Det sindslidende Danmark

I de sidste decennier er antallet af sindslidende i Danmark steget så voldsomt, at psykiatrien nu vil på finansloven, da den forudser, at problemet...

Ikke angivet Ikke angivet,

22/08/2011

I de sidste decennier er antallet af sindslidende i Danmark steget så voldsomt, at psykiatrien nu vil på finansloven, da den forudser, at problemet vil blive endnu større for til sidst at udgøre den største belastning af sundhedsssystemet.

På Psykiatrifondens hjemmeside kan man læse, at 200.000 danskere lider af depression (der nævnes intet om de nuværende 450.000 i behandling for lidelsen), 200.000 lider af angst, 40.000 har en svær psykose, 25 – 30.000 har skizofreni, og derudover kunne man 18.9.2009 i Berlingske Nationalt læse, at 100.000 voksne har ADHD.

Alt i alt af Danmarks 5,5 millioner indbyggere er altså omkring 1 million behandlings- og/eller indlæggelseskrævende (tallet bliver endnu højere, hvis de ca. 600.000, der pt. bliver medicinerede med enten antidepressiver eller antipsykotiske midler tillægges). Og oveni tallet skal yderligere lægges det stigende antal børn, der også er mere eller mindre bindegale.

Opsporingen af alle disse svært syge mennesker for at komme dem til hjælp, koster årligt samfundet et flercifret millionbeløb. Og udgifterne bliver ikke mindre under og efter behandlingen af de påståede syge.

I 2008 offentliggjorde Olesen et al for Shared Care eksempelvis en undersøgelse, der fastslog, der blev anvendt 29 milliarder til behandling af såkaldte psykiske lidelser. I juni 2009 kunne man fra Ankestyrelsen læse en undersøgelse, der viste, at der i 2008 dagligt blev sendt 22 personer på førtidspension på grund af psykiske lidelser. Samme år, 2009, offentliggjorde Danmarks Statistik en rapport, udvisende, at der i januar samme år var 241.300 mennesker på førtidspension, men rapporten nævnte ikke, hvor mange af disse, der havde ”psykiske lidelser”.

Hvis alt lægges sammen: opsporing, behandling, driftsomkostninger til psykiatrien, førtidspensioner og ansatte i den offentlige sektor til at tage sig af de syge, herunder ergoterapeuter, fysioterapeuter og sagsbehandlere, samt støtte til organisationer for de syge og svage, så beløber udgifterne sig til omkring 100 milliarder skatteplagede danske kroner årligt.

Det er ikke kun for samfundsøkonomien, psykiatrien er en belastning, hvilket i øvrigt kunne forsvares, hvis den hjalp nogen. Men den er også ødelæggende for det enkelte menneske, der rammes, samt dennes familie.

Årsagen til disse kritisable forhold skal søges i den måde, psykiatrien har udviklet sig på igennem de sidste decennier, og som Wikipedia i sin omtale af det berygtede sovjetiske Serbsky institut, omtaler således: ”psykiatrien besidder større anlæg for misbrug end noget andet medicinsk område.”

Samfundets bedst bevarede hemmelighed

Psykiatrien var som skræddersyet til både nazismen, hvor den blev anvendt til udryddelse af dem, nazisterne ikke kunne lide, samt de kommunistiske styrer i både Sovjet, østbloklandene og Kina. Ved at udarbejde spøjse diagnoser kunne en hvilken som helst systemkritiker, eller person man havde et horn i siden på, bures inde og mishandles efter forgodtbefindende. I Sovjet overgik det omkring 40 millioner mennesker, mens antallet af ødelagte og mishandlede mennesker i østbloklandene og Kina ikke er kendte.

Problemet var så stort, at psykiateren Henrik Day Poulsen nævner det i sin bog, ”Det opmærksomhedskrævende barn” og mener, dette misbrug har været medvirkende til at give psykiatrien et dårligt ry.

Det kunne psykiatrien imidlertid have rettet op på. Men i stedet har den taget tråden op, hvor Sovjet løsnede den, og har i dag så mange diagnoser, at der snart er en til en hvilken som helst sindstilstand.

Som om det ikke er nok, har psykiatrien fået midler i hænde til at fremstille de ”psykiske lidelser”, den så gerne vil behandle.

Fremgangsmåden er enkel: en person der giver udtryk for sorg, stress, lavt selvværd, har været udsat for en ulykke, et traume, en alvorlig sygdom, eller får fejldiagnosticeret en alvorlig somatisk sygdom, der ofte kan give psykiske udslag, får omgående antidepressiver, hvis bivirkninger – og især virkninger – er den bedst bevarede statshemmelighed i den vestlige verden.

Den amerikanske læge Ann Blake-Tracy beskriver, hvordan pillerne virker inde ved hjernestammen, hvorfra de akkumuleres videre op i hjernen. I hypothalamus, der er nabo til hypofysen, på størrelse med en lillefingernegl, og hvor hormoner og neurotransmittere som serotonin, dopamin, noradrenalin m.v. produceres, skal pillerne øve indflydelse på neuronerne. Det er hjernens finmekanik, og der skal ikke meget til, førend det går galt. Ved fejl- og/eller simpel overmedicinering går det meget galt. I de tilfælde går pillerne løs på kroppens øvrige neuroner og cortex (hjernehinden, hvor man mener, intelligensen sidder). Og ødelægges hypothalamus og hypofysen helt, vil personen aldrig komme sig, hvilket lægen Peter Breggin beskriver i sin bog, ”Braindisabling Treatment in Psychiatry”.

I processen vil personen blive langsom og tungnem, hvorefter en ergoterapeut bliver sendt til hjælp for at overvåge, om den person, der inden medicineringen kunne klare sig selv, kan finde ud af at rede sin seng, købe ind, koge et æg og udføre andre daglige sysler. Når neuronerne er så ødelagte, at kroppen er blevet stiv (parkinsonisme er en registreret bivirkning), er der job til den fysioterapeut, der ligesom ergoterapeuterne er tilknyttet enhver psykiatrisk afdeling. Når personen er gjort total invalid og konfus og mister sit job, er det sagsbehandlernes tur til at træde i aktion. Nu vil personen have fået det så dårligt, at psykiatrien skifter sin hjælp til at omfatte antipsykotiske midler, hvorefter vejen til fremtiden er udstukket: den lukkede afdeling! Og livslang medicinering.

Nu vil denne maskine, der i grusomhed overgår tilstandene i de tidligere kommunistiske lande, på finansloven, da den i sin krystalkugle har set, at psykiske lidelser i fremtiden vil fylde mest på sundhedsprogrammet.

Det er betænkeligt, at flere politiske partier presser på for at psykiatrien skal blive en integreret del af sundhedssystemet og ligestillet med den somatiske sektor.

Det er på tide, at de kræfter, der ønsker fremgang for landet og frihed for det enkelte individ, vågner op og ser problemet i øjnene, inden det bliver for stort.

Kilde: