Værd at læse

00

Folkepensionen sætter euroen under pres

Tilbage i slutningen af det 19. årh. skabte den tyske kansler Otto Von Bismarck det pensionsystem, der den dag i dag er dominerende i Europa; pay-as-you-go. Systemet fungerer således at de erhvervsaktive betaler pensionen til pensionister gennem skatteindbetalinger, sådan at ingen betaler egen pension, men altid til generationen før én selv. Med andre ord baserer systemet sig på en omfordeling generationerne imellem. Dette har hidtil fungeret på grund af den store baby boom generation, men bliver nu udfordret af de demografiske ændringer i Europa: Aldrende og skrumpende befolkning, lav fertilitetsrate, længere levetid dog uden tilsvarende hævning af pensionsalderen i nogle europæiske lande. Dette medfører at en lille arbejdsstyrke skal forsørge en enorm pensionistgruppe. Det kan selvsagt ikke hænge sammen da skatteindbetalingerne ikke svarer til pensionsudbetalingerne og så vælter læsset som bekendt.

En stribe europæiske lande har taget højde for denne udfordring og har således gennemført omfattende pensionsreformer, eksempler herpå er: Polen, Ungarn, Sverige, England og Holland. Danmark befinder sig i en midtergruppe med både arbejdsmarkedspensioner og folkepensionen. De lander med de største udfordringer er også nogle af de mest folkerige lande nemlig Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien. Den første gruppe lande er kendetegnet ved omfattende private pensionssystemer, hvor hver enkelt erhvervsaktive selv sparer op til egen pension. Dermed skabes et pensionssystem, der er indifferent i forhold til den demografiske udfordring, der netop er akilleshælen for folkepensionssystemet. Den sidste gruppe lande er derimod kendetegnet ved folkpensionssystemet, der netop i disse år og fremefter sættes under pres efterhånden som den demografiske udfordring presser sig på. Allerede i 2025 vil lande som Tyskland skylde 150% af sit BNP til pensionsudbetalinger alene. Bedre ser det ikke ud for hverken Frankrig, Italien eller Spanien. Tværtimod. Dette vil uundgåeligt skabe et skæl mellem ”det holdbare Europa” og ”det uholdbare Europa”.

Det uholdbare Europa vil ikke kunne dække sin ekstreme gældsætning med at hæve skatten, dersom at denne løsningsmodel ville fordre at hver erhvervsaktive skulle give halvdelen af sin løn til en pensionist og derpå skulle dele den resterende halvdel, på den ene side, mellem alle de andre velfærdsforpligtigelser, som vedkommende pålægges af staten såsom gratis sygehusvæsen, uddannelse, etc. Og på den anden side, egen opretholdelse i livet. Dette er selvsagt ingen farbar vej. Eftersom denne løsning er udelukket vil faren nu være at landene i stedet vender sig mod ECB for hjælp. Det er her værd at notere sig at denne gruppe lande består af EU’s mest folkerige; Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Hvilket giver dem betydelig vægt i både rådet og parlamentet. Her vil altså kunne udøves væsentligt politisk pres gennem EU overfor ECB. Dette pres vil formentlig blive brugt til at sætte pengemaskinen i gang så flere euro pumpes ud i systemet. Med de flere euro skal pensionsforpligtigelserne så indfries. Problemet er bare at det vil medføre ekstrem inflation i hele eurozonen. Derfor vil det holdbare Europa sandsynligvis modsætte sig og der vil opstå konflikter og splid som konsekvens heraf. I et sådant scenarie kommer euroen igen under betydeligt pres.

Folkepensionens bevarelse er hermed ikke foreneligt med euroen og der må vælges. Første scenarie er at folkpensionen bevares, hvilket, hvis det uholdbare Europa vinder magtkampen i EU, vil lede til skyhøj inflation og de dertilhørende følgevirkninger. Hvis folkpensionen bevares, men det uholdbare Europa ikke vinder magtkampen, kan denne gruppe af lande meget vel stå foran en nedtur langt værre end den nuværende græske situation. Hvis folkpensionen derimod reformeres tilfordel for en bevarelse af euroen, står Europa overfor en af sine hidtil største reformer.

Reformen vil indebære en privatisering og markedsgørelse af pensionssystemet, hvor hver enkelt opsparer til egen pension og høster det fulde udbytte heraf. Dermed er systemet holdbart på trods af demografiske tendenser. Denne model blev oprindeligt skabt i Chile tilbage i 1980 og fungerede så godt at flere europæiske lande senere tog den til sig. Derudover byder denne model på en stribe fordele:

Når arbejdsstyrken kan tage pensionen med sig øges mobiliteten i arbejdsstyrken og dermed fleksibiliteten på det europæiske arbejdsmarked. Forbindelsen mellem indsats og belønning genetableres fordi der vil være en 1:1 faktor mellem hvad man opspare og hvad man får udbetalt, dermed skabes en sund incitamentstruktur, hvor ansvarlighed honoreres. Frihed for den enkelte til at indrette sit liv, sin alderdom, som man vil i og med at man selv vælger pensionsselskab, opsparing og investeringsforhold, udbetalingsform og pensionsalder. Samt fleksibiliteten til arbejde på tværs af landegrænser. Høj forrentning på pensionen. Det chilenske system, der er inspirationskilden til reformen, har en årlig forrentning på 11%. Hvilket er markant højere end normen i et folkepensionssystem. Flere investeringsmidler i økonomien fordi man nu ikke længere har et system, der fordrer øjeblikkelig udbetaling til pension, men derimod en akkumulering af midler til investering. Dette kunne styrke bl.a. iværksætteri. Mindre korruption og misbrug af midler fordi de fjernes fra det politiske system, der ellers har fostret skandaler med udbetalinger til allerede afdøde medborgere. Afbalancering mellem akademikere og ”arbejdere” i traditionel forstand. Arbejderne kommer som regel ud på arbejdsmarkedet flere år før akademikerne og lever samtidig kortere. Dog er pensionsalderen den samme for alle. Hvilket betyder at arbejderne kommer til at tilbringe betydeligt flere år i arbejde end akademikerne og samtidig får et kortere otium i den anden ende. Med et privatsystem behøver der ikke være en fastsat grænse for pensionsalderen og arbejderne kan dermed trække sig, som det passer dem. De vil desuden få mere ud af deres otium eftersom dette system forrenter deres pension bedre, så pensionstilværelsen bliver betydeligt sødere.

Fordelene ved en pensionsreform er så store, at en pensionsreform er værd at overveje uantastet at den så også vil være nødvendig givet den demografiske udfordring og presset på euroen – såfremt man ønsker at fastholde euroen. Dog vil det for nogen virke kontroversielt at tage afsked med folkepensionen på trods af at den åbenlyst er en trussel for Europas fremtid og ej heller er ideel for hverken pensionister eller arbejdsstyrke.

Follow my blog via this link:

http://www.damefrokosten.com/category/unity-in-diversity-eu-under-luppen/

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere