Dubai tog for år tilbage en beslutning om at prioritere vækst over kulturelle værdier. Via import af store mængder kapital og arbejdskraft blev økonomien kickstartet og den lokale kultur eroderet. Jeg kan ikke lade vær med at drage paralleller til EU og Danmarks nuværende situation.
Bragt i Berlingske Business 4. februar 2012
Dubai er et mekka for internationale virksomheder, men burde være et helvede. Den lokale arbejdsstyrke er lille og indtil for få år siden uden akademisk tyngde, der er meget få naturresourcer, klimaet er hårdt med hede og sandstorme, og den lokale kultur er konservativ og ikke just gearet til en multikulturel invasion af kapitalister fra alle verdens hjørner.
Når man kører ned af Sheikh Zayed Roads sekssporede inferno af store biler og enorme skyskrabere er det svært at fatte, at blot 300.000 lokale kalder denne metropol for deres hjem. De øvrige 85 pct. af befolkningen er gæstearbejdere fra hele verden, især Indien, og stort set alle verdens største virksomheder har kontorer i et område, der indtil for 20 år siden primært bestod af sand.
Man kan sige at valget for Dubai stod mellem vækst og værdier. Med Abu Dhabis oliepenge og en liberal erhvervslovgivning har Sheiken og hans regering prioriteret væksten og dermed accepteret at være en demografisk og kulturel minoritet i deres eget land. Vestlige kvinder kan iføre sig en lårkort kjole og sippe fadøl, udlændinge kan eje en virksomhed uden at have en lokal sponsor og det er endda tilladt for udvalgte banker at opkræve renter på lån, selvom det er imod styrets egen fortolkning af Islam. Sådanne grundlæggende forandringer af ens land og hverdag havde ikke været nem at sælge for en dansk politiker.
Det er bestemt ikke fryd og gammen det hele. De store sociale og økonomiske forandringer har skabt et hav af latente konflikter, ligesom 0 pct. i skat for virksomheder og 100 pct. udenlandsk ejerskab i erhvervszonerne ikke er populært blandt alle. men der synes at herske en konsensus om, at det er den pris, man betaler for vækst og fremgang.
Jeg kan ikke lade vær med at drage en parallel til EU og Danmark, hvor vi ikke er villige til at gå på kompromis med vores værdier i vækstens navn. Det er interessant at tænke på, om Dubai havde prioriteret vækst over værdier, hvis det havde været et demokrati.
Mine kolleger i Dubai tvivler. Men nu hvor velstanden er etableret ville flertallet med al sandsynlighed ikke stemme for at vende tilbage til deres gamle liv. Velstand har en pris, som ved første øjekast kan virke overvældende, men som i det lange løb kan vise sig at være det hele værd.
Dygtige virksomheder og privatpersoner kommer til at tjene svinske mængder penge uanset hvor mange Tobin-skatter, ACTA-love og utopiske fattigdomsgrænser, der besluttes. Forskellen er bare, om det skal ske inden for eller uden for EU’s grænser. Om vi skal have del i væksten og velstanden, eller om den skal havne i erhvervsvenlige byer som Singapore, Hong Kong og Dubai. Tiltag som disse er en del af en Europæisk værdikamp, som påvirker velstanden negativt.
Dubai er et interessant social-økonomisk eksperiment der viser, hvor lidt der skal til for at blive attraktiv for verdens pengemagere. Det svære er ikke at finde frem til, hvad der skaber vækst. Det svære er at gøre det populært.
