I den nu fjernede klumme skrev Signe Wenneberg om, at der følger ensomhed med livet som klummeskribent og offentligt kendt.
Det er ikke nemt at være debattør. Columnist. Klummeskribent. Forfatter. Blogger. Fortæl mig om det. Man bliver ensom. Ja, hvad ingen taler om, er dette: Man bliver fattig og ensom,’ skrev Signe Wenneberg som indledning.
»Hendes måde at håndtere kritikken på har været næsten lige så skuffende. Jeg har altid anset hende for at være et dybt professionelt menneske, men i dette tilfælde har hun handlet dybt uprofessionelt. Hun blokerer folk, der kritiserer, skriver til folk at man skal fjerne opslag osv.,«siger hun.
Det kære internet kan hurtigt blive til et tveægget svær. For mange er det, det helt rette sted for skamløs selvpromovering. Om denne promovering så fremstår i form af en klumme som i dette tilfælde, endnu en ligegyldig selfie, eller dokumentation på endnu et besøg med slyngveninderne på den lokale café, hvor der indtages en dejlig latte. Er komplet ligegyldig, for dokumenteres og promoveres det skal det. Problemet med internettet og det tveæggede svær opstår, fordi internettet ikke glemmer noget. Når først det er ude på nettet, så bliver det der.
Som sikkert flittig netbruger burde Signe Wenneberg være klar over det. Der for er det bare ekstra pinligt at klummen nu er slettet igen. Sikkert i forsøget på at genvinde noget goodwill. Men Signe, internettet er ubarmhjertigt og det glemmer ikke dine fejltrin:
Postet under sladder i mangel af bedre...
