”Ytringsfrihed, men…” og ”demokrati som samtale”

Det er lidt skræmmende, at så mange intelligente og veluddannede mennesker – deriblandt ikke så få politikere og mere eller mindre professionelle k...

Torben Mark Pedersen,

23/02/2015

Det er lidt skræmmende, at så mange intelligente og veluddannede mennesker – deriblandt ikke så få politikere og mere eller mindre professionelle kommentatorer og debattører – ikke forstår, hvad ytringsfrihed er.

Nogle udbredte misforståelser er:

  • Der er ikke noget, der hedder ”ytringsfrihed, men…”. Hvis der tages forbehold for ytringsfriheden, så har vi ikke længere ytringsfrihed.
  • Forbud mod trusler og direkte opfordringer til vold, drab eller voldtægt udgør nok begrænsninger af ytringsfriheden, men de udgør ikke krænkelser af ytringsfriheden. Det er blot anvendelsen af Herberts Spencers principle of equal liberty: “…that every man may claim the fullest liberty to exercise his faculties compatible with the possession of like liberty to every other man.” At true andre mennesker er en krænkelse af andres frihed lige så vel som udøvelse af vold er.
  • At det ikke er en knægtelse af ytringsfriheden at kritisere nogen for deres ytringer
  • At det ikke er selvcensur, hvis man frivilligt afholder sig fra at sige noget til andre, men at der er tale om selvcensur, hvis man pålægger sig selv ikke at ytre sig af frygt for repressalier
  • At det ikke er en menneskeret ikke at blive krænket
  • At man er i sin gode ret til at føle sig krænket over, hvad andre siger, skriver eller tegner, men at man ikke har ret til at reagere med vold
  • At ytringsfrihed ikke indebærer, at man har ret til at sige hvad som helst hvor som helst. Man har ikke nogen (positiv) ret til at få optaget et læserbrev i en avis, at blive hørt i radio eller tv, eller at debattere på andres Facebooksider. Der er en snæver forbindelse mellem privat ejendomsret og ytringsfrihed, man har kun ytringsfrihed på den jord eller i de medier, man selv ejer, eller hvor ejeren har givet en tilladelse til at ytre sig. At en redaktør afviser et læserbrev til sin avis er ikke censur, lige så lidt som det er censur at blokere nogen på facebook
  • Der er forskel på ytringsfrihed og ytringsmulighed. Facebook og internettet generelt har givet mange flere mulighed for at ytre sig offentligt, men har ikke øget ytringsfriheden.
  • Ytringsfriheden kan kun forsvares ved at blive praktiseret, når den er under angreb. Hvis vi giver efter for trusler og undlader at praktisere vores ytringsfrihed, så har vi allerede mistet den.

Hvorfor?

Hver gang folkeskolen kritiseres for sit lave faglige niveau, forsvares den af Politiken-segmentet med, at danske børn til gengæld opdrages til at være demokratiske borgere. At man ikke kan opfinde højhastighedstog med ”demokratisk samtale”, generer selvfølgelig ikke de velmenende mennesker i Politikensegmentet, men værre er det, at de danske elever bibringes en farlig opfattelse af, hvad demokrati er, når selv mange voksne ikke forstår, hvad ytringsfrihed er.

Der er også på dette område noget rav ruskende galt med folkeskolen. Og der kan sættes navn på miseren: Hal Koch.

For hele folkeskolens demokratiforståelse er inficeret af den venstreorienterede Hal Kochs begreb om demokrati som samtale og livsform – der ikke levner nogen plads til individuelle rettigheder, individualisme, privat ejendomsret eller rule of law. Måske fordi Hal Koch var kollektivist og ikke individualist, og hans mål var ikke frihed, men lighed.

Liberal demokratiopfattelse

Ifølge liberale er demokrati ikke et mål i sig selv, men et middel til at beskytte friheden. Det er James Mills (1772-1836) ”beskyttelsesargument”: demokrati et middel til at beskytte friheden fordi, hvis vi ikke har demokrati, så vil de, der ikke har nogen politisk magt, blive undertrykt af dem, der har, og alle skal derfor have stemmeret som selvbeskyttelse.

Demokrati handler om, hvem der skal styre, hvordan lovene bliver til, og om hvordan man kan afsætte et styre uden at gribe til vold.

Alt det med valg, parlamentarisme og flertalsbeslutninger kan ikke stå alene som et værn om friheden. Tværtimod skal demokratiet tøjles, vi skal sikre en begrænset statsmagt (limited government) for at forebygge, at også demokratiet udvikler sig til et tyranni.

