Anders Lund Madsen: Det rene dusin

Der er omtrent 12 mennesker tilbage i Danmark, som har det o

1984grader NEJ TAK,

18/12/2011

Der er omtrent 12 mennesker tilbage i Danmark, som har det o.k. - resten er i dyb, dyb krise.

Det var tirsdag morgen klokken 06.35, at det for alvor gik op for mig, hvor foruroligende galt det står til for Danmark. Det var gemt helt omme på side 24 i B.T., som jeg af arbejdsmæssige årsager er nødt til at læse, hvor tv-lægen Peter Qvortrup Geisling tog bladet fra munden overfor Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger vedrørende motion i hverdagen. De ved, dem med de 30 minutters motion for voksne hver dag, som nu er blevet til 30 minutters intens motion hver dag. Forstået på den måde, at det ikke er nok at gå op og ned ad en trappe i en halv time - nu skal man skynde sig op og ned ad en trappe i en halv time, således at man bliver så forpustet, at man ikke er i stand til at gennemføre en samtale imens. Og det var dét, der fik tv-lægens puls op i takt:

»Cirka 430.000 danskere kæmper i øjeblikket med et eller flere symptomer på langvarig stress. Det er altså mennesker, der ikke har overskud til at ændre deres kost og motion. Deres liv handler ikke om at leve, men om at overleve. En udmelding som denne her giver dem kun dårligere samvittighed,« udtalte han til avisen, og jeg tænkte: Du milde himmel. 430.000 danskere. Ikke bare med stress, men med langvarig stress. Som ikke lever, men blot overlever. Ja, jeg var rystet. Jeg anede jo ikke, at det stod så slemt til. Og desværre lod jeg det ikke blive ved det.