VESTENS SKÆBNE ER BUNDET TIL ISRAEL

(Skrevet efter EU's defacto udenrigsminister, Catherine Ashtons, udtalelser om Israels blokade af Gaza)

ISRAEL ER VESTENS KANARIEFUGL


Det er faktisk ikke længe så forfærdelig længe siden, at minearbejdere stadig benyttede kanariefugle i bur som et tidligt varselssystem til at opdage gasudslip. Skete der noget med kanariefuglen, så gjaldt det om at komme ud i en fart. Eller ind i en af de sikringshuller, der var en del af beredskabet. Af dette behøver man ikke engang at have gennemført folkeskolen for at kunne forstå, at det var en rigtig, rigtig dum (eller selvmorderisk) minearbejder, der så til den anden side, hvis hans kanariefugl lige pludselig dejsede om inde i buret. Og det ville være tilsvarende ansvarspådragende af minearbejderen ikke at sørge for at tilse kanariefuglen regelmæssigt og sørge for at hjælpe den, såfremt den skulle gå hen og blive syg. 

I øjeblikket er vi vidne til ikke én, men millioner af dumme eller selvmorderiske ”minearbejdere”. Jeg tænker her på alle dem i Vesten, der aktivt agiterer imod eller direkte modarbejder staten Israel. Israel er nemlig ”Vestens kanariefugl”.  Den dag Israel bukker under, er Vestens dage talte. Dette kan der ikke herske begavet tvivl om. Der er ikke tale om, at vores civilisation synker sammen i grus med det samme, men den moralske deroute, der uundværligt må have gået forud for en eventuel opløsning af den jødiske stat, vil være så massiv, at Vesten nødvendigvis vil være i frit fald. Og intet tiltag vil være i stand til at stoppe denne moralske gravitation. Vi vil ikke være i stand til at rejse os igen, hvis den lille plet der udgør Israel løbes over ende af kræfter, som vi jo alle ved er onde, selvom det er forbudt at sige det højt. 

Jo, livet vil fortsætte. En lille stund. Men gasudslippet er konstateret. Kanariefuglens død har varslet vores egen. Hvis der på nogen måde er tale om et sammenstød mellem civilisationer, så er det nu det gælder om at indtage ”the high ground”.  Og her tænker jeg ikke på militær konfrontation, da den indlysende kun vil bidrage med midlertidige løsninger, men på den moralske kamp, der består i, at vi Vesten stolt og frygtløst kæmper for de smukke idealer, som de intellektuelle kanariefuglehadere nyder godt af i deres egne priviligerede og beskyttede tilværelser, men som de undsiger udadtil i deres evige stræben efter at fremstå som ”gode mennesker”. 

Hvad er det for et selvhad, der driver  intellektuelle i den vestlige verden, især i Europa, til at bekæmpe Mellemøstens kanariefugl? Hvad er det for nogle perverse mekanismer, der får så mange i Vesten til at kræve, at vores kanariefugl til alle tider skal være mere farverig og skal synge renere end alle andre fugle på hele kloden. Hvad er det der gør, at de intellektuelle og deres tankeløse medløbere straffer vores fugl, istedet for venligt at sende den til læge, når den viser sygdomstegn, hvilket jo er den eneste rationelle ting at gøre. Er det monstro fordi, de ikke længere opfatter sig som en del af fællesskabet? Er det monstro fordi, de ikke er med os andre nede i minen, men opholder sig i de høje luftlag, hvor de kan trække vejret frit, og fareløst nyde deres dyre årgangsvin, mens de kigger medlidende og nedladende på de sortsmuskede arbejdere nede i minen, der dag ud og dag ind lever deres insektagtige liv og ser på  X-faktor og læser Dan Brown? Sådan tror jeg, det hænger sammen. Problemet er blot, at disse åndsaristokrater  ikke fatter, at de lever oven på minen. At når minen styrter sammen, så ryger de med i faldet.

Havde den vestlige verdens største statsmand gennem tiderne været i live i dag, og her tænker jeg naturligvis på Winston Churchill, så havde han stået på barrikaderne, ganske som han gjorde det i trediverne.  Og Churchill ville ikke have krydret ordene. Han ville have undsagt den meningsløse galskab, der ligger i eksempelvis at fordømme Israel efter episoden med flotillaen. En episode, som Israel burde have undgået, men som nu engang skete, fordi de naivt ikke havde forudset den ondskab, der var tilstede i båden. Istedet står EUs såkaldte udenrigsminister, Catherine Ashton, frem, en person som man med sikkerhed kan sige, at salig Churchill ville have betragtet med den allerdybeste foragt, og stiller krav til Israel. Krav som vi i Vesten aldrig kunne drømme om at stille til de mange lande, der er så meget værre, at det nærmest er ufatteligt, at det går upåagtet hen. Lige som det – naturligvis – er gået den samlede danske presse forbi, at Tyskland i forrige uge forbød den tyrkiske organisationen IHH, der var den ægte skurk i flotilla-episoden.

Flotillaen er kun én af en veritabel byge af episoder, der udstiller den moralske relativisme, der har inficeret os i Vesten. Ja, der er masser af ting i vejen med vores kanariefugl. Men vi burde måske overveje, om vi ikke selv er med til at påføre den sygdomme, når vi vælger at lade den i stikken.  Ja, vi behøver ikke engang at kunne lide vores fugl, men selvopholdelsesdriften alene burde få os til at behandle den bedre.

55 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere