Zzzzzzz.....Zenia....Zzzzzzz

Den radikale republikaner, Zenia Stampe, som mange af 180graders læsere sikkert husker fra DR's 'Debatten' om kvindekvoter, bryder med alle kendte ...

Lars Jensen,

14/02/2011

Den radikale republikaner, Zenia Stampe, som mange af 180graders læsere sikkert husker fra DR's 'Debatten' om kvindekvoter, bryder med alle kendte fordomme. På sin blog på Politiken demonstrerer hun at også udenrigspolitik har hendes interesse. Især hvis det kan bruges som platform for platte, verbale udfald mod Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, og andre som forholder sig kritisk eller skeptisk til indvandrings- og integrationspolitikken.

I fredagens blog-indlæg bruger hun den socialistiske diktator, Hosni Mubaraks fald fra magtens tinder, til at ræssonere, at hele VKO's værdipolitiske platform nu er væk, fordi horder af frådende muslimer endnu ikke har passeret den dansk-tyske grænse, og med krumsværd hævet over hovederne, angrebet den danske velfærdsbastion.

For netop dét scenarie mener hun VKO har baseret sin frygt-fulde værdipolitik på. Hun leverer en fantastisk omskrivning af den borgerlige værdipolitik således: "Den dag det muslimske broderskab får adgang til magten og militæret i Egypten, så ramler hele den verden, som vi kender. Den dag river muslimerne den civiliserede maske fra ansigtet og rider mod Europa med hugtænder og krumsabler. For den dag vil deres sande iboende ondskab og nedarvede lavere civilisationsniveau komme for en dag."

Jeg har googlet på sagen, og kan ikke finde denne formulering med en afsender i de benævnte partier. Den eneste afsender af svadaen jeg fandt, var...ja, Zenia Stampe.

Men selv hvis man tillader dette fortolkningsmæssige frirum i hendes argumentation, så synes hendes hovedargument meget letbenet.

For det første publicerer hun sit blog-indlæg mindre end et døgn efter det blev annonceret, at Hosni Mubarak var trådt tilbage. Og nu er det jo ikke alle egyptere som har adgang til TV2 News eller CNN, så man må forvente en vis tid til formidlingen af budskabet internt i Egypten.

Dernæst skal der samles hellige krigere, heste og våben nok, og styrkerne skal sikkert organiseres en smule før afgang. Krumsablerne og hugtænderne skal slibes skarpe, der skal bedes til Allah om en god og hellig krig med succesfuldt udfald, og endelig skal den optimale rute for fremrykningen findes.

Der er langt fra Egypten til Danmark - især på hesteryg - så man må formode, at turen tager mere end et par dage. Og lidt længere, hvis der skal shoppes igennem i Tyskland, så de høje afgifter på fedt og slik i Danmark kan undgåes.

Realistisk set, vil de hellige krigere altså først være fremme engang omkring starten af marts..

Og det er uden at skele til det egyptiske militærs stærke kontrol med ind- og udrejse i Egypten, og det faktum at mange egyptere i disse dage har mere travlt med at feje på demonstrationspladsen, finde nye ærværdige mål for kommende demonstrationer, og opfinde nye politiske partier, til et nyt politisk system som ingen endnu kender.

Den unge radikale karriere-komet er også helt blind over for en anden  - og ret væsentlig - forudsætning i sin temmelig omskrevne forudsigelse. Hun skriver jo, at "Den dag det muslimske broderskab får adgang til magten og militæret i Egypten, så vil...bla...bla".

Men det egyptiske militær er ikke blevet overtaget af nogen eller noget broderskab. Og det er trods alt en væsentlig forudsætning for, at horder af muslimske krigere med krumsabler rider afsted i flok.

Så Zenia Stampe er aaaaaalt for hurtig på aftrækkeren. Hvis hun vil bruge udviklingen i Egypten til at legitimere et udfald mod VKO's værdipolitik, og dømme VK-regeringen død fordi Mubarak er faldet, så skylder hun sine pladder-humanistiske, neo-feministiske og virkelighedsfjerne læsere at indregne den afgørende tidsfaktor.

Ellers får dette blog-indlæg et kedeligt, useriøst skær. Og dermed bliver det bare endnu en omgang radikal verbalonani og fordømmelsesretorik. Ganske som alle de andre blog-indlæg hun har præsteret.

Kilde: