Et stykke med russisk propaganda

I går faldt jeg over en artikel om "media distortion" i forbindelse med krigen i Ukraine

Morten Morgenmaage,

11/08/2015

I går faldt jeg over en artikel om "media distortion" i forbindelse med krigen i Ukraine.

Artiklen er intet særligt i sig selv; man kan læse artikler som denne hver eneste dag, og websitet den er udgivet på, globalresearch.ca, er en ofte brugt kilde på 180grader.

Ihærdige formidlere af russisk propaganda som "nyt nationalliberalt site", "0 procent skat" m.fl. linker ivrigt til Global Research.

(beklager, jeg havde skrevet anders s og jesper g ovenfor -- nu erstattet af navnene på to andre ivrige propagandister -- men jeg har husket forkert; de to herrer linker så vidt jeg kan se ikke til globalresearch - dog til mange andre sites der omgåes sandheden ligeså let, men det må stå for min regning indtil videre)

RationalWiki har en ganske rammende introduktion til sitet:

"North Korea, a Land of Human Achievement, Love and Joy"

—Everything you need to know about Globalresearch in a nutshell

I slutningen af artiklen vises et pie chart fra National Priorities Project over USAs budget for 2015, som dokumentation for at USA er et meget krigerisk land. Som man kan læse lige over diagrammet: "In this year alone the United States is projected to spend least 598 billion dollars on its military while only spending 13.8 billion dollars on food and agriculture."

Tallene var interessante, så jeg googlede "us federal budget 2015" og fandt et andet pie chart, også fra National Priorities Project. Her er det kun 16% af budget som er allokeret til militæret.

Forvirringen skyldes at Global Research har brugt tallene for discretionary spending, som ikke er det samme som total spending (wiki).

Budgettet for USAs militær udgøres hovedsageligt af discretionary spending, mens de fleste andre sektorer har en fast plads på budgettet, og derfor kun får en mindre del af deres penge tilført herfra. Fx bruges der $135 mia. på food & agriculture, og altså ikke $13 mia. som Global Research skriver.

Når artiklens kontekst er, at Rusland repræsenterer fred, og USA repræsenterer krig, så fordrejer man sandheden når man viser det forkerte diagram uden yderligere forklaring.

USA bruger flere penge på sit militær end noget andet land, men ironisk nok bruger de procentvis af BNP mindre end Rusland, og mens Ruslands tendens er stigende, er USAs faldende.

Skal vi så klappe i hænderne over USAs militærbudget? Det er en helt anden diskussion, men USAs budget gør ikke den russiske propagandakrig mere eller mindre legitim.

Uanset ens mening om USA må enhver seriøs debattør ærgre sig over at der er over 700 henvisninger til Global Research på 180grader.

Kilde: