Vurdering af første partilederrunde på DR

Hermed min lille, hurtige, subjektive vurdering af partilederrunden på DR i går aftes

Bob Glitter,

28/05/2015

Hermed min lille, hurtige, subjektive vurdering af partilederrunden på DR i går aftes.


Overordnet set var der ingen store overraskelser. De fleste deltagere stod og lirede deres fraser af uden at lytte til de andre. Det er fuldstændig som forventet og jeg regner med, at debatten kører på samme måde resten af valgkampen, hvor det kommer til at handle om at flytte vælgere mellem S, V og O.

Vurdering af de enkelte debatdeltagere


Uffe Elbæk, Alternativet: Fremstår som hyggeonkelen, der er flink, blød og rund og som ikke vil fornærme nogen. Har ikke rigtig nogen argumenter, bortset fra at han finder visse af de andres synspunkter "usympatiske".


Søren Pape, Konservative: Står tydeligt ud som mindre skolet i landspolitik end de andre. Kom med et par pragmatiske og traditionelt konservative udbrud (straf virker, socialister løber tør for andres penge), som jeg godt kunne sympatisere med, men som virker lidt letkøbt og primitivt, og som uden tvivl fremstår mindre dannet i kontrast til de andres glatte facader.


Anders Samuelsen, Liberal Alliance: Klarede sig fremragende. Formulerede klart sin politik og formåede i de fleste tilfælde at tilbagevise de (uden tvivl bevidste) fejlfortolkninger af deres politik, som andre kom med. Fremstod som den eneste med en anderledes vision for samfundet. Lod sig desværre afbryde af Helle Thorning-Schmidt flere gange.


Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne: Jeg har svært ved at gennemskue hendes facade, som hun er utrolig dygtig til at opretholde. Hun taler meget udenom og cherry-picker facts for at fremlægge dem, så de fremstår i hendes favør. Eksempelvis sagde hun, at regeringen har indført den første stramning af indnvadrnigspolitikken i 12 år. Det er muligvis rigtigt, men hun glemte vist alle de lettelser, de også har gennemført. Hun er mester i at fordreje sandheden på den måde samtidig med, at hun ikke vakler.


Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: Meget sigende for debatten var han placeret i midten. Personligt skræmte han mig væk ved sin enighed med SF og S på det økonomiske område. Han taler uden tvivl til gamle socialdemokratiske vælgere.


Lars Løkke Rasmussen: Fremstod knap så sikker som Helle, men jeg synes stadig, han har langt mere substans. Indrømmede flere gange at der var ridser i hans personlige troværdighed, hvilket for mig fremstod som om, han var enig deri. Det er ærgerligt. Hans sager er intet i forhold til Helle med hensyn til personlig troværdighed. Men okay, den kamp er nok tabt.


Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti: Overraskede mig ikke det store. Det lyder som om, de er tilbage på Villy-sporet med masser af løfter til dagpenge osv. Har tilsyneladende intet lært af at være i regering.


Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten: Spydspids for den indignerede venstrefløj. Hun kørte samme stil, som hun plejer, og tiltrækker helt sikkert mange vælgere med sin konfrontatoriske stil og alternative forslag. Trak nok kortet for største overraskelse, da hun pludselig udbrød, at man ikke tager sig nok af ofrene for kriminalitet. Det overraskede i hvert fald mig.


Morten Østergaard, Radikale: Fremstod desværre meget seriøs og forsvarede regeringen godt. Jeg hader de Radikale af et bittert hjerte, og jeg håber, deres tåbeligheder bliver udstillet i fremtidige debatter. Morten Østergaard holdt sig næsten udelukkende til økonomiske emner, hvilket er hans force.


Stig Whatshisname, Kristendemokraterne: Total kristen tosse. Fremstod tåbelig og amatøragtig og var mest interesseret i at fortælle, hvordan han ville importere en masse flgytnigne og fordele dem i Europa. Hoppede og dansede og gestikulerede som en idiot. Partiet har ikke en chance med sådan en tegning i front.

Debattens mest groteske øjeblik


Da ordstyreren, Kim Bildsøe Lassen, gik hårdt efter Anders Samuelsen med spørgsmål som "I hvilket land i verden har man nogensinde set befolkningen blive lykkeligere af mere ulighed? USA? Schweiz?" lagt i tydeligt hånligt tonefald, mens de socialistiske partier omvendt ikke blev spurgt om, i hvilket land socialisme har været en succes.


Debattens sjoveste øjeblik


Anders Samuelsens kommentar til Johannes Schmidt-Nielsens joke om, at hans løsning på alt er at sænke skatten. Cirka 58:30 inde i udsendelsen.

P.S.: Beklager at måtte forvanske visse ord i teksten, men ellers bliver den smidt i bakken.

Kilde: