Politichef til byens borgere: I er dobbeltmoralske - Europa - International

Cigaretter købt fra et bagagerum, en skattefri klipning, alkohol nydt på en illegal klub

Ikke angivet Ikke angivet,

18/08/2015

Cigaretter købt fra et bagagerum, en skattefri klipning, alkohol nydt på en illegal klub. Det sorte marked har kronede dage i Malmø, og det benytter borgerne i den svenske by sig flittigt af, mens de samtidig er nervøse over det stigende antal granatangreb, som byen er blevet ramt af i år.

Det får byens politimester til at anklage Malmøs borgere for at være dobbeltmoralske, da de med deres køb på det sorte marked er med til at finansiere de kriminelle bander, som mistænkes for at stå bag de granatangreb, som der har været 32 af i byen alene siden nytår.

”I Malmø har vi et vældigt stort sort marked, hvor man kan sælge og købe mange ting billigt, både mad, en klipning, cigaretter og andet. Pengene fra dette sorte marked, de går jo til individerne i det kriminelle miljø og finansierer dermed deres kriminalitet,” siger politimester Stefan Sinteus.

”Der er en stor grad af dobbeltmoral. Unge går på illegale natklubber, fordi de synes, det er lidt fancy at købe billige cigaretter og købe billig alkohol, men de penge går lige ind i de kriminelle miljøer, som står for eksplosionerne, som vi oplever i Malmø.”