Martin Ågerup skriver på sin Facebook side om USAs præsident:
Donald Trump har hidtil opnået få resultater og har lidt en række politiske nederlag. Senest da senatet afviste et forslag om at afvikle dele af Obamacare.
Det er ikke overraskende.
Trump blev valgt uden nogen erfaringer med amerikansk politik overhovedet. Overfor sine kernevælgere fik han solgt dette som en fordel: Outsideren, der tog til Washington for at rydde op. Trump påstod endvidere, at hans erfaringer som forretningsmand ville gøre ham i stand til at matche - eller endog overgå - erfarne politikere i at forhandle og indgå aftaler.
Men politik og erhvervsliv fungerer på meget forskellige måder og præmisser. Erhvervsledere kan udvikle sig til gode politikere ved at opbygge politisk erfaring. Men politik er et håndværk i sig selv, som skal læres. At USA's præsidentembede er en særlig stor udfordring, siger vel nærmest sig selv.
Hvis Trump nu havde været en person med en vis ydmyghed, var denne udfordring måske håndterbar. Men... ja, behøver jeg uddybe? Trump er egenrådig og impulsiv.
Endvidere er Trump notorisk uinteresseret i at sætte sig ind i detaljer. Selvfølgelig er der her tale om en balancegang for en præsident. Jimmy Carter var kendt for at begrave sig selv i detaljer, hvilket nogle mener var et problem for hans præsidentskab. Men Trump er i den anden grøft. Han er ikke rigtig inde i sagernes substans og har derfor svært ved at bruge præsidentembedets magt til at få ting igennem - på trods af, at hans parti har flertal i begge kamre.
Endelig har Trump ikke en sammenhængende politik. Han har for eksempel ambitioner om at lette flere af de mest skadelige skatter, heriblandt selskabsskatten. Det i sig selv fremragende. Men Trump vil samtidig samlet set øge udgifterne (og er imod at reformere pensionssystemet, som er en tikkende bombe under statsfinanserne). Da USA i forvejen trækkes med et stort budgetunderskud, som de republikanske flertal vil REDUCERE ikke øge yderligere, står Trump altså med et problem, som det kan blive meget svært at løse.
Trump har forsøgt at løse det med sin border adjustment tax, som er en skat på import - altså en protektionistisk skat, der kan sammenlignes med en importtold. Det er en meget skidt idé, og heldigvis er det også en idé, Trump får svært ved at få igennem senatet. Uden den er meget af hans finansiering væk.
Trumps ambitioner om en skattereform sammenlignes til tider med Reagans store skattereform i 1986. Det tog 2 år for Reagan at få den skattereform igennem. Det lykkedes kun, fordi Reagan opnåede støtte fra begge partier.
Hvis Trumps skattereform kræver en lignende indsats, er det svært at se for sig, at Trump er manden, der kan levere den. Han har ikke tålmodigheden og disciplinen, og han har ikke Reagans evne til at samle. Trump splitter og deler vandene.
At lytte til og læse tweets fra præsident Trump er stort set den samme oplevelse som at lytte til og læse tweets fra kandidat Trump. Han er imod. Han kritiserer. Han fordømmer. Han truer. Det er ikke en adfærd, der kalder på alliancer, der kan skabe flertal for reformer og dermed resultater.
Sandsynligheden for, at Trump med tiden bliver en ret meget bedre præsident, end han er nu, er næppe ret stor. Dertil er hans selvglæde for stor og hans selvrefleksion for lille. Og hans interesse for at lære præsidentembedets håndværk ser heller ikke ud til at være stor.
Så jeg er desværre pessimist med hensyn til, hvad Trump opnår af positive resultater, f.eks. med hensyn til en skattereform. Til gengæld er jeg blevet noget mindre bekymret for, hvad Trump kan lave af ulykker. Så intet er skidt uden at være godt for noget.
Det bekymrer mig ligeledes at tænke over, hvad der kommer efter Trump. Hvordan vil hans præsidentskab påvirke det republikanske parti, og hvem kunne demokraterne finde på at nominere til præsidentvalget i 2020? Man kan frygte det værste men omvendt også håbe, at vælgernes tendens til at vælge en modsætning til dét, de har i dag, vil slå igennem.
