21. november 2012: Den dag, vi tabte "Krigen mod Terror"

De fleste lagde nok ikke mærke til det, men vores endelige nederlag i Krigen mod Terror indtraf 21

Henrik Ræder Clausen,

03/01/2013

De fleste lagde nok ikke mærke til det, men vores endelige nederlag i Krigen mod Terror indtraf 21. november 2012. Krigen blev erklæret 20. september 2001 af præsident George W. Bush, har kostet 8.900 amerikanske liv og 48.000 sårede, udgifter på mellem 1,2 og 2,7 billioner dollars. Krigen blev i sidste ende ikke tabt på slagmarken, derimod i en byzantinsk labyrint af diplomatiske og militære alliancer, der førte til det endelige nederlag i Cairo, Egypten.

Det har været diskuteret, om det overhovedet er meningsfuldt at føre krig mod 'Terror', da terror kan betragtes som en taktik, ikke en fjende. Til sammenligning førte vi ikke krig mod 'Blitzkrieg', vi førte krig mod Nazityskland, og vandt. Der er ingen tvivl om, at det er nemmere at vinde krige mod veldefinerede modstandere, så vi kan mobilisere vores kræfter mod et klart mål – i dette tilfælde ville det være islamisterne, da de søger at erstatte demokrati og frihed med kalifat, sharia og teokratisk diktatur. Men set fra en anden vinkel er det yderst meningsfuldt at føre krig mod terror i sig selv, som det er meningsfuldt at bekæmpe almindelig kriminalitet: Enhver stats første og vigtigste opgave er at sikre indre og ydre sikkerhed, hvilket politi henholdsvis militær søger for. Det er fundamentalt.

Me tilbage til Cairo. Her erklærede Egyptens udenrigsminister Mohammed Kamel Amr, USAs udenrigsminister Hillary Clinton og lederen af Hamas, Khaled Meshaal, at der var aftalt våbenhvile mellem Hamas og Israel efter en uges intense kampe mellem Hamas' raketstyrker og Israels hær.

Det er vigtigt at være klar over, at ordet 'våbenhvile' har mere end en betydning. Den almindelige vestlige forståelse er, at krig grundlæggende er uønsket, og at en våbenhvile er et naturligt og nødvendigt skridt i retning af varig fred. Men den tankegang er baseret på en antagelse af, at begge parter i konflikten egentlig ønsker fred. Er det ikke tilfælde, er en våbenhvile ikke en begyndelse til at skabe varig fred, derimod en mulighed for at forberede yderligere krig senere. I islamisk tradition bruges begrebet 'hudna' om denne form for våbenhvile. Den er, baseret på Muhammeds forbillede, begrænset til maksimalt 10 år, og kan til enhver tid brydes, hvis det skønnes at ville gavne islam.

Bloggen Challah hu Akbar har offentliggjort våbenhvilens tekst:

Gensidig forståelse om våbenhvile i Gazastriben
1. Israel vil standse alle fjendtlige handlinger i Gazastriben, på land, til vands og i luften, herunder indtrægning og angreb rettet mod enkeltpersoner.
2. Alle palæstinensiske grupper vil standse alle fjendtligheder fra Gazastriben mod Israel, herunder raketangreb og angreb langs grænsen.
3. Grænseovergangene skal holdes åbne for personer og godstransport, der må ikke indføres vilkårlige begrænsninger for den frie bevægelighed. Problemer for beboere i grænseområderne og praktiske detaljer bringes på plads efter at våbenhvilen har været effektiv i 24 timer.
4. Andre problemer skal løses efterhånden som behovet viser sig.

Implementationsmekanisme:
1. Fastlæggelse af det præcise tidspunkt for våbenhvilens ikrafttrædelse.
2. Egypten vil modtage forsikringer fra begge parter om deres vilje til at overholde det aftalte.
3. Begge sider lover ikke at foretage sig noget, der vil bryde denne aftale. I tilfælde af problemer skal Egypten, som garant for aftalen, holdes informeret om problemer og følge op omkring dem.

Først og vigtigst: Denne aftale forhindrer Israel i at angribe Hamas, deres ledere eller andre terrororganisationer i Gazastriben. Ved således at eliminere den militære trussel, er Hamas og andre grupper garanteret ro til at genetablere deres militære infrastruktur, genopbygge affyringsramper og ikke mindst at få genopbygget deres noget ramponerede lager af raketter.

På deres side vil Hamas og de øvrige terrororganisationer i Gaza standse deres angreb på Israel. Da deres mål stadig er ødelæggelse af Israel, kan dette kun være midlertidigt. Hamas er stolte af deres raketprogram, det vil blive fortsat og videreudbygget.

