Voldsomme optøjer: Spaniere i oprør efter nyt stamt rygeforbud

Det nye spanske rygeforbud har straks fra starten af 2011 mødt stor modstand i Spanien, hvor slagsmål og optøjer er brudt ud flere steder i landet

Klaus K,

07/01/2011

Det nye spanske rygeforbud har straks fra starten af 2011 mødt stor modstand i Spanien, hvor slagsmål og optøjer er brudt ud flere steder i landet.

Ejeren af en bowlingbane i Montehermoso måtte på hospitalet og sys med 16 sting i panden, da der opstod kamp mellem gæsterne - tre andre spaniere blev hårdt såret i slagsmål, der brød ud, da cafe-ejere bad kunderne slukke deres cigaretter.

I den sydlige del af Spanien gør flere restauratører oprør mod forbuddet. På en trykt plakat i vinduet på Asador Guadalmina restaurant og tapas-bar i Marbella fremgår følgende:
 
"Vi informerer hermed om, at vi som privat virksomhed gør brug af vores rettigheder, og at loven ikke gælder her." Plakaten fortæller samtidig, at loven er indført af den socialistiske regering for at "lægge et røgslør over syv års massive ødelæggelser i Spanien".

En englænder beskrev restauranten som "fyldt til bristepunktet" - langt mere tilrøget end normalt. "Alle ryger - ikke kun cigaretter, også cigarer, der normalt ikke er tilladt," sagde han til BBC.

Restaurantens ejer Jose Eugenio Arias, som selv er ikke-ryger, opfordrede i spansk TV andre ejere til at ignorere, hvad han kalder en "absurd og skammelig" lov. Det er allerede sket. Mange restauratører og cafe-ejere har meldt sig med støtte:

En cafe-ejer i Castellón siger, at hvis nogen er generet af røg, laver han et bord på terrassen. "Det er enten det, eller vi er ødelagt”, siger ejeren, Fernando Tegedor, som allerede har fået en bøde af politiet. Han siger, at 90% af hans kunder er rygere, og at omsætningen faldt 80% på lovens dag ét. Han opfordrer også andre til boykot. "Hvis vi forener os og holder sammen, kan politiet ikke ramme os," sagde han til Canal 9 TV.

Kritikere af Spaniens nye lov klager over, at det er den strengeste i Europa, ikke kun med total indendørs forbud i barer og restauranter, men også med udendørs forbud mod rygning uden for skoler, hospitaler og tæt på legepladser.

Den spanske sundhedsminister Lejre Pajin opfordrede spanierne til at indberette alle der brød loven, for at sikre, at den blev overholdt. Myndighederne modtog over 1.000 klager på de to første dage.

Regeringen siger, at det indførte forbuddet for at beskytte passive rygere og for at afskrække unge fra at ryge. Premierminister Jose Zapatero, der ryger "meget lidt", fortalte en spansk radiostation, at han håbede, at forbuddet ville hjælpe ham og andre til rygestop.

Bowlingbane-ejeren, der fik 16 sting i panden, blev interviewet i spansk TV og sagde, at det ikke vil være sidste gang, at et sådan et slagsmål vil bryde ud.