Der har altid fundets en nation eller et folk i verden, der var stærkere end de andre. Enten militært eller økonomisk – sommetider begge dele – og dermed kunne denne nation påvirke alle andre med sine love og idealer.
Indtil 1990 talte man om to supermagter: USA og USSR. Gennem mange år kæmpede de to om, hvem der kunne få flest ”beundrere” blandt verdens øvrige nationer – helst så tæt på ”den andens” interesseområde som muligt. Ved en kombination af en ”dårlig krig” i Afghanistan og Reagans samtidige økonomiske kaprustnings-udmattelseskrig, udmanøvreredes USSR og i nogle år fandtes der bare en supermagt på kloden, USA.
Efter en krig eller en konflikt er det altid vinderen, der skriver historien. Sagt på en anden måde, vinderen har altid ”ret”, og med denne ”ret” kan sejrherren således retsforfølge og straffe alle dem, der begik fejl! Nemlig taberne. Det gælder i store og små krige, revolutioner, statskup og så videre – overalt i verden.
I dag findes der flere som aspirerer til at blive vindere. Kina er en økonomisk raket. Det er en nation i fremgang, men også en nation, hvor samfundet – eller stammen om man vil - sættes før det individuelle menneske. Derfor vælger vi USA som vor naturlige leder. USA har vundet over Sovjetunionen for mange år siden, og ingen har reelt kunnet udfordre dette lederskab, hverken økonomisk og da slet ikke militært.
Er det derfor at ”kapitalisme og demokrati” er godt? Fordi USA har vundet? Eller har de vundet fordi ”kapitalisme og demokrati” skabte forudsætningerne for at bære førertrøjen? Under alle omstændigheder må alle jordens nuværende “tabere” acceptere kendsgerningen at USA har “ret” mens dem, som ikke tilslutter sig dennes lejr, har “uret”.
Religion, ideologi, etik, moral, love, traditioner osv. er ingenting, der kan anvendes som udslagsgivende i dette regnestykke. Selv Europa er på det sidste begyndt at vakle i sin Euro-tro. Flere lande har bevæget sig ud på afgrundens rand, når det gælder at få økonomien til at hænge sammen.
I et demokrati (USA eller Europa) er det, uanset hvad andre måtte sige, folket – det enkelte individ – der vælger og dermed bestemmer, hvem de vil have som ledere. Går tingene ikke som folket synes det skal gå, så afsætter man den gamle ledelse og vælger en ny. Alle kan ikke blive tilfredse, men sådan er det i den moderne verden. Alle kan ikke få alt!
I Mellemøsten og mange andre nationer i øvrigt, som har taget sin ideologi derfra, er ledelse noget andet. De allerfleste nationer har ledere, der ”valgt” af de førende klaner eller stammer. Det er konger, der har fået magten i arv af gammel hævd, som det også var normalt i Europa for århundreder siden, da enevældet var den fremherskende styreform der. Under ”enevældet” kan de herskende bestemme, hvad der er ”ret”; hvilke etiske regler, der skal gælde og hvilken ideologi (religion), der skal dyrkes. Man kan kalde det mange ting: Uetisk, blasfemisk, uciviliseret, udemokratisk eller ret og slet junglens lov – den stærkeste, mest egnede, vinder. Det kan være interessant at se på, hvordan dette egentligt fungerer internationalt. Globalt findes der jo ikke noget demokrati. Der findes en række forskellige kulturer og ideologier. Man har også et organ, hvor man forsøger at løse de problemer som opstår ude i verden, og hvor mere end en nation er indblandet. De Forenede Nationer.
At ændre verden, når man hører til gruppen af ”tabere”, er ikke specielt enkelt. Det er vanskeligt at starte en revolution, der omfatter det halve af kloden. Det kræver, at man får folk med sig og forener dem i at opnå samme mål. Se hvordan det gik i Iran. Folket gik mand af huse for vælte en despotisk shah, der havde enevældens magt. Man fik ham afsat, men hvad fik man i stedet for? En endnu mere tyrannisk ledelse, der bare gav det hemmelige politi nye uniformer, så kunne de fortsætte deres virksomhed, med at plage og tortere dem, der ønskede virkelig frihed og retten til at vise glæde for den enkelte.
