Vi har længe kendt til eksemplerne fra Sverige:
At der skal ”rettes” i historien og kulturarven, så den ikke forarger nulevende generationer.
Der ændres i fuglenavne, således at fugle ikke længere kan have betegnelser, som er racistiske – eksempelvis ”negerfinken”.
Der redigeres Pippi Langstrømpe-bøger, hvor Pippis far ikke længere kan være ”negerkonge”, og hvor Pippi ikke må lave ”kineserøjne”. Eller også forbyder man ”Tintin i Congo”, fordi den har et racistisk indhold. Der er mange andre eksempler, som jeg ikke vil remse op her.
Men nu er trenden også nået til Holland, og her er det mindst lige så alvorligt. Som Berlingske kan berette i en artikel i dag, fjerner et af Hollands store nationalmuseer ”Rijksmuseum” alle anstødelige udtryk fra deres samlinger. Det gælder f. eks. ord som ”hottentot”, ”dværg” og ”eskimo”. Jeg var ikke en gang klar over, at ordene kan være problematiske. Også malerier skal have nye navne. F.eks. må et maleri fra 1900 ikke længere hedde ”Ung negerpige”, men skal nu hedde ”Ung pige holder en fane”. Alt sammen for at tage hensyn til et ændret samfund.
Hele 12 medarbejdere er ”sat på sagen” med at rense uønskede udtryk og ord bort. I George Orwells fremtidsroman ”1984” er hovedpersonen Winston ansat i et lignende job. Det er hans opgave at redigere og klippe i gamle aviser, således at ”historien” ikke kan forarge mennesker i nutiden. Det meste af tiden tilbringer han med at tilintetgøre gamle artikler, som ikke længere er ønskværdige for regimet. Kan man overhovedet komme tættere på Orwell? Er det ikke nøjagtigt det samme, de 12 medarbejdere på Rijksmuseum er beskæftiget med?
Her er der tale om en skadelig manipulation med historien, for hvordan i alverden skal en kultur og en nation kunne lære af tidligere tiders fejl, hvis de overhovedet ikke længere må omtales? Hvis man fører tankegangen helt ud i livet, må nazisternes og kommunisternes menneskefjendske og totalitære retorik vel snart heller ikke længere omtales, fordi det kan ”støde” folk? Er det ikke netop nødvendigt at udstille tidligere tiders forbrydelser og fejltagelser, så kommende generationer kan lære af dem – så vi undgår gentagelser?
Historien kan ikke afskaffes. Den kan hellere ikke ændres. Den kan kun erindres, fortolkes og sættes ind i nye sammenhænge. Folk skal naturligvis have adgang til at vide, at vi tidligere kaldte andre mennesker ting, vi ikke længere kalder dem i dag. Heldigvis. Folk skal også vide, at netop disse begreber for 100-150 år siden var udtryk for den højeste videnskab og mode. Det sætter nemlig også nutiden i perspektiv: Vi ved ikke, hvordan fremtiden bliver, men vi kan formentlig være sikre på, at vore efterkommere om 100 år også vil undre sig – og måske grine ad – den viden, som er den toneangivende i dag, og som vi anser for at være sandheden.
Der kan ikke advares nok mod den hollandske og svenske modetrend. Historien kan ikke udslettes. Den er der, uanset om vi bryder os om det eller ej, og det er ethvert ærligt samfunds pligt at lære af historien. I Holland og Sverige bør de (gen)læse Orwells ”1984” – så længe den ikke også er blevet forbudt, fordi den kan tænkes at fornærme folk. Det vil være en brat opvågning.
