Det her handler naturligvis om Venezuela.
Landet med verdens største olie reserver.
Også et sydamerikansk land som har omfavnet "socialismen"
For få år tilbage dikterede regeringen i Venezuela at alle varer produceret i landet ville have en lovbestemt maksimal pris.
Det betød f.eks. at et kilo kartofler produceret i Venezuela højest måtte koste 56 øre i en forretning (kender ikke de eksakte tal), hvilket var betydeligt billigere end samme vare kunne erhverves for i nabo landende.
Årsagen til lovindgrebet var en stigende "uro", d.v.s folkelig utilfredshed med det Venezuelanske styre.
Da priserne faldt blev der ro.. sådan lige indtil der ikke var varer på hylderne i supermarkederne.
De lov dikterede maximal priser var så lave at det ikke var muligt for hverken landmænd eller fabrikanter at aflønne deres medarbejdere.
Så fabrikkerne lukkede og landmændende solgte deres kvæg og øf-grise til nærmeste gullasch-baron og flyttede.
Problemet opstod så med varemangel, men styret klarede det med milliarder i støtte til opkøb af varer fra udlandet, som stadig solgtes til den lov bestemte pris.
Naturligvis er en forhandler ikke dummere end at han/hun sætter prisen efter udbud og efterspørgsel, og selvom regeringen kæmpede hårdt varede det ikke længe før end en viral historie gik kloden rundt: Venezuela er løbet tør for toilet-papir.
Det var helt forkert. Der var masser af toilet papir (for de rige), men almindelige mennesker kunne bare ikke købe det hos kiosker, købmænd eller supermarkeder, for de solgte kun til dem der betalte 2-5 euro for en rulle, og da der ikke var nogen der arbejdede i landbrug eller industri var der ingen der tjente penge og dermed ingen til at betale for noget som helst.
Nu er der nogle af jer der husker hvad jeg skrev i starten, nemlig at Venezuela er et af verdens mest olierige lande, så i tænker nok noget i retning af: Hvorfor pokker brugte regeringen ikke nogle af milliarderne til at give understøttelse til de fattigste, fjerne momsen osv.
Svaret blæser i vinden, bortset fra at den systemiske korruption og nepotisme i landet har spillet en rolle, men der er, efter min mening, sydamerikansk politik og så er der den europæiske politik med alle dens -ismer.
Kommunisme, fascisme, kapitalisme, relativisme, skyd-de-andre-isme, for at nævne nogle få, er europæiske opfindelser, skabt af mange hundrede års konstante krige, vanvittige blodbade og udryddelser på kryds og tværs mellem nationer.
Noget som sydamerikanerne slet ikke omfavner.
De har deres mañana som udtrykkes forskelligt i hvert område, og Venezuela er, igen efter min mening, et eksempel på hvor galt det kan gå når den agressive europæiske kultur med alle dens ismer og trang til at dominere møder den mere afslappede og ligegyldige sydamerikanske.