Til det formål har liberale tænkere fra Locke over Montequieu og til de amerikanske founding fathers udtænkt en række magtdelingsprincipper for at dele den politiske magt, ligesom de amerikanske founding fathers med Bill of Rights opfandt de forfatningsmæssigt sikrede frihedsrettigheder, som ingen demokratisk valgt lovgivende forsamling kan ændre ved simple flertal.

Dertil kan man – som hyppigt fremhævet af Hayek – tilføje det gamle princip om ”rule of law”, som det måske vigtigste værn om den personlige frihed. Rule of law er modsætningen til ”rule of men”, og det var idealet, at regeringer skulle regere med udgangspunkt i allerede eksisterende love, der er kendt på forhånd, men ikke lovgive for at regere. Princippet om rule of law skal sikre, at lovgivning ikke bliver til et instrument for statens magtudøvelse, der kan anvendes til at fremme vilkårlige politiske mål.

Hal Kochs demokratibegreb

I sit lille skrift ”Hvad er demokrati?” fra 1945 negligerer Hal Koch fuldstændig betydningen af de institutionelle rammer om demokratiet, forfatninger, magtdeling, frihedsrettigheder m.m. Det skal retfærdigheds siges, at det ikke nødvendigvis betyder, at Hal Koch ikke ville tillægge dem nogen som helst betydning, men han omtaler dem dårlig nok, og det er ikke de aspekter af demokratiet, der interesserer Hal Koch.

For Hal Kock er demokrati en livsform eller et sindelag, og kernen i demokratiet er den demokratiske samtale. Hal Koch er inspireret af idealforestillinger om det direkte demokrati i antikkens Athen, men det er også et utopisk ideal om, at vi skulle kunne tale os til enighed. Det er utopisk, fordi det naturligvis aldrig er muligt, og Hal Koch ser intet problem i den tvang, der ligger i flertalsbeslutninger. Vi har jo også religionsfrihed, fordi det netop ikke er muligt at tale sig til rette om, hvilken religion, der er den rigtige.

Ifølge Hal Koch er demokrati et ”sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled,” og af den grund er ”det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.” Andre vil kalde det for en nærmest maoistisk folkeopdragelse.

Hal Koch er socialist, ikke konservativ. Det er hverken det nationale, kulturen eller sproget, der binder os sammen ifølge Koch, men derimod det politiske og det sociale og økonomiske fællesskab. Velfærdsstaten kan ses som en materialisering af den opfattelse. Hal Koch blev da også en af de store ideologer bag velfærdsstatens opbygning i efterkrigstiden. Det er mere end en aristotelisk eller republikansk tanke, der ligger bag Hal Kochs demokratiopfattelse. Det sociale og økonomiske fællesskab skal konstrueres, og økonomisk demokrati – som en eufemisme for statsstyring og planøkonomi – er midlet.

Hal Kochs opfattelse af demokrati som samtale og livsform har mange lighedspunkter med den nyere politologiske betegnelse ”deliberative democracy”, som nogen vil oversætte det med ”samtaledemokrati” eller ”rådslagningsdemokrati”. I samtaledemokratiet flyttes fokus fra afstemningen til processen, hvorved meningerne dannes. Tilhængere af samtaledemokrati lægger vægt på, at de individuelle interesser i løbet af debatten afvejes mod hinanden til fordel for det, der er det ”fælles bedste”. Det gælder om at transformere de individuelle præferencer til en fælles interesse, en almenvilje.

Hal Koch indfører en skelnen mellem ”sværdet” og ”ordet” – mellem flertalsbeslutninger, der gennemføres uden nogen forudgående debat, og, som han anerkender, er rå magtanvendelse, og på den anden side de beslutninger, der træffes efter en demokratisk samtale og debat. Men det er et kunstigt skel, fordi også de kollektive beslutninger, der træffes efter en demokratisk debat, gennemtvinges med politisk magt. Selv ikke nok så megen ”demokratisk samtale” kan skjule, at politiske beslutninger gennemføres med tvang, ikke med frivillighed.

Hal Kochs begreb om ”demokrati som samtale” tjener til at legitimere kollektive beslutninger helt uden forbehold for, at der til tider træffes kollektive beslutninger om noget, som burde være private beslutninger, fordi de hører privatlivet til, og det er en ren procedural opfattelse af demokrati, hvor politiske beslutninger kaldes for demokratiske, hvis blot de opfylder nogle bestemte krav til den demokratiske proces.

