Michael "kyllingen" Rasmussen slutter sig nu til den skare af cykelryttere der indrømmer at have dopet sig. Han har iflg. eget udsagn taget epo, væksthormon, testosteron, dhea, insulin, IGF-1, kortison og blodtransfusioner i en periode fra 1998-2010". Man fristes til at sige "og hvad så"?
Jacques Anquetil, en af de store gamle cykel-kæmper", som vandt Tour de France 5 gange, nemlig i 1957 og i årene 1961-1964, har aldrig lagt skjul på at han benyttede sig af "præstationsfremmende stoffer" og han sagde faktisk allerede dengang, at hvis der var nogen der troede at man kunne gennemføre Tour de France på kildevand, så var de bare naive. (Jeg har desværre ikke kunnet finde citatet på nettet).
Michael Rasmussen og andre har taget "forbudte stoffer", men det eneste interessante spørgsmål for mig er om det er sket af egen fri vilje og det er der vist ikke tvivl om. Om det har skadet andre, bortset måske fra en skadet forfængelighed hos nogle af dem der er blevet kørt bagud, fordi deres doping har været mindre effektiv, og her er svaret nej. På det grundlag har jeg ingen problemer, og det burde de "små tykkke skrivebordsgeneraler" der styrer de fleste topidrætsgrene heller ikke have.
Sport er underholdning - og jo mere spektakulære præstationer des mere underholdende er det at følge. Det gælder ikke mindst Touren. Jeg glemmer aldrig de fantastiske billeder af Bjarne Riis, sda han trådte i karakter på de stejle veje og det samme gælder Michael Rasmussens præstation da han trådte i karakter for alvor. - Og jeg er bedøvende ligeglad med hvad de har spist eller drukket, når det er sket af egen fri vilje og uden at skade andre. De har underholdt mig - og tak for det.
Er det en overraskende oplysning - nej. Er det overraskende at han nu fortæller det - også her må man sige nej. Er det breaking news, som pressen gerne vil gøre det til - her er svaret bestemt nej. De burde have bedte ting at skrive om.