Israel skal på sin side sørge for at personer og gods kan krydse grænsen til Gaza. Det er et noget uklart krav, især i betragtning af at grænsen ikke har været lukket, end ikke under Pillar of Defence. Detaljerne kan give anledning til diplomatiske problemer, hvis Hamas og/eller Egypten hævder, at punkter i aftalen – for eksempel lempelse af grænsekontrollen – ikke er tilstrækkeligt opfyldt.

Oprindeligt blev trafikken mellem Gaza og Israel begrænset i Juni 2007 efter omfattende kampe mellem Hamas og Fatah, der kostede over 600 palæstinensere livet. Efter at Hamas havde fået kontrol med Gaza, indførte Israel og Egypten i fællesskab strengere kontrol med grænserne, specielt for at blokere for transport af materialer, der anses for at have militær betydning. Grænsekontrollen er dog blevet undermineret af et omfattende system af smuglertunneler mellem Gaza og Egypten.

Det sidste punkt i våbenhvileaftalen rummer en overraskelse – Egypten, ikke en international organisation som OSCE eller FN, står som garant for aftalen. Da Egypten nu regeres af det Muslimske Broderskab, som Hamas er udsprunget fra, forekommer det ikke upartisk og pålideligt.

Hvad gør Hamas til en ”terrororganisation”?
Svaret på dette vigtige spørgsmål er banalt: Hamas er en terrororgansiation, fordi de organiserer terror. Ingen, der har set israelske børn søge dækning for Hamas' raketter, i beskyttelsesrum eller under deres forældre, kan være i tvivl om dette. Det er ikke ligefrem raketvidenskab at konstatere, at Hamas har som hovedformål at terrorisere Israels borgere. Som Hamas understregede ved et stormøde 8. december er raketterne stadig deres vigtigste middel til at nå deres endelige mål, Israels undergang.

Dette mål har egentlig aldrig været nogen hemmelighed, omend det synes at være ukendt for visse journalister og politikere. Dokumentationen har eksisteret længe, for eksempel i form af Report on Hamas, præsenteret i USAs kongres d. 14. oktober 1993. Her beskrives Hamas' motivation sådan:

Hamas baserer sig i stort omfang på brug af vold. Det er klart ud fra de foldere, de har omdelt i de besatte områder helt siden Hamas' grundlæggelse. Folderne har blandt andet opfordringer som: ”Lav flere angreb med knive, granater og pisoler mod de feje jøder i deres huse, gør deres dage mørke og deres nætter til et ubærligt helvede.”

Midlerne har ændret sig i form af rakettekniske fremskridt, men det fundamentale mål for Hamas er ikke ændret væsentligt siden 1993. Dette mål beskrives også i deres Formålserklæring fra 1988. Her står i indledningen:

For vores kamp mød jøderne er vidtrækkende og alvorlig, og vil derfor kræve enhver loyal anstrengelse, vi kan mønstre. Derefter vil der blive taget yderligere skridt, forstærket af flere battalljoner fra den mangfoldige arabiske og islamiske verden, indtil vores fjender bliver besejret og Allahs sejr står tilbage.

Fra Del I, punkt 7, om Muhammes anti-jødiske holdinger:

Profeten, må bønner og fred være med ham, sagde: ”Der vil komme en tid hvor muslimerne vil bekæmpe jøderne (og dræbe dem); når jøderne gemmer sig bag sten og træer, der vil råbe: ”Oh, muslim! En jøde gemmer sig bag mig, kom her og dræb ham!”

Formålserklæringen citerer mange anti-jødiske passager fra koranen, samt passager der opfordrer til jihad ('hellig' krig). Særlig bemærkelsesværdigt er punkt 32, der henviser til den klassiske racistiske bog ”Zions Vises Protokoller” som om den var et faktum, ikke et falsum produceret af det russiske hemmelige politi i det 19. århundrede:

Deres planer er beskrevet i Zions Vises Protokoller, og deres nuværende [opførsel] er det bedste bevis for det, der står i denne bog.

Desværre begrænser Hamas' terroraktiviteter sig ikke til jøder, de går også ud over deres egne borger i Gaza, hvis der er mistanke om uenighed eller ikke-islamisk opførsel. For eksempel blev seks mænd mistænkt for at samarbejde med Israel skudt på åben gade d. 20 november 2012, hvorefter et af deres lig blev slæbt gennem Gazas gader bag en motorcykel, til skræk og advarsel for andre borgere, der kunne finde på at modarbejde Hamas. Tilskuere til drabene beklagede offentligt, at henrettelserne ikke var tilstrækkeligt brutale.