Hal Koch er ikke blind for flertalsstyrets iboende totalitære tendenser og giver som eksempel, at Nazitysklands jødeforfølgelser naturligvis ikke ville kunne forsvares, om de så var nok så meget vedtaget af er et flertal af den tyske befolkning. Men Hal Koch benytter dette til at begrunde, hvorfor det ikke er afstemningen men samtalen og diskussionen, der er det centrale i demokratiet, og det er her, Hal Koch begår en decideret fejlslutning. Den demokratiske samtale yder ingen som helst beskyttelse mod krænkelser af mindretals frihedsrettigheder. Den demokratiske samtale sætter ingen grænser for, hvad der kan lovgives om, og den yder dermed ingen beskyttelse mod overgreb på enkelte individer. Kun forfatningsmæssigt sikrede rettigheder, og en liberal kultur med almen respekt for individets rettigheder vil kunne hindre holocaust.

Hal Koch sætter en demokratis kultur i stedet for en liberal, og dermed erstatter han kollektive værdier med individuelle og liberale, og den liberale kultur, der i sidste ende er vores eneste værn om friheden, undergraves og erstattes af en kollektivistisk.

Socialisten Hal Koch

Hal Koch betegnede sig selv som en venstreorienteret socialdemokrat, da han i 1945 skrev den lille bog ”Hvad er demokrati?”, og det hører med til billedet, at der i 1945 kun var meget små forskelle mellem Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti. Socialdemokraternes program ”Fremtidens Danmark”, forfattet af en ung Jens Otto Kragh, var et program for socialistisk planøkonomi med nationaliseringer og hele svineriet.

I ”Hvad er demokrati?” roser Hal Koch også det Stalinistiske Sovjetunionens ”økonomiske demokrati”, og han skriver, at ”den russiske styreform er, hvad vi kalder et demokrati.”

Det er nok så meget det økonomiske som det politiske Hal Kock tænker på, når han taler om demokrati, også i omtalen af Sovjetunionen, og Hal Koch erklærer direkte, at: ”Jeg tror ikke på et varigt politisk demokrati, uden at det som forudsætning har et økonomisk demokrati.” Hal Koch bekender sig også til en historisk materialisme: ”Det nytter ikke at blive så åndelig, at man fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske forhold, som bestemmer samfundet.”

For Hal Koch handler kampen for demokratiet om, hvordan man får bugt med privatmennesket, der kun vil sit eget bedste. Det er den aktive medborger og aktive demokrat, der er idealet for Hal Koch. Denne radikale antiindividualisme kom klart frem i en tale på Krogerup Højskole i 1946, hvor han sagde, at: ”Den største fare, der truer vort samfund, er den, at vi i alt for udpræget grad bliver privatmennesker.” Koch fordømmer egeninteresse og hylder et nærmest Rousseausk begreb om ”helhedens interesser” – kald det bare ”almenviljen”. Det er en totalitær tanke.

Problemet med Hal Koch og den danske folkeskole

Hal Kochs idé om demokrati som samtale har fået katastrofale konsekvenser, for den gør demokrati (dvs. politisk magt) til et mål i sig selv, frem for at være et middel til at værne om friheden. Hal Koch legitimerer, at alt gøres til politik, blot den er ”demokratisk”, og på den måde undergraves den liberale kultur og individets frihed.

”Hvad er demokrati” blev i størstedelen af anden halvdel af det 20. århundrede anset som nærmest obligatorisk læsning på landets seminarier, og på den måde har det fået en overordentlig stor indflydelse på den demokratiopfattelse, der er blevet den fremherskende i folkeskolens undervisning.

Ord som ”opdragelse til demokrati” og ”demokratisk dannelse” har da også i mange år i forskellige varianter indgået i folkeskolens formålsparagraf, hvis hele ånd er gennemsyret af Hal Kochs tanker.

Det er katastrofalt. For det første fordi, eleverne ikke bibringes en forståelse af, hvad ytringsfrihed er, eller hvorfor individuel frihed i det hele taget er vigtig. De bibringes ingen forståelse af, at privat ejendomsret er en forudsætning for andre friheder, eller for at der skal sættes grænser for demokratiet for at beskytte vores frihed.

For det andet har Hal Kochs opfattelse af demokrati som samtale formentlig påvirket hele venstrefløjens syn på ytringsfrihed. Ideen om den ”demokratiske samtale” kan betragtes som den ideologiske grundlag for ”ytringsfrihed, men” – for nok har vi ret til at ytre os frit, men ytringsfriheden skal helst anvendes til at skabe konsensus og ikke for at krænke.

Kilde: