Det er længe siden, svenske politikere først og fremmest tjente svenske interesser. Når man som udlænding ser svenske debatter, som partilederdebatten i Aganda i går, slås man først og fremmest af det sentimentale niveau, også selvom man kender det til husløshed.
Vicestatsminister Romson kommer selvfølgelig ind som en klar nummer et, hun er som en David Trads plus Uffe Elbæk, men når f.eks. moderatlederen Kinberg Batra skal argumentere for et forbud mod “organiseret tiggeri”, begrunder hun det med, at “det er så synd for zigøjnere, der bliver udnyttet.”
