Schweizerfrancen falder - schweizerne elsker billige udlandsferier

15

Uffe Merrild,

15/08/2015

15. januar 2015 sagde Swiss National Bank (SNB) at de ikke ville reducere værdien af schweizerfrancen for at følge Euroen. Det var tilfældigvis kl 9 på dagen hvor ECB senere gik ud og sagde at de ville tæppebombe europa med papirpenge i størrelsesordenen €1100 mia med det eksperimentelle QE program.

Resultatet var naturligvis en stor korrektion på schweizerfrancens (CHF) kurs overfor euro, den 15. januar steg kursen i DKK fra 619 til ca. 711 - eller omtrent 15pct.

SNB sænkede samme dag deres indlånsrente til -0.75pct for at dæmme op for efterspørgslen på CHF. Få uger senere fulgte Nationalbanken med, og i 4 hurtige renteændringer sænkedes indskudsbevisrenten til -0,75pct - men valutaindstrømningen stoppede først i marts efter valutareserven var steget med 275mia.

Det har ligget lidt i luften at Schweiz var tosset, de tog et stort tab på deres valutareserve som var ca. på 100pct af deres BNP, og den opskrivning de tog åd en stor del af værdien i CHF af deres Euro reserve. Den schweiziske eksportsektor skulle møde enorme udfordinger og Schweiz ville blive fattigere, synes jeg at have læst flere steder i den periode.

Vi fik nyheder om at Schweizerne var gået amok i en tysk landsby hvor de tømte varelagrene, og borgmesteren i den tyske by begyndte at klage over at Schweizerne kom og købte stort ind. Byen var overrendt af købekraftige schweizere, lykkelige over at deres valuta var steget i værdi. De valgte at spendere pengene fordi de fik flere varer for dem.

Siden har CHF været lidt op og ned i kurs, men siden midten af juli er kursen faldet støt. Faldet er ikke noget signifikant, kursen på CHF er faldet fra ca 700 til 686, det er ikke ret meget, men faldet har været konstant siden. De fleste ændringer i valutakursen har været svingende, ikke nedadgående i en hel måned.

Mit bud på valutakursreduktionen er at Schweizerne er taget på ferie i udlandet i år, og har brugt enorme mængder valuta, som har medvirket til at reducere værdien af CHF fordi en større mængde CHF er udbudt i valutamarkedet. Schweizerne har i denne omgang fået deres købekraft tilbage, og brugt den belønning det er at have en produktiv økonomi der kan oppebære en høj pris på valutaen.

SNB har i perioden ikke ændret pengepolitik så vidt jeg kan aflæse, de tøffer stadig videre med -0,75pct rente i indlån.

Hvis jeg ikke har overset noget, så ser det ud til at mekanismen der burde have lov at virke for enhver valuta har fået lov til at virke:

CHF har den pris, som deres produktive eksportsektor kan oppebære, modvirket af deres importlyst. Man siger at man betaler for sin import med eksport. Schweiz har haft en 3 årig periode med reduceret CHF værdi hvor eksportsektoren har været udbygget voldsomt. Nu kan Schweizerne endelig få fordel af at de har så fin en eksport  - modsat eksempelvis Danmark hvor Nationalbanken går ind og tvinger kronekursen i et snævert bånd til Euroen. Så uanset hvor stor en eksport Danmark har, så får forbrugerne ikke lov til at høste effekten i deres købekraft, her står Nationalbanken som politibetjent og manipulerer valutakursen for at holde den i et snævert bånd til euroen.

Det betyder effektivt at den danske eksportsektor får støtte fra Nationalbanken til at sælge deres produkter, mens alle danskere må leve med en reduceret købekraft. Vores valuta har ikke en markedsbestemt kurs der reflekterer eksport kontra import. Uanset hvor stor eksport vi har, så kan Nationalbanken manipulere markedet så kronekursen fortsat er uændret. En markedsbaseret valutakurs ville give danskerne belønninger for at være dygtige til at eksportere ved at hæve kronekursen - danskerne ville så at sige kunne importere billigere som belønning for et godt stykke eksportarbejde.

I stedet for at lade markedet belønne danskerne for at have en produktiv eksportsektor, så blander Nationalbanken sig i valutamarkedet, og manipulerer kronekursen for at følge Euroen. Det kan den almindelige dansker få lov at betale for hver gang han importerer varer - eksempelvis kan det ses på prisen på brændstof på tanken.

Ærgerligt for den almindelige dansker, men særdeles godt for eksportsektoren.

Kilde: