Berlingskes korrespondent, Allan Sørensen, spår "yderligere isolation" for Israel nu, da Netanyahu vandt valget. Det er da rigtigt, at hverken Obama eller de forskellige EU ledere er glade for Netanyahu, selv om han er valgt efter alle kunstens regler af en rimelig oplyst vælgerskare. Sørensen går automatisk ud fra, at der er noget galt med de israelske vælgere. De må have spist eller røget et eller andet, siden de vælger en regering, der ikke behager den amerikanske og de europæiske ledere. Men til isolation og et dårligt forhold skal der to parter til, ligesom til tango. Der er her i Vesten nogle hellige begreber, der ikke kan diskuteres, uanset de faktiske forhold og historiske erfaringer. Et er "fredsprocessen". Der skal også to parter til en fredsproces. Israel har i virkeligheden ikke nogen at drøfte fred med. Mahmud Abbas repræsenterer ikke nogen. Hans mandat er forlængst udløbet og han har slet ingen mandat fra Gaza. Gazas Hamas 1. har som mål Israels fysiske udslættelse og 2. smider (iranske) raketter ind i Israel, som for 10 år siden frivilligt og uden at få noget i gengæld forlod Gaza til sidste mand. Hvad der så er sket i Gaza i de sidste 10 år viser, hvad en palæstinensisk stat ville kunne blive. Sørensen kan være lige glad, men det kan israelerne ikke.
De nuværende regeringer i USA og Vesteuropa vil gerne have "fred". Skulle der blive en aftale, og skulle det (igen) gå galt, ville amerikanerne og vesteuropæerne fortsætte deres relativt behagelige liv. For israelerne er risicierne noget alvorligere.
Vi har en regering i Danmark og de har en i USA, der blev demokratisk valgt. Med ca 50,1% af stemmerne. Vi må leve med dem indtil vi igen går til valg. Men Sørensen mener ikke, at israelerne måske er kvalificeret til at skelne mellem de forskellige holdninger og vælge den regering de mener bedst forsvarer det lille land. Demokrati er altså godt for os. Vi er kloge. Israelerne er ikke. Eller hwa', hr. Sørensen?
