Ifølge Ole Wæver, professor i international politik, Københavns Universitet, er der en fare for, at udenrigspolitiske debatter »forkludres«, hvis de i for høj grad stilles op som et spørgsmål om idealer og værdier på den ene side og interesser på den anden. Det kan i værste fald få politikere til at fremstå som rationelle kynikere, hvis udgangspunktet for alle diskussioner bliver: Hvordan fremmer dette vores egeninteresser? Som eksempel nævner Wæver, at Venstres udenrigsordfører allerede har været ude og sige, at vores engagement i Mali »i den grad er i Danmarks nationale interesse«:
»Politikerne kan få det svært. De vil tænke: ”Ja, det lyder rigtigt, at vi skal prioritere, hvad Danmark har brug for”. Men når der kommer en konkret sag, hvor kameraerne ruller, og man ser folk blive dræbt, og der bliver kaldt på Danmark, har vi været vant til, at vi fører den moralske og rigtige politik, og at vi skal ud og gøre noget. Det bliver således svært for politikere offentligt at melde pas.«
Okay. Så en rationel beslutning om nationale interesser er kynisk? Og det er så iøvrigt en dårlig ting?
Jeg kan med lethed spise min lørdags-Berliner, vel vidende at hele det afrikanske kontinent ligger i konstant krig.
Så længe vores interesser er beskyttede er det fint med mig.
Får vi én eller anden slags facebook-feel-good-point for at sende danske soldater ud at dø i - for os - ligegyldige lande?
