Er depression egentlig en sygdom - eller er der tale om noget radikalt andet, som vi ikke nødvendigvis kan begribe fuldstændigt inden for psykologiens rammer, så længe den er en (etableret) videnskab?
- En kritik af diagnosticeringen af ''sygdommen'' depression inden for psykologien ud fra eksempler fra det såkaldte velrenommerede ''Netdoktor.dk'':
For lige at få begreberne på det rene, så alle er klar over, hvad jeg taler om. Sygdom her forstås som noget, som bliver bestemt/defineret inden for psykologien som en videnskab, og som foretager en opdeling mellem syg og rask, som man kan oversætte med unormal og normal, hvis man nu ville tillade sig at være lidt dristig. Men er dette nu en tilstrækkelig forståelse af ''depression'', eller må der tilføres noget andet og mere til denne forklaring af ''sygdommen''? En sygdom kan selvfølgelig ikke defineres, medmindre der er nogen til at definere den, altså dvs. lægerne, psykiaterne og psykologerne mfl. Men kan vi overhovedet være sikre på, om disse fagpersoner er i stand til at vurdere/dømme rigtigt i alle tilfælde? Og hvad med de bedømmelseskriterier, som de arbejder ud fra? Er de tilstrækkelige - og hvorledes er de sat? Med hvilke interesser? Og hvad ligger der egentlig til grund for dem?
Ifølge hjemmesiden Netdoktor, som jeg citerer ordret:
http://www.netdoktor.dk/sygd…/fakta/depressionssymptomer.htm
''Det er vigtigt at gøre sig klart, at man ikke selv kan vurdere sværhedsgraden og alvoren i disse symptomer.''
- Nuvel, det kan sagtens være tilfældet pga. manglende sygdomsindsigt eller andet. Men i dette udsagn ligger der en form for umyndiggørelse, omend den måske fornemmes meget svagt, og en manglende tiltro til det enkelte menneskes dømmekraft og selvindsigt skinner tydeligt igennem mellem linjerne. Hvem bestemmer i det hele taget, at mennesker, der lider under en depression, skulle være mindre egnede til at dømme ift. deres eget følelsesliv? Er det på forhånd givet, at det forholder sig sådan - og hvorfor gør det nødvendigvis det? Fordi ens dømmekraft bliver ''svækket'' i takt med sygdommens fremadskriden, vil nogle fagpersoner måske påstå. Det er ikke udelukket i alle tilfælde. Men trods alt er man den eneste, der har en ''direkte'' adgang til sit eget følelsesliv. Ikke at det er nogen forudsætning for, at man dømmer rigtigt i alle tilfælde. Nå, men lad os bevæge os lidt videre, så bliver det måske klarere.
''Det kræver en udenforstående læge, psykiater eller specialtrænet psykolog for at vurdere, hvad der er normalt, og hvad der er unormalt.''
Så fik vi da det sat på plads. Depressionsramte er åbenbart ude af stand til at træffe beslutninger/domme ift. deres egen tilstand. Det er også påfaldende og værd at bemærke, at der skal en psykolog til at vurdere, hvad der er normalt og unormalt. Nå da, så vi ''(u)normale'', syge lægmænd er åbenbart ikke i stand til at skønne, hvad der er normalt eller unormalt. Der må naturligvis en psykolog til at dømme om dette. Men hvilke kriterier dømmer denne psykolog så patienten ud fra? Under ingen omstændigheder såkaldt ''objektive'', neutrale og saglige kriterier, men ud fra nogle på forhånd definerede klassifikationer inden for psykologien som videnskab. Og som sagt udvikler selv videnskaben sig hele tiden; det samme gælder de ''synspunkter'', som den arbejder inden for, og som hører til metoden, der er blevet fastlagt og etablereret ud fra en bestemt konsensus inden for videnskaben/faget. Og denne konsensus er ikke uden indflydelse fra resten af samfundet, historien osv. Og som vi har lært, tager videnskaben aldrig fejl - det er jo ikke set før i historien! Man fristes jo næsten til at tænke, at der har gjort sig et økonomisk motiv gældende, som har ført til denne vurdering.
''Man kan heller ikke selv foretage en sådan vurdering af en pårørende eller anden nærtstående person. Heller ikke selvom man selv er læge eller psykolog. Man påtager sig et forfærdeligt stort ansvar - for tænk, hvis man vurderede galt.''
Det bliver mere og mere komisk og selvmodsigende. Én ting er, at man som lægmand ikke er i stand til at vurdere, hvad der er i vejen med ens nærmeste, som man sandsynligvis kender noget mere til end alverdens veluddannede psykologer og deslignende. Noget andet, som næsten ikke er til at undgå at bide mærke i, er, at man åbenbart heller ikke er i stand til det, selv om man selv er læge eller psykolog(?). Ja, tænk hvis man vurderede/bedømte galt. Sikke et ansvar. Men dette ansvar er psykologen åbenbart frataget/unddraget, når han ellers opererer som fagperson inden for den psykologiske videnskab, og så længe, han ikke har nære relationer til sine klienter/patienter?
Nå, det var vist ordene for i dag.
Jeg håber, at det har givet jer lidt at tænke over.
Jeg fortsætter evt. videre i tråden, og I er velkomne til at bidrage og være hamrende uenige med mig. Det kunne være interessant at få det stik modsatte perspektiv på tingene.
Nu har jeg sandsynligvis lagt op til debat med mit noget provokerende og kontroversielle standpunkt.
Med venlig hilsen
Malene Bach.
Og jo, det er skrevet med mine egne ord, og ja, det er mig, der har skrevet det, hvis der skulle herske nogen tvivl om det. Og ja, jeg holder fast ved mit synspunkt om, at depression ikke nødvendigvis er nogen sygdom. Tværtimod. Snarere et sundhedstegn/en reaktion på et mindst ligeså sygt og forskruet samfund. Velbekomme!
http://www.netdoktor.dk/sygd…/fakta/depressionssymptomer.htm
