte det i stand selv. Det har fået den helt store tur, hele førstesalen er revet ned, og tag og spær er skiftet, og alt er bygget op igen fra bunden.
Vi mangler stadig lidt deroppe, inden jeg skal i gang med stueetagen, men siden oktober har jeg hængt lidt i bremsen. Motivationen har ærlig talt ikke været den samme.
Det startede, da naboen fortalte om en artikel i avisen. En artikel om en måske kommende havneudvidelse, der også havde et lille kort vedhæftet. Det var en lørdag, og kortet var meget utydeligt, men det lignede unægtelig, at en omfartsvej var tegnet direkte igennem mit hus.
Det var en rigtig hyggelig weekend. Kommunen var naturligvis lukket, så man kunne ikke få yderligere informationer, og artiklen bød heller ikke på noget særligt information, der kunne kaste lys over hvor jeg står.
Mandag morgen, eller formiddag er det jo, før kommunen åbner, ringede jeg derind, og spurgte hvor jeg stod. Jeg snakkede med projektlederen i planlægningsafdelingen, der kunne bekræfte, at som det var lige nu, løb omfartsvejen direkte igennem mit hus, og den strand min grund løber ud i, skal fyldes op med beton.
- Men tag det bare roligt, det er jo ikke vedtaget endnu, indtil videre er det bare en streg på en tegning. Men bliver det til noget, så bliver du naturligvis eksproprieret, kunne han fortælle.
Men hvordan står jeg ved en ekspropriation? Og hvad hvis planen bliver vedtaget, men ikke bliver udført med det samme, hvad betyder det så? At jeg når som helst kan blive smidt ud, når en entreprenør beslutter sig for at tage projektet med havneudvidelsen?
Hvordan står vi økonomisk? Vi fik huset til en god pris, fordi det var et dødsbo, og det blev købt uden om ejendomsmægler osv. Jeg har gået hjemme i et halvt år, og arbejdet på det, og vi har købt materialer for mange hundrede tusind kroner. Får vi vores penge igen, og får jeg penge for mit arbejde? Manden fra kommunen anbefalede jeg gemte kvitteringer, men hvad nu, når jeg har lavet det selv?
Bliver planerne til noget, og hvis ja, hvornår? Og kan de finde på bare at udvide havnen, og lægge vejen et andet sted, med den konsekvens at vi i stedet for et hus med vandudsigt og marker bagved, får en motorvej, og et hus med udsigt til beton og fabrikker? Og bliver vi tvangsflyttet, kan vi så finde noget tilsvarende til den pris kommunen vil betale?
Ud over det helt basalt uretfærdige i at staten kan komme og tage min ejendom fra mig, så burde man i det mindste behandle potentielle eksproprieringsemner noget bedre.
Før det kommer i avisen, burde vi kontaktes, og som minimum få en gennemarbejdet tyk folder, der kan svare på de spørgsmål vi har. For vi er helt på bar bund. Vi aner ikke hvor vi står, vi ved bare, at der sandsynligvis kommer nogen og tager vores drømmehus, som vi har gået og arbejdet fuldtid på siden sommer.
Lige nu ved vi intet. Ikke andet, end at der måske sker noget, for det har vi læst i avisen, og at vi bliver måske klogere senere i dag, når emnet er på dagsordnen i byrådet.
Det føles som om, at nogle har planlagt at voldtage en, men man ved ikke hvornår eller hvor mange de kommer, og om de i det mindste bruger glidecreme. For jeg ved det bliver ubehageligt, og at jeg kommer til at føle mig forulempet efterfølgende, jeg ved bare ikke i hvor høj grad.
Måske vi bare burde være blevet i udlandet?
