Af Rune Toftegaard Selsing
I det politiske miljø hører jeg oftere og oftere, at Thulesens Dahl egentlige projekt er at blive statsminister. Det håber jeg ikke er sandt, men jeg frygter det. For hvis det er sandt, er det forklaringen på, hvorfor han helt konsekvent ikke har fremlagt virkningsfulde stramningsforslag af udIændingepolitikken.
Kritikken af Thulesen Dahl for ikke reelt at ville stramme udIændingelovgivningen er et emne, der i den grad mangler opmærksomhed. Journalistisk tvivler jeg på, om det er en vinkel, der nogensinde er produceret i dagspressen, og når jeg tidligere har skrevet klummer med denne vinkel, er jeg da også blevet kritiseret af både Martin Henriksen og af Marie Krarup. Hvilket er pudsigt, fordi jeg lige netop har fremhævet deres gode arbejde. Men de udgør desværre en de facto arbejdsdeling i partiet, hvor de to får lov mere eller mindre frit at udtale sig om de stramninger, de gerne så gennemført. På den måde kan befolkningen ledes til at tro, at ledelsen af Dansk Folkeparti reelt arbejder for, hvad deres dygtige ordførere går i byen med. Det gør den desværre ikke. Thulesen Dahl lancerer i stedet små stramninger hist og her, der ikke har nogen nævneværdig virkning.