At skabe en global revolution, det har kommunisterne prøvet. Det gik ikke. De havde ikke musklerne, hverken pengene eller militæret – de havde frem for alt ikke folket med sig, fordi folket accepterer ikke korrupte ledere. Kipling sagde: man kan narre nogle folk noget af tiden, men man kan ikke narre alle folk hele tiden!
Den der sidder på økonomien er ”vinderen” i dag. Og jeg mener ikke, den der har pengene. Penge kan tjenes på mange måder. Fordi Saudi Arabien har mange penge – petro dollars – betyder det ikke, at de ”vinder”. Det handler om at anvende sine resurser ret. Forsøger man at købe en ”revolution”, så kan det måske gå et vis stykke tid. Men før eller senere vinder trangen til frihed over guldets magt. For at vinde må der findes en positiv tro på livet, fremtiden og end egne evner til at skabe noget godt ud af det man har!
I verdenshistorien findes der ikke et eneste eksempel på, at nogen nation eller noget folk har opnået noget stort eller godt, bare ved at præke at de alene har fundet sandheden. Den middelalderlige katolske inkvisition opnåede ingen fremskridt, tvært i mod. Den overdrevne fanatiske gudstro og udførelsen af guds straf på jorden satte folket tilbage med århundreder! Det var videnskabsmændene og ingeniørerne, der ikke accepterede ”at gud ved alt og har gjort alt”, der blev brændt på bålet først. Præcis som tilfældet er i dag i en stor del af den muslimske verden, hvor tilbedelse af Allah for mange af dem, der bestemmer, tilsyneladende er vigtigere end at lede efter vand eller udvikle ny teknik til brug for morgendagen.
Den ny verdensorden er ikke anderledes end den forhenværende: "vindere" skabes af dem, der mobiliserer deres ressourcer for at udvikle og forbedre deres tilværelse. Deres vinderposition kan kun bevares, når de er villige til at tage itu med det, der truer med at sætte samfundets udvikling tilbage.
I dag hører alt for mange muslimske ledere til blandt ”taberne”. De har ladet sig tage med bukserne nede, alt mens de ynkværdigt kævler med hinanden om, hvem som tror på den rette version af islam. De har travlt med at plyndre deres nationer for den rigdom, der var tænkt til at hjælpe alle, sikre deres egnen magtposition, hvilket selvfølgelig saboterer deres lande og folks muligheder til udvikling. Disse ledere sanktionerer både forfølgelse og drab i religionens navn, undertrykker på det grusomste deres egne befolkninger, mens de ryster med pegefingeren og taler om den vestlige verdens dekadence, synd og hor – drømmer de våde drømme om kalifat og islams udbredelse til hele verden.
De muslimske taber-staters fjender er ikke Vesten, USA, Israel, zionismen, kapitalismen, Kristendommen eller manglende moral. Disse folks værste fjender er deres egne ledere. Når disse ledere forsøger at mobilisere ”taberne”, deres eget folk, burde folkets indsats være at afsætte deres ledere, tage ved lære af dem, der anvender deres ”talenter” til at udvikle menneskeheden, Vesten, og komme i gang med at leve.
Stop med at spilde blæk, sendetid og følelsesladede taler på at skælde ud på "vinderne" i Vesten og koncentrer jer om at gøre noget med den sande fjende. Det er den mest fornuftige kamp og absolut det bedste I som folk kan gøre, for at lindre ”taberens” lidelse. Frigør jeres muligheder, ved at starte at bruge jeres egen hjerne at tænke med – det er derfor gud har givet jer den, ikke for at fylde den med fordomme og religiøst vrøvl!
