Øzlem Cekic holder fast i sine udvalgsposter trods SF´s suspension

SF har endnu engang klokket i det, når de tror de kan fjerne Øzlem Cekic fra alle udvalgsposter

Christian Melgaard,

04/07/2012

SF har endnu engang klokket i det, når de tror de kan fjerne Øzlem Cekic fra alle udvalgsposter. SF kan suspendere ordførerskaberne, men de har ikke kontrol over udvalgsposterne, som ellers normalt hænger tæt sammen med ordførerskaberne. Øzlem har nemlig ikke tænkt sig at træde tilbage fra bl.a. formandsposten i socialudvalget, og hun fortsætter også i beskæftigelsesudvalget og sundhedsudvalget - som minimum frem til folketingets samling i efteråret.

Situationen er barok; På den ene side må Øzlem ikke udtale sig på SF´s vegne og på den anden side fastholder hun en fremtrædende position i flere centrale udvalg - hvor SF så pr. definition ikke længere er repræsenteret - eller hvad?

Standardkommentaren når SF har været samlet er at de "har haft en rigtig god snak" - men det var måske på tide at de snakkede lidt mindre og begyndte at tænke også. Det kan ikke være rigtigt, at et regeringsbærende parti i den grad ikke har styr på reglerne.