»Min far ville ikke dø i fangenskab« - Berlingske.dk

Josef Stalin på gaden

_slettet_bruger_15275 Ikke angivet,

14/06/2015

Josef Stalin på gaden .

Den første Lenin-statue blev hevet af sin sokkel i Kiev under demonstrationerne på Majdan-pladsen i 2013. For de vrede demonstranter var statuen symbol på en gang et symbol på den forhadte præsident Viktor Janukovitj og på Moskvas århundredelange dominans i Ukraine.

Da krigen brød ud i det østlige Ukraine, blev sovjethistorien også en slagmark. I de ukrainsk kontrollerede områder blev Lenin-statuer styrtet af deres sokler. I de pro-russiske separatisters områder blev sovjetsymbolerne modsat støvet af. På den traditionelle sejrsdag 9. maj blev portrætter af sovjetdiktatoren Josef Stalin båret gennem gaderne i oprørernes højborg, Donetsk.

Splittelsen rækker længere tilbage end krigen. En stor meningsmåling fra sidste år slår fast, at et flertal af ukrainerne ser positivt på Sovjetunionens sammenbrud. Undtagen i to regioner i det østlige Ukraine. I det tungt industrialiserede Donbas, hvor de pro-russiske oprørere står stærkest, ser to ud af tre negativt på Sovjets undergang, der lukkede fabrikker og kastede regionen ud i armod.

De ukrainske loves helte vækker også vidt forskellige følelser. I det vestlige og centrale Ukraine ses UPA og Roman Sjukhevitj som frihedskæmpere, der forsvarede Ukraine mod både russisk, tysk og polsk aggression. I den østlige og sydlige del ser mange datidens ukrainske nationalistiske grupper, der en overgang var allieret med Hitler, som nazi-kollaboratører og krigsforbrydere med blodige hænder.

Derfor er det farligt at lovgive om historien, siger Josef Sissels, en tidligere sovjetisk dissident, der selv sad fængslet under den berygtede paragraf om såkaldt »anti-sovjetisk virksomhed«. Han har indtrængende advaret mod at give nationalistiske veteraner som Jurij Sjukhevitj indflydelse på lovgivningen.

»Der er ikke en fælles historie, der samler Ukraine,« siger han.