Rusland skal have forsøgt at spionere mod Macron

Endnu en gang er det kommet frem, at Rusland har forsøgt at blande sig i demokratiske valghandlinger i Vesten og hacke vestlige politikere

jakro, 180graders redaktion,

28/07/2017

Endnu en gang er det kommet frem, at Rusland har forsøgt at blande sig i demokratiske valghandlinger i Vesten og hacke vestlige politikere. Det er nærmere bestemt det franske valg og præsident Macron, det er gået ud over. 

Hackerforsøgene er foretaget på en ganske spidsfindig måde, da russiske hackere har oprettet falske profiler på de sociale medier, hvor de har udgivet sig for at være venner af Macrons nærmeste medarbejdere under valgkampen, som de har forsøgt at lokke informationer ud af. 

Om det er lykkedes i nogle tilfælde melder historien (endnu?) ikke noget om. Men sikkert er det, at cyberspace er et rum, som i stigende grad bliver brugt aktivt i udenrigspolitiske kampagner og aktiviteter - især fra Rusland. Det er noget, vi i Vesten bliver nødt til at øge vores fokus omkring.