Men ikke alt er død og ødelæggelse i Gaza. For mens Hamas og andre radikale islamiske grupper har travlt med at bygge raketlagre og affyringsramper, er levevilkårene i Gaza ikke så slemme, som man skulle tro. Der er tilstrækkelige forsyninger af fødevarer på markederne, der bliver bygget smukke huse og indkøbscentre, mens daglige fornødenheder som afsaltet vand, olie, elektricitet og medicin rutinemæssigt leveres fra Israel. Den omfattende internationale støtte til Gaza har medført, at livet i Gaza er bedre end gennemsnittet i den arabiske verden. Fattigdom er stadig et problem, men ikke mere end i mange andre land.

Iron Dome: Helt nye spilleregler
Enhver terrororganisation har (per definition) som mål at terrorisere sine fjender. Tilfældige og uforudsigelige raketangreb har længe været en effektiv metode til at opnå dette, og Gaza har efterhånden udviklet en omfattende baggårdsproduktion af raketter, som vist her på CNN.

Men Hamas og deres beslægtede grupper har andre våben i deres arsenaler, herunder avancerede raketter produceret i Iran og leveret gennem Sudan. Disse raketter kan ramme mål langt inde i Israel, omend de stadig mangler de præcise styresystemer, man normalt ser på raketter brugt af regulære hære.

På den anden side af hegnet, i Israel, er situationen mere kompliceret. Advarselssystemer og beskyttelsesrum hjælper til at sikre civilbefolkningen, men i grænseområderne op til Gaza kan varslet om raketangreb være så kort som 15 sekunder, hvilket betyder at man hele tiden skal være klar til at afbryde sit arbejde eller andre aktiviteter og skynde sig i dækning.

Men det ændrer Iron Dome, et avanceret advarsels- og forsvarsystem, der blev udviklet efter krigen i Libanon i 2006. Dette system opdager raketaffyringer og beregner omgående, hvor raketten kan forventes at lande. Hvis en raket styrer mod beboede områder, bliver der sendt et eller to missiler imod den angribende raket, så den sprænges i stedet for at skabe den ønskede frygt og skade.

Iron Dome blev først taget i brug i 2011, og har løbende standset enkelte raketangreb i et års tid op til de omfattende angreb i november 2012. I systemets første rigtige styrkeprøve lykkedes det at ødelægge mindst 421 raketter, en succesrate på 84 procent. Selvom systemet er kostbart, udgør det en velkommen lettelse for civile, der hidtil kun har haft passive forsvarssystemer.

Iron Dome kan ikke bruges til egentlige angreb, og giver ikke nye metoder til at eliminere raketlager og affyringsramper i Gazastriben. Men det løser den centrale opgave at beskytte Israel mod den terror, Hamas søger at skabe blandt indbyggerne.

Operation Pillar of Defence
Israels hær IDF anslår, at der findes op imod 200.000 raketter oplagret hos Israels fjender, herunder Hamas, Hizbollah, Syrien og Iran. Den eneste effektive metode til at eliminere den islamiske terrortrussel er at ødelægge disse våben, før de bliver brugt imod Israel og leverancen af Fajr-5 missiler fra Iran gjorde problemet akut. Der var brug for en offensiv strategi for at eliminere truslen, konkret Operation Pillar of Defence.

Behovet for Pillar of Defence beskrives sådan af Israels regering:

På trods af at Israel trak sig fuldstændigt ud af Gazastriben i 2005, fortsætter Hamas med at angribe Israel, hvilket beviser at de ikke bekæmper Israels (ikke-eksisterende) tilstedeværelse i Gaza, men mod Israels eksistens som sådan.
Det internationale samfund bør handle for at standse angrebene fra Gazastriben mod Israel. Hamas og andre terrororganisationer må ikke have lov til at handle ustraffeet mod civilbefolkningen i det sydlige Israel.

Dette er egentlig ganske enkelt:

Hvis Hamas virkelig ønsker fred, hvorfor angriber de stadig civile?

Den logiske konklusion er, at Hamas ikke ønsker fred.

Derfor startede Operation Pillar of Defence d. 14. november 2012 med et målrettet angreb mod Hamas' millitære gren, Ahmed Jabari. IDF har offentliggjort en videooptagelse af angrebet her:

http://www.youtube.com/watch?v=P6U2ZQ0EhN4

Som det kan ses på optagelsen, blev hans bil ramt af en raket, mens den kørte gennem en relativt tom gade. Hamas-lederen blev dræbt på stedet. Samtidig angreb Israel installationer, lagre og affyringsramper for de langtrækkende Fajr-5 missiler, og eliminerede dermed risikoen for en omfattende gengældelse dybt ind i Israel.

Efter at Hama havde mistet sin millitære leder og deres farligste angrebsvåben, havde de næppe andre valg end at demonstrere deres fortsatte farlighed ved at sende en byge af mindre raketter mod Sderot og andre byer, der kunne nås med andre raketter. Det udløste en uges kapløb mellem Hamas og IDF: Hamas kæmpede for at terrorisere Israels befolkning, mens IDF slog tilbage for at ødelægge Hamas' våben og infrastruktur.

På blot en uge lykkedes det for Hamas og andre terrorister at sende mindst 1.456 raketter mod Israel, næsten dobbelt så mange som i hele 2011, herunder Fajr-5 raketter rettet mod Tel Aviv og Jerusalem. Disse raketter blev affyret fra en hemmelig base i Gazas fodboldstadion, der led en del skade under Israels modangreb, men nu bliver genopbygget for FIFA's regning.

Det er særlig ironisk og lettere pinligt at Hamas angreb Jerusalem, da byen antages at være hellig for islam, på trods af at den ikke er nævnt i koranen. Hvad mon der ville ske, hvis en af Hamas' upræcise raketter ramte Klippemoskeen, en af islams helligste bygninger?

Vigtigst var det dog, at den tilsigtede terrorisering af Israels civilbefolkning ikke blev til noget. Det blev anslået at en million israelere sad i beskyttelsesrum under den korte krig, men det ændrede ikke på den generelle holdning til krigen: Der var bred opbakning til Israels hær og ønsket om at eliminere truslerne fra Hamas m.fl., uanset at det ville betyde flere uger i beskyttelsesrum.

Fra terrorbekæmpelse til 'våbenhvile'
Selvom målrettede luftangreb er imponerende og effektive til nogle formål, eliminerer man ikke terroristernes infrastruktur uden en landoffensiv. Israel havde mobiliseret sine reserver og placeret dem ved grænsen til Gaza, klar til at gå ind. Men på det tidspunkt havde verdens regeringsledere travlt med at kræve ”fred i Gaza”, hvorfor landoffensiven blev bremset.

Egypten havde særlig grund til bekymring. Det Muslimske Broderskab var lige kommet til magten efter det såkaldte ”Arabiske forår”, der også havde ført til valget af Muhammed Morsi som præsident i juni. Da Hamas stammer fra Broderskabet og deler dets mål om at genetablere kalifatet, var der gode grunde til at Egypten skulle få kampene standset.

Det kan synes paradoksalt at Morsi, der nægter at bruge ordet 'Israel' eller mødes med repræsentanter for landet, kunne finde på at forhandle fred mellem landet og Hamas, der står ham betydeligt nærmere. Men strømmen af internationale diplomater, der understregede hans store betydning, har sikkert været effektiv. Tyrkiets premierminister Erdogan, Emiren af Qatar, Tysklands udenrigsminister Westerwelle, FN-formand Ban Ki-moon og USAs udenrigsminister Hillary Clinton var blot en del af dem, der søgte at standse kampene. Det er ikke rimeligt at mistænke dem alle for at være drevet af anti-jødiske holdninger eller sympati med de terrorister, der var under angreb fra Israel, men slutresultatet blev, at Hamas og de andre islamistiske organisationer i Gaza blev beskyttet mod et truende nederlag, da våbenhvilen trådte i kraft d. 21. november 2012.

Tyskerne, araberne og tyrkerne kan have hver deres motiver for at støtte Morsi og beskytte Hamas, men at Hillary Rodham Clinton deltog, var bemærkelsesværdigt. Siden 1997 har Hamas været på USAs liste over terrororganisationer, og hvis vi skulle tage USAs ”Krig mod terror” alvorligt, skulle der ikke være nogen væsentlig grund til at USA holder Israel fra at tilføje Hamas et storstilet nederlag.

At befri palæstinenserne fra Hamas' brutale styre ville ikke bare være en betydelig gevinst for Israel, også for fredelige palæstinensere og folkeretten som sådan. Men det skete ikke, og dermed er scenen sat for endnu et krigsudbrud, formodentlig med større voldsomhed og flere dødsfald end det, der netop blev standset.

