Vildledning om vindkraft

Den 18

Bertel Lohmann Andersen,

22/10/2016

Den 18. oktober kunne man på JP’s debatside læse følgende: ”Så hvis vi skal have mest mulig værdi af vores store mængder grønne strøm og ikke betale i dyre domme for at have back-up kapacitet på de store kraftværker, så er vejen frem at sikre endnu bedre forbindelser til udlandet som Cobra-kablet.” Forfatteren var energiminister Lars Chr. Lilleholt. Han mener åbenbart, at man ved anlæg af flere kabler som Cobra-kablet mellem Danmark og Holland kan udveksle så megen vindkraft mellem landene, at elforsyningen bliver stabil. Forestillingen er, at hvis det blæser i Danmark, så er det måske vindstille i Holland og omvendt. Derfor er der altid vindkraft til disposition, og vi behøver slet ikke kraftværker, som man selv kan styre. Det lyder rigtig godt, men faktisk er det for godt til at være sandt!

For det første er vejrsystemerne så store, at de dækker store dele af Europa. Hvis man lægger produktionen af vindkraft i 14 europæiske lande sammen, så får man stadig en stærkt svingende produktion, som varierer mellem et minimum på 3.748 MW og et maksimum på 78.086 MW. Den maksimale værdi er altså knap 21 gange større end den minimale. Den minimale er, set fra et europæisk synspunkt, stort set nul. En meget instruktiv præsentation af de 14 bidrag, gældende for de første 9 måneder af 2016, kan hentes på www.reo.dk ved at klikke på Viden om energi/debatten.

For det andet er økonomien i hele det store projekt med at lægge kabler mellem alle landene diskutabel, hvilket fremgår af en artikel på www.pfbach.dk.

For det tredje er ministerens formulering, at vi skal betale i dyre domme for at have back-up kapacitet på de store kraftværker, stærkt vildledende. Grunden til, at strøm fra centrale kraftværker er dyr er, at politikerne har bestemt, at der skal bygges en masse vindmøller, hvis strøm kastes på markedet med statsstøtte en del af tiden (når det blæser). I disse perioder kan kraftværkerne ikke komme af med strømmen, hvorfor deres faste udgifter (forrentning, afdrag og drift) skal fordeles på færre kWh. Det er altså ikke kraftværkerne, der er noget galt med. Det er de politisk besluttede vindmøller, som forvrænger elmarkedet, som man oven i købet tillader sig at kalde frit. Vindmøller kan ikke sikre elforsyningen, hverken i Danmark, på Samsø eller i Europa.

Ministeren er journalist af uddannelse, og han har sine oplysninger fra embedsværket. Men han er ansvarlig overfor Folketinget. I teorien kunne man derfor mene, at han vildleder det høje ting. I praksis forholder det sig således, at næsten samtlige ærede medlemmer allerede er vildledt af den kollektive fascination af vindmøller. Den store begejstring for vindkraft er en boble. Spørgsmålet er, hvornår den brister.

Kilde: