Økonomisk lussing til anti-ryge land: Norge taber 8 mia på dyre smøger

Nettavisen: Åtte milliarder kroner opp i røyk for staten

Krigen imod tobakken giver nu en syngende økonomisk lussing til anti-ryge land nr. 2 i Europa, nemlig Norge. Ligesom det tidligere er sket i Irland, har den høje afgift på cigaretterne nu slået hul i den norske statskasse - et hul på 8 mia kroner årligt, skriver Nettavisen

De norske rygere tager nemlig over grænsen til bl.a. Danmark og Sverige for at slippe for at betale 65 kroner for en pakke cigaretter, som er den pris, den rød-grønne regering senest har dikteret, at en pakke skal koste for at "hjælpe" de norske rygere til rygestop. Den norske afgift er på 50 kr pr pakke inkl. moms - næsten 20 kr mere end i Danmark og de fleste europæiske lande.

Det norske finansdepartement anslår nu, at 40% af nordmændenes tobaksforbrug hentes i udlandet. Andre tal fra det norske rusmiddelkontor, Sirius, viser imidlertid, at hele 48% af de norske rygere køber tobakken udenfor Norge. Halvdelen hentes ved at krydse den lange svenske grænse, mens en sjettedel hentes i Danmark. Grænsehandelen med tobak betyder en tabt indtægt på 8 mia kroner årligt for den norske stat - og hertil kommer norsk grænsehandel med alkohol og kød, som også er afgiftsbelagt, dog ikke så hårdt som tobakken.

Formanden for den norske handelsstand, Thomas Angell siger, at ikke bare staten, men også norsk næringsliv taber milliarder på grænsehandelen. Han opfordrer de norske politikere til at sætte afgifterne ned på tobak, alkohol og kød:

"Norsk grænsehandel var på mindst 10 mia kroner i 2009. En sådan omsætning ville give 10.000 handelsarbejdspladser i Norge. Det er klart at staten her går glip af meget mere end afgiften. Der er også tale om moms og skatter, og omsætningen ville have kommet mange underleverandører til gode. Der er tale om store tal," siger Angell til Nettavisen.

Norge og Irland: To duksedrenge i anti-røg klassen

Norge og Irland er de to lande i Europa, der gik først i krig mod tobakken og de har begge været fremhævet som duksedrenge i anti-røg klassen af WHO, som de øvrige lande burde følge. Norge indførte ligesom Irland totalt rygeforbud allerede i 2004 og har flere gange hævet tobaksafgiften markant. Men mens Irland har oplevet store stigninger i rygningen siden 2004, især blandt unge rygere, så har de norske myndigheder konsekvent rapporteret om faldende rygning i tophue-landet.

Nye oplysninger tyder imidlertid på, at faldet ikke kan have været så stort som opgjort af de norske myndigheder. Netavisen har lavet en beregning af finansdepartementes tal, som viser at nordmændene røg 7.700 tons tobak i 1990, heraf 700 tons hentet i udlandet. Tallene idag er ialt 7.500 tons, heraf 3.000 tons hentet i udlandet. Dette svarer til et fald i tobaksforbruget på 3% i løbet af 20 år. Dette tal opgøres imidlertid af finansdepartementet til et fald 35%, fordi de kun regner med det norske salg.

"Vi kræver svenske priser på alkohol og tobak," siger finansordføreren for det norske fremskridtsparti, Ulf Leirstein. Han kritiserer i skarpe vendinger, at finansdepartementet og regeringen ikke vil sætte afgifterne ned. "Staten vil tjene meget på at reducere afgiften på alkohol og tobak for at flytte grænsehandelen hjem igen. Nordmænd vil ikke tage til Sverige og handle, hvis varerne i Norge har samme prisniveau. Man behøver ikke at være ekstremt godt uddannet for at forstå det."

Nettavisen: Åtte milliarder kroner opp i røyk for staten


39 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere