Værd at læse

00

Den inter-institutionelle krig om EUs budget

Under det danske EU formandskab, der afsluttedes for lidt over en uge siden, for så at give staffetten videre til Cypern, blev der taget hul på budgetplanlægningen. Den nuværende budgetplan løber nemlig kun til og med 2013, hvorefter den nye 2014-2020 skal virke. Den flerårige budgetplan kaldes i fagtermer “Multiannual Financial Framework” ofte refereret til som MFF, det er den overordnede ramme, som indeholder de politiske prioriteringer afspejlet i de projekter, der løber i årene for budgettet. Dog skal der hvert år fastsættes de konkrete dispositioner alt efter de gældende forhold. Nu nærmer vi os afslutningen af den nuværende MFF, som løb i årene 2007-2013, med andre ord blev det altså planlagt i store træk lige inden krisen. Derimod skal næste MFF planlægges under krisen og konteksten er dermed radikalt anderledes. Som det meste andet i EU tager det sin tid, derfor startede det danske formandskab det nye MFF, mens det cypriotiske viderefører arbejdet og endelig efter jul vil Irland formentlig afslutte det under sit formandskab. Altså cirka 1,5 års arbejde.



Tendensen er klar, for EUs budget har gennem de sidste 17 år haft en realstigning på 3% årligt, det vil sige efter inflation. Men nu skal budgettet så lægges mens krisen er i fuld vigor og medlemsstaterne spænder livremmen ind. Det er nye vilkår for budgetplanlægningen og man kunne dermed med rette forvente mådehold fra EUs side – solidaritet er trods alt europaternes omkvæd. Så lad os se på indikatorerne:

Tilbage i marts stemte Europa Parlamentet om finansiering af eget budget til administration, hvor de med 548 stemmer for og kun 69 imod vedtog en stigning på 2,4% i føromtalte budget. Her kunne nogen måske tænke at det da bare er for at kompensere for inflationen, men nej, inflationen er estimeret til 1,9% – altså er der tale om en reel stigning i budgettet. Dette billede bakkes yderligere op af en afstemning i budgetudvalget for kun nogle uger siden, 21 juni, hvor MEP’erne enstemmigt vedtog at bryde med princippet om at ubrugte ressourcer sendes tilbage til medlemsstaterne. Det er ellers kutyme at ubrugte ressourcer går tilbage til medlemsstaterne, men denne kutyme vil parlamentet nu ændre, så de istedet kan bruge midlerne i EU. Dette havde selvfølgelig kommissionens velsignelse. Mens kommissionen og parlamentet står sammen om forbrug, er der imidlertid en anden institution, der vil den modsatte vej: Ministerrådet.

Ministerrådet er som bekendt det EU organ, hvor medlemsstaternes ministre sidder. Ministerrådet, eller nærmere sagt det råd, hvor selve regeringslederne sidder, som oftest refereres det til som det Europæiske råd, ville da også nedbringe kommissionens budget ambitioner. Kommissionen ville have at budgettet skulle stige med 6,85%, altså en endnu større stigning i krisetid end normen var fra før krisen. Hvem sagde solidaritet? Eller økonomisk ansvarlighed for den sags skyld? Ministrene nedbragte dog stigningen til 2,79%. Hvilket er betydeligt lavere end kommissionens oprindelige forslag, men dog stadig en real stigning, når man husker på at inflationen som sagt er på 1,9%. Den budgetpost der måtte bære nedskæringen var hovedsageligt undenrigsanliggender. 1,03 mia. Euro blev sparet. Det var det nemme punkt at skære i, eftersom det ikke generer nogens vælgersegment og det er dog det vigtigste for en levebrødspolitiker. Således blev lige underigs anliggender da heller ikke forsvaret af nogen, modsat de fleste andre punkter, der som altid bliver en kampplads, hvor hver enkelt søger at tække egne vælgere. Den del af budgettet der bemærkelsesværdigt nok blev skånet var sammenhængsfonden, altså EUs bud på en Carina politik. Imidlertid modtog de stridende parter megen kritik fra parlamentet fordi stigningen kun lød på 2,79%, hvilket var en skuffelse for MEP’erne.



Dette er i virkeligheden meget symptomatisk for EU; de føderale organer (kommission og parlament), der i høj grad smelter i et med systemet og repræsenterer deres interesser, kæmper for budgetstigninger og flere kompetencer til EU, mens det intergovernmentale organ (ministerrådet/det europæiske råd) kæmper for medlemsstaternes interesser. Altså er her en klar brydning. Dog er der også brydninger medlemsstaterne imellem, eftersom de hver især kæmper for deres vælgere. I denne sag hvor medlemsstaterne er tvunget til at skære ned i den statslige magelighed overfor egne borgere, er det selvfølgelig i medlemsstaternes interesse at skære i EU, da det vil lette det nationale pres. Dette er vigtigt for regeringsrepræsentanterne fordi de, modsat kommissærer og MEP’er, står direkte til ansvar overfor vælgerne. De kommer hjem mellem alle møderne og skal forklare sig. De er synlige og dækkes nidkært af pressen. Deres nationale politik føles tydeligt af vælgerne og reaktionerne kommer prompte. Kommissærerne skal ikke vælges. MEP’ernes tiltag er fjerne, uigennemskuelige og ofte uforståelige for den enkelte vælger, så de kan gemme sig nede i Bruxelles mellem valgene. Dermed er der en incitamentstruktur, hvor kun regeringsrepræsentanterne agerer med vælgernes bedste på sinde, mens de to andre EU organer agerer for at forsvare det system, de smelter i ét med. Det er budgetplanlægningen et godt eksempel på. Derfor er Lissabontraktaten da også så ekstremt begrædelig, da den netop fjernede magten fra ministrene og gav den til MEP’erne. Altså blev borgernes mulighed for at indfluere på beslutningsprocessen mindsket mærkbart.

Link: http://www.damefrokosten.com/den-inter-institutionelle-krig-om-eus-budget/

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere