Tobak for en skilling!

Er en gammel dansk talemåde om noget af en ganske lille størrelse

Qda Plydsmaas,

05/03/2011

Er en gammel dansk talemåde om noget af en ganske lille størrelse.

Han eller hun er ikke større end tobak for en skilling, sagde man ofte - engang.

Der er nok ikke så mange som kender den talemåde i dag og de ved heller ikke hvad en skilling er.

Der findes ikke skillinger mere, det er meget længe siden den mindste mønt blev kaldt sådan.

Nu til dags er der endda langt imellem de der bruger mønter.

                                         De fleste bruger plastikkort.

Alligevel kan det ske at gamle folk taler om at have få eller mange skillinger.

Jeg tror endda der vil være gamle folk som stadig kan finde på at sige på den måde, jeg har fremhævet.

Sådan er det med nogle ord, de bliver hængende længe efter de har mistet deres egentlige betydning.

Sproget er drilagtigt - det ændrer sig hele tiden - nye ord kommer til og gamle glemmes.

Og det bliver mere og mere vanskeligt at forstå  hinanden i takt med at antallet af mennesker vokser og  forskellige folk med forskellige sprog bosætter sig forskellige steder. Om det er godt eller skidt vil jeg ikke beskæftige mig med. Folk er flyttet rundt så langt tilbage som menneskeheden overhovedet har en historie - og har ikke et men mange, mange sprog. Selv inden for en afgrænset stat er der dialekter og sådan har det altid været.

Det er problemet med at forstå hinanden jeg vil se lidt på, fordi det i tidens løb har skabt så mange vanskeligheder, ja selv krige og udslettelse  af folkegrupper beror på at det kniber at forstå det der bliver sagt.

Det har ikke hjulpet at vi nu til dags råder over masser af muligheder for at meddele os til hinanden.

Og snakket bliver der - hele tiden - i telefoner, i radioer, i TV udsendelser, og alt bliver kommenteret.

Selv de sportskampe, som enhver tydeligt kan følge på TV skærmen bliver fulgt op af eksperter som fortæller de der ser på, hvad det er de ser. Det er naturligvis muligt at skrue ned for lyden, hvad jeg ofte gør fordi jeg udmærket er i stand til selv at vide hvad det er jeg ser - uden eksperthjælp.

Det går altså nogenlunde, når det er hele sportskampe det drejer sig om, det er meget værre når det gælder referater af andre begivenheder. Her plukkes der småbidder ud af en sammenhæng som eksperterne kaster sig over, intet går ram forbi, vi svælger i eksperter som nok skal fortælle hvad vi skal tro, tænke og mene om hvad som helst.

Men hvis du tror alle de eksperter fremmer forståelsen tager du grusomt fejl !!!

Det ser mere ud som om enhver begivenhed druknes i ekspertsnak, når du da ikke vælger at se der er tale om noget helt andet, nemlig forsøg på at styre din opfattelse i den retning som eksperterne vil.

Og hvem er så disse eksperter?

Er de som de 4 Mozarteksperter, som  jeg engang lavede på et billedtæppe?

De 3 sidder ved et bord, den 4. står op, imens de alle gør sig kloge på indholdet af - Mozarts natpotte - omgivet af kartoteker, reoler med bøger (skrevet af andre eksperter), plakater og forskelligt ragelse.

Der er nok at tage af og de er meget forskellige disse eksperter.

De siddende er - den forvirrede - den pædagogiske - den aggressive og ham som står op, har rejst sig for at kunne brillerer med sin bedrevidende påståelighed.

Mozart døde for 220 år siden, kan ikke rette på eksperternes snak og er vel den som ved mest - om sig selv og den musik han har givet os.

Det eksperterne siger er og bliver kun teorier.

Det kan også være eksperterne er som de skrydende æsler jeg lavede på et andet tæppe til den samme udstilling. Det er nu engang min stil at betragte det der sker omkring mig på en uhøjtidelig og nuanceret måde.

Jeg kan ikke tage eksperternes hovne og bedrevidende påstande for andet end snak.

Der er efterhånden så mange som har gjort sig kloge på så meget at jeg kommer i tvivl om, hvad formålet med al den snak er.

Skal jeg være ekspert og have læst tonsvis af andre eksperters bøger for at have en mening.

Er det blevet umuligt at kunne tænke selv?

Eller er sproget blevet så speget af den stadige forandring, at ordene har mistet al værdi?

Måske er det meget nemmere at sige, den teoretiske viden som de mange eksperter brillerer med er ikke mere værd end

                                          Tobak for en skilling!

Kilde: