Winni Grosbøll på hugst i rigere kommuner

Bornholms borgmester Winni Grosbøll vil øge udligningen mellem de rigeste og fattigste kommuner i Danmark, når hun foreslår, at ejere af flexbolige...

Casper Strunge,

12/03/2015

Bornholms borgmester Winni Grosbøll vil øge udligningen mellem de rigeste og fattigste kommuner i Danmark, når hun foreslår, at ejere af flexboliger også skal betale kommuneskat på Bornholm.

Flexboligordningen giver mulighed for at få dispensation for bopælspligten i et helårshus, hvilket reelt betyder, at helårshuse bliver gjort til fritidsboliger. Det skaber liv og får gang i økonomien lokalt, men betyder ikke skattekroner i kommunekassen, og det er det, Grosbøll og andre borgmestre i udkantskommuner vil ændre på.

Problemet er, at det reelt vil betyde, at skattekroner flyttes, fra den kommune hvor boligejeren har sin primære bolig, til kommunen hvor flexboligen er. Men det som Grosbøll glemmer, er, at der jo allerede via udligningen foretages en stor overførsel af penge fra rige til fattige kommuner. Derfor er anklagen mod bl.a. Gentofte helt urimelig.

Onsdag aften forsvarede Grosbøll sit forslag i DR2 Deadline, og det var utroligt at opleve at uanset argumenterne fra Gentoftes borgmester Hans Toft, flyttede Grosbøll sig ikke. Gentoftes borgere har trods laveste grundskyldspromille og en lav kommuneskat store skattebetalinger, hvoraf 93 procent afleveres via udligningen til andre kommuner i Danmark - herunder til Bornholm. Op mod 2.2 milliarder kroner eller hvad der svarer til intet mindre end 30.000 kroner pr. Gentofteborger til andre kommuner.

Flexboligordningen er skabt for at få gang i lokalområder, hvor der ellers ikke er udsigt til bolighandler og økonomisk omsætning. Lige nu er borgmester Grosbøll ved at ødelægge den ordning, som netop er skabt for blandt andet Bornholms skyld.

Kilde: