Doping – Snyd eller udstyr?

Efter at have brugt næsten 20 år på at opnå lige chancer for alle, der bare havde talentet og viljen til at træne hårdt, er det på tide at prøve...

Asger Jon,

03/02/2013

Efter at have brugt næsten 20 år på at opnå lige chancer for alle, der bare havde talentet og viljen til at træne hårdt, er det på tide at prøve noget andet. Når en metode i 20 år ikke har virket, er det på tide at finde på noget nyt.

Doping – Snyd eller udstyr?

Da jeg ikke var ret gammel, så jeg sammen med flere fra min familie med, da danske Bjarne Riis iført gul førertrøje kørte til Paris og vandt Tour de France. Desværre viste det sig, at Bjarne Riis havde snydt, og der var en del ryttere udover Bjarne Riis, som sluttede foran den daværende Tour-Konge Miguel Indurain, der havde vundet hver gang mellem 1991 og 1995.

Siden Indurains sejre først i halvfemserne har Tour de France været afholdt mange gange, men kun nogle ganske få vindere er ikke siden hen blevet taget i doping. Faktisk kan nævnes kun fire vindere, som, i skrivende stund, ikke har tilstået eller er blevet taget i at bruge doping:

I 2006 blev Floyd Landis frataget sin sejr på grund af doping, og sejren blev tildelt Óscar Pereiro.

I 2008 vandt Carlos Sastre.

I 2011 og 2012 blev Tour de France vundet af henholdsvis Cadel Evans og Bradley Wiggins.

Alle øvrige Tour-vindere er blevet taget i doping, efter at de havde vundet. Hvad kan man så konkludere herpå? For det første må det konkluderes, at doping agenturernes proaktive indsats har været en fiasko. Man kan konkludere, at doping er særdeles effektivt i cykelsport, og man kan endvidere konkludere, at mange helt sikkert stærke ryttere har valgt at løbe risikoen og lyve om det, fremfor at køre rent, altså uden doping.

Nu foreslås det imidlertid, at doping agenturernes finansiering og beføjelser øges endnu mere, hvilket er en plade, de fleste liberalt tænkende mennesker har hørt før; et problem opstår, staten indfører en løsning, problemet bliver meget værre, og statens håndlangere beder om flere midler og mere magt.

De fleste knap så liberalt tænkende mennesker tænker så sikkert, “nå, nu kommer alle de der ultraliberalister med bannerføring for liberalisering, som løsning på alle problemer!” Til det kan man kun svare: “Ja!” Man kan ikke i længden have et foretagende med så lav troværdighed, før publikum og annoncører finder noget andet at få tiden til at gå med. Den prestige cykelsportens center arena, Tour de France, har tilbage bør arrangørerne vogte bedre. Efter at have brugt næsten 20 år på at opnå lige chancer for alle, der bare havde talentet og viljen til at træne hårdt, er det på tide at prøve noget andet. Når en metode i 20 år ikke har virket, er det på tide at finde på noget nyt. Jeg er ikke ekspert i hverken cykelsport eller medicin, men jeg har lagt mærke til, at cyklerne som rytterne kører på ved Tour de France ser meget ens ud. Det ser også ud til, at de ryttere som har indrømmet eller er blevet opdaget i brug af doping, anvender samme doping metoder. Så hvad med at gøre det tilladt for alle at anvende også de sidste nye medikamenter samt de sidste nye cykler? På den måde bliver ingen snydt, alle unge ryttere ved hvad de går ind til, og så kan vi der tager knallerten eller bilen sætte os nydeligt tilbage i sofaen med vinduerne åbne og se Tour de France og vide med sikkerhed, at den gule førertrøje bæres af den mand, der har kæmpet hårdest for det!

Kilde: