Vogternes råd

Miseren om Folkemødet og Geert Wilders deltagelse har afdækket, at for en god portion af de meningsdannende lag i Danmark er fremtoning og facade vigtigere end substans.

Når Stine Bosse på Facebook skriver:  ”Wilders er ekstrem og hører ikke til på Folkemødet”, eller Uffe Ellemann på sin blog skriver ”… han har ikke noget at gøre på Bornholm. Men man kan frygte, at pli ikke er den karakteregenskab, der er mest fremherskende hos den hollandske provokatør”, så siger de samtidig, at for dem er der noget, der er vigtigere end ytringsfriheden.

For dem handler det om at tage sig ud fra sin bedste side, at være pæn, poleret og lydefri. De meningsforskelle, der ikke kan rummes inden for det danske konsensusdemokrati, skal ikke ses eller høres. De skal pakkes bort – de er ’anstødelige’.

I Iran har de Vogternes Råd, som sikrer, at Islam ikke krænkes. Herhjemme har vi et selvbestaltet Vogternes Råd, som har påtaget sig at dømme, hvad der er moralsk ude eller inde i den offentlige debat.

Stine Bosse og Uffe Ellemann har nogle fremskudte placeringer som aggressive wings på det hold, der har påtaget sig at diktere, hvad anstændige mennesker bør mene og gøre. Det går de så højt op i, at de helt overser, at Folkemødet allerede har retningslinjer for, hvad events på mødet kan indeholde, og har godkendt Trykkefrihedsselskabets event med Geert Wilders og Flemming Rose.

Events må ikke ”være af kommerciel karakter eller virke anstødelige, være i konflikt med demokratiske principper, som beskrevet i Grundloven eller anden dansk lovgivning”, står der i retningslinjerne.

Heldigvis har Folkemødets arrangører en dybere forståelse for ytringsfriheden end både Stine Bosse og Uffe Ellemann, som hvis de havde siddet i Folkemødets sekretariat formentlig ikke ville have tøvet med at dømme Geert Wilders ’anstødelig’ og taget ham af plakaten.

Det er kun nogle uger siden, at Movia’s politiske bestyrelse fjernede en politisk reklame fra busserne med samme argumentation: den var anstødelig.

Det er en tendens, som vi skal tage os i agt for. Selvbestaltede moralske dommere, er den største trussel mod det fri ord og den fri tanke.

Vi kan alle se det betænkelige i, at Vogternes Råd i Teheran bestemmer, hvordan piger skal gå klædt og hvad man må google sig til på internetcafeerne, men bør vi ikke på samme måde blive betænkelige ved, at toneangivende meningsdannere påtager sig en lignende rolle, som moralske dommere hos os selv?

Det synes jeg. Det er også interessant at følge, at når den selvudnævnte anstændige elite blandt meningsdannerne opfører sig som ophøjede gejstlige med uangribelige moralske meninger, så fjerner de sig længere og længere fra det folk, som Folkemødet – nok mere postuleret end reelt - handler om.

Når Vogternes Råd fremturer med deres moralske dom over de ’anstødelige’, så får det den absurde konsekvens, at lederen af Danskernes Parti pludselig fremstår som en fornuftens stemme, når han indbyder et par fascister til at diskutere nationalisme på Folkemødet.

Og midt i al jammeren over manglende pli og den gode tone lader de til at glemme den alvorlige baggrund, som debatten om ytringsfriheden føres på: Islamister slår folk ihjel, når de kritiserer deres religion.

Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ville ikke virke anstødelig på muslimerne og forsøgte i 1996 at undgå at tage et møde med Salman Rushdie. Det fik han på puklen for af Uffe Ellemann.

Den gang kunne Venstreløven stasig brøle. Der er løbet meget vand i stranden siden da, og der er i dag kun et piv tilbage. Det er sørgeligt.

I samme periode har vi oplevet, at trusler er blevet til mord og fatwaer har udløst terror. Vi lever i en tid, hvor substansen burde overskygge den pæne facade . Vi har al mulig grund til at tage truslen mod ytringsfriheden mere alvorligt end bekymringen over, at hyggen tager en pause på Bornholm.

Som Michael Palin fra Monthy Pyton sagde i et interview til Daily Mail sidste år: ”I don’t think we could do Life of Brian any more. A parody of Islam would be even harder. There are people out there without a sense of humour and they’re heavily armed”.

Det er næsten ikke til at bære.

Friheden må aldrig tages for givet. Den er altid under pres. Ikke mindst fra de ”anstændige”.

Også det, måske endda netop det, bør man have med når krydset sættes til det valg, som måske, måske ikke er udskrevet når du læser denne klumme.

18 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere