Sarah Palin + Nordkora = dårlig oversættelse

Som mange andre trak jeg på smilebåndet over torsdagens sjove Sarah Palin-historie og hendes forsikring om, at USA da skal stå bag deres nordkoreanske allierede. Ih, hvor er hun altså en tosse! Men ... så lyttede jeg til selve interviewet og fik pludselig røde ører. Historien fremhæver noget tilsyneladende dumt, men bygger på dårlig oversættelse og manglende forståelse.

   Da Palin jokker i spinaten og siger: ”obviously, we've got to stand with our North Korean allies. We're bound to by treaty", bliver hun afbrudt af intervieweren Glenn Beck, der siger "South Korean". Så langt så godt. Hertil bjæffer hun et hurtigt "yeah," og fortsætter sin sætning med: "And we're also bound by prudence to stand with our South Korean allies. Yes."
   Dette hurtige 'yeah' betyder rent sprogligt, at hun anerkender fortalelsen og Becks lille indskydelse. Det bestemte 'Yes', der afslutter sætningen er endnu et tydeligt tegn på, at hun er på det rene med fortalelsen og bare vil slå fast, at hun er på rette spor nu med Sydkorea. Hendes 'Yes' betyder faktisk 'tak'. Hun takker Beck for rettelsen.

   Nogle medier har påstået, at hun bruger ordet 'also', som om hun mener, at USA skal støtte Nordkorea OG Sydkorea, men dette 'also' gælder altså rent grammatisk ordet 'prudence". I starten af den aktuelle sætning siger hun nemlig 'bound by treaty' og i fortsættelsen 'also bound by prudence'.

   Det er faktisk lysende klart.

   De danske medier har historien fra Ritzau, der er meget (bevidst?) grov i deres oversættelse. De oversætter ’prudence’-sætningen med: "Ja, og det er også klogt at stå sammen med vores sydkoreanske allierede, ja."

   Det lyder halvdumt på dansk, ikke? Men det er møgforkert. Oversættelsen kunne fx lyde: ”Nemlig, og vi er også bundet af realpolitiske årsager ...” (Prudence betyder klogskab, nøgternhed eller forsigtighed - eller visdom, hvis der menes den første kardinaldyd).

   Ritzaus oversættelse er uværdig, og det samme er tonen i deres artikel, såvel som de øvrige danske mediers artikler om sagen.


Link til interviewet her.

48 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere