Henrik Dahl undersøger fænomenet shitstorm, som vi for nylig så Eva Agnete Selsing og Mette Høeg udsat for, da de kritiserede hhv. visse områders ghettofisering og kvindelig selvoptaget litteratur.
Men hvorfor udløses den? Langt de fleste opstår, fordi en ilde hørt sandhed får lov at klinge ud i det åbne. Der er væsentlige træk, som både karakteriserer nazismen og islamismen. En af flere tendenser i ny, dansk litteratur er faktisk at beskrive det kvindelige erfaringsrum. Der er ghettoer i Nordsjælland.
Af en eller anden grund findes der mennesker, der ikke bryder sig om, at disse sandheder drages frem. Så har vi balladen – og så tages shitstormens karakteristiske våben i brug:
Råb de værste ukvemsord, du kender, ud over afsenderen.
Når du har råbt ukvemsord ud over afsenderen længe nok til, at du har det en lille smule bedre: Gå i gang med karaktermordet.
Konstruer en forvrænget udgave at afsenderens kerneudsagn.
Stil krav til akkuratesse, præcision og dokumentation, der er helt groteske i forhold til genren (typisk: en klumme eller en kort opsats).
Og frakend derpå afsenderen enhver hæder og ære, hvis de krav til akkuratesse, præcision og dokumentation, du selv har fundet på – og som er unormale i forhold til genren – ikke opfyldes.
Opfind ad hoc-argumenter imod afsenderen (for eksempel: at man ikke må generalisere. Hvem siger det? Hvorfor ikke? Og gælder dette krav altid – eller kun, når det passer dig?)
Le højt og en anelse hysterisk og sig, at DU i hvert fald ikke føler dig truffet af kritikken.
Og bekræft til sidst dig selv og dine venner i, at sådan en dum artikel er der ingen grund til at beskæftige sig med. Endsige: blive ophidset over.
Sådan - Mette Høeg og Eva Agnete Selsing - opstår en shitstorm og således er dens faser. En anelse irriterende, når man selv står i dens vej. Men prøv at læg mærke til dens majestætiske vælde, regelmæssighed og ensartethed næste gang, den blæser op. De er ganske fascinerende – når man selv står et andet sted.
