Det er på mange måder helt vildt, at socialdemokraterne lægger op til personlig smudsvalgkamp, når de selv stiller med en person der nærmest er inkarnationen af det socialdemokratisk hykleri. På en bund af privilegeret overklasseopvækst i Danmark, har hun giftet sig ind i den britiske overklasse også. Hun har flyttet sit barn ud af kommuneskolen og ind på den eksklusive Ingrid Jespersen (et privilegium som end ikke penge kan købe), og familien har påbegyndt en slags paneuropæisk politikerkarriere med sæde i forskellige landes parlamenter. En luksuspendant til Wallait Khan, der kombinerede sin karriere som borgerrepræsentationsmedlem (for omtrent alle partier) med en viceborgmesterpost i Pakistan.
Familiens teoretiske tilgang til velfærdsstatens sociale kontrakt kommer nok bedst til udtryk i den kendte sag om ægtemandens skattefri millionindkomst. Nå jo, og da han ikke betalte skat, kunne Thorning passende udnytte hans bundfradrag. Det gjorde hun i mere end 10 år, og da SKAT så afslørede ulovligheden, kunne Thorning alligevel beholde det meste af gevinsten, da tilbagebetalingskravet var faldet for forældelsesfristen. Et ’lille’ sekscifret beløb sparet i skat, kunne Thornings revisor oplyse. Hov, her er da i øvrigt pengene til at betale Løkkes regninger!
Skattesagen endte heldigvis godt, da SKAT under kyndig ledelse af tidligere socialdemokratisk ungdomsformand Erling Andersen, fandt det belejligt at ændre praksis, sådan at Kinnock ikke blev skattepligtig. Skæppeskønt! Især for fotomodellen Camilla Vest, der takket være den ændrede praksis fik byttet sin ubetingede fængselsstraf på små to år og bøde på 6.6 millioner, til en ren frifindelse. Det er den slags eventyr, velfærdstaten er lavet af. Ingen regel uden en unga-bunga-klausul.
Mange husker måske Henrik Dahls beskrivelse af Thorning som ’en blank person,’ men det er ikke den betydning af ordet, jeg tænker på. Thorning er ’blank’ som i politisk indholdsløs. Der er ingen ideologi. Ingen holdninger. Ingen følelser. Ingen selvstændighed. Hun er en blank tavle – en politisk tabula rasa. Man kan høre det, når hun taler. Hun kommunikerer eksklusivt i paroler, indstuderede fraser og faste vendinger. En robot, der er blevet fodret med forenklede svar på ethvert tænkeligt problem, og som ikke kan lade være med at smile, uanset hvad emnet er. Hvad der gemmer sig bag facaden, har ingen nogen anelse om – men hun virker da sød og rar.