Så når verdens opmærksomhed fjerner sig fra Gaza, vil Egypten vende det blinde øje til, når nomaderne i Sinai diskret transporterer flere avancerede missiler til Gaza, i forberedelsen til det endelige opgør med 'Den Zionistiske Enhed', som anti-jødiske regeringer, bevægelser og kommentatorer kalder Israel. At vores egne ledere ikke forstår dette er pinligt, og det viser at vi har tabt vores moralske klarhed i det byzantinske spil om venner, fjender, prestige, bedrag og forræderi.

Rådgivere eller infiltration?
Hvordan kan det gå til, at USAs regering taber sin beslutsomhed om at bekæmpe terrorister? Svaret på dette er heller ikke behageligt, det ser nemlig ud til at det er lykkedes det Muslimske Broderskab at infiltrere selve USAs regering, og det er skadeligt. Det involverer organisationer som CAIR og ISNA, og på det personlige plan Huma Abedin, Rashad Hussain, Mohamed Elibiary, Dalia Mogahed, Ingrid Mattson, Kareem Shora og Salam al-Marayati. Disse personer er alle muslimer, og alle rådgivere for den amerikanske regering. Den amerikanske tænketank Center for Security Policy har gennemgået problemerne i deres videoserie The Muslim Brotherhood in America: A Video Course, og andre har bidraget med forskellige vinkler på problemet, for eksempel FrontPage Magazine, TheBlaze.com, Gates of Vienna, World Net Daily, RadicalIslam.org og NewsMax. Desværre tiltrak materialet fordømmelser, ikke undersøgelser, hvorfor infiltrationen kan fortsætte med forsigtighed.

Hvordan kommer vi videre?
I en verden uden klare moralske retningslinjer er det godt at holde sig til visse grundlæggende principper:

1) Aggression er skadeligt, og forbudt ifølge folkeretten.

2) Jødehad, en form for racisme, er skadeligt.

3) Vær forsigtig med politiske ledere, der baserer deres magt på religion.

4) Det kan være nødvendigt at bruge militære midler for at forebygge krig.

Hvad angår Israel er der grund til at tro, at landet i sidste ende kan overvinde truslen fra Hamas. For på trods af storstilede taler om sejr og kompromisløs fortsættelse af kampen mod Israel, har Hamas fået nogle alvorlige skrammer. I den første måned efter våbenhvilen sendte de ingen raketter mod Israel, og selv når de begynder igen, er der gode chance for at det nu verdensberømte Iron Dome vil stoppe dem. Ved at eliminere den islamiske terror før den rammer jorden, kan Israel vise at Hamas ikke er i stand til at efterleve koranens ord om at ”slå frygt i hjertet på deres fjender” (Sura 8:12).

De palæstinensiske områder har et yderligere problem i situationen, nemlig at der knap findes moderate kræfter til at bremse Hamas' kurs mod mere krig, med henblik på at eliminere Israel og genindføre kalifatet. Denne religiøse galskab imødegås bedst med et solidt militært forsvar, der naturligt bør kombineres med at Vesten standser sin støtte til anti-jødiske kræfter blandt palæstinenserne.

I Egypten er den kortsigtede prestigegevinst for præsident Morsi allerede overstået, alt imens sekulære og islamiske kræfter kæmper i gaderne om landets fremtidige kurs, og specielt hvilken rolle sharia skal spille i det stadig mere islamiserede land. I bedste fald vil disse interne stridigheder tage så mange kræfter, at Egypten ikke vil deltage i en fremtidig krig mod Israel, en mulighed der ellers har været på dagsordenen i Egypten.

For USA er situationen yderst kompliceret. Efter den kraftige støtte til det ”Arabiske forår”, hvor USA spillede en stor rolle i revolutionerne fra Tunesien til Egypten, og sørger i øjeblikket for at koordinere krigen i Syrien. Samtidig med at USA støtter Israel militært og diplomatisk, har landet næppe råd til at lægge sig ud med de arabiske regeringer, der har betydelige investeringer i USA, hvorfor ønsket om en våbenhvile i Gaza ikke nødvendigvis skyldes omsorg for Israels interesser.

Hvis USA og den vestlige verden virkelig havde som mål at bekæmpe terrorisme, ville vi have støttet Israel og planerne om en landoffensiv ind i Gaza. I stedet fik alverdens politikere travlt med at standse kampene, hvilket er mere kortsigtet end principfast. For selv om det har givet julefred her og nu, lægger den hurtige våbenhvile også op til flere runder af terrorisme og modangreb, ikke fred og forsoning som vi kunne forledes til at tro.

21. november markerer vores endelige nederlag i Krigen mod Terror. Det kommer til at gøre ondt.

Kilde: