Erotisk kapital - ny teori udfordrer feminismen

Den franske filosof og sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002) er en af vor tids mest indflydelsesrige samfundstænkere

Ikke angivet Ikke angivet,

25/04/2010

Den franske filosof og sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002) er en af vor tids mest indflydelsesrige samfundstænkere. Han har i en lang række værker beskæftiget sig indgående med samfundet skjulte magt- og dominansstrukturer. En central del af Bourdieus tænkning er hans kapitalbegreb. Lidt forenklet kan man sige, at Bourdieu skelner mellem tre kapitalformer: Økonomisk kapital, social kapital og kulturel kapital. En persons økonomisk kapital består selvsagt af hans eller hendes penge, faste ejendomme og værdipapirer m.v. Kulturel kapital består af kendskab til og forståelse for kunst, litteratur og musik, mens den social kapital består af de social netværk, som personen indgår i (at kende ”de rigtige mennesker” o.s.v.). I forbindelse med sin beskrivelse af, hvordan man kan drage nytte af de forskellige kapitalformer omtaler han udførligt, hvordan den ene form for kapital kan ”veksles” til en anden form for kapital.

I en nyligt offentliggjort artikel i European Sociological Rewiew introducere den britiske sociolog Catherine Hakim begrebet erotisk kapital. Hele hendes artikel kan læses her:

http://esr.oxfordjournals.org/cgi/content/full/jcq014v1.

Ifølge Cathrine Hakim består erotisk kapital udover skønhed og en velplejet sexet krop af charme, livfuldhed, godt humør og evnen til at være en god sexpartner. Ligesom de andre kapitalformer har erotisk kapital en betydning, der rækker udover det livsområde, som den direkte vedrører. Catherine Hakim skriver således:

”Erotisk kapital er ikke kun et stort aktiv på parrings- og ægteskabsmarkedet, men kan også være vigtigt på arbejdsmarkedet, i medierne, i politik, i reklamer, inden for sport, i kunstverdenen og i hverdagens sociale liv.”

Et af de vigtigste karakteristika ved erotisk kapital er, at kvinder har langt mere erotisk kapital end mænd. Dette skyldes først og fremmest, at mænd generelt er meget mere interesserede i sex end kvinder. At det forholder sig sådan, er ikke alene blevet påvist i utallige videnskabelige undersøgelser, men bekræftes også af alle dagligdags erfaringer. Intet i verden er lettere for en ung nogenlunde pæn kvinde end at score en fyr i byen, mens en mand med et tilsvarende udseende skal være heldig og udfolde al sin charme, hvis ikke han slukøret skal gå hjem alene.

Feminister interesserer sig angiveligt for at forbedre kvinders vilkår i samfundet, og man skulle derfor umiddelbart forvente, at det er en feministisk mærkesag, at gøre det legalt for kvinder at drage nytte at den fordel det er at have mere erotisk kapital end mænd. Imidlertid gør det stik modsatte sig tilfældet. Feministerne holder sig ikke tilbage, når det gælder om at nedgøre kvinder, der udnytter deres sexappeal til at score en mand i en høj social position, ligesom de er de første til at pege fingre ad kvinder, der er udfordrende klædt. Det så vi f.eks. for nogle år siden, hvor det væltede ind med forargede protester, da en kvindelig tv-journalist havde taget sig den frihed at have en udringet bluse på.

Også når det drejer sig prostitution og striptease, hvor kvinder på den mest direkte facon slår mønt af deres erotiske kapital, hører feminister til blandt de mest fordømmende og højest råbende forbudstilhængere. Altid fremstiller feministerne kvinder som ofre for mænds undertrykkelse, når de tillader sig at agere som seksuelle væsener. Herved lægger feministerne ikke alene ansvaret over på manden, men fraskriver også kvinden hendes egen vilje og mulighed for at handle på en aktiv og bevidst måde.

Typisk opstiller feminister en falsk dokotomi mellem skønhed og intelligens. Enten er en kvinde smuk og sexet, eller også er hun intelligent. At hun kan være begge dele på én gang, overstiger feministernes fatteevne. Det er derfor feministerne opfatter det som udtryk for foragt for kvinder, når sexede kvinder benyttes som blikfang reklamer; for når man vælger at fokusere på en kvindes kønne ydre, siger man jo samtidig, at hun er dum, mener feministerne. Desværre er dette noget enfoldige synspunkt med årene blevet en del af den almindelige bevidsthed i Danmark, hvilket vi bl.a. ser eksempler på, når forbrugerombudsmanden uden nævneværdige protester på samfundets vegne skrider ind over for såkaldte sexistiske reklamer.

I det hele taget bryder feminister sig ikke ret meget om sex og kan ikke siges sig fri for at nære en vis modvilje over for heteroseksuel adfærd, idet man hos dem som regel kan spore en mistanke om, at kvinden er offer for udnyttelse fra mandens side. Meget sigende er der ingen grænser for, hvor højt feministerne sætter pris på Simone de Beauvoir. Hun, der bl.a. udtalt noget så latterligt som, at et almindelige heteroseksuelt samleje indebærer en krænkelse af kvinden. At det for nogle år siden kom frem i medierne, at hun seksuelt misbrugte sine mindreårige kvindelige privatelever, har ikke skadet hendes omdømme. Men der er jo heller ingen grund til at bedømme kvinders adfærd efter samme moralske standarder som mænds, vel? Moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt, lader feministerne til at mene.

I den seneste tid har venstrefløjens krav om kønskvotering til bl.a. bestyrelsesposter og professorater påkaldt sig stor offentlig opmærksomhed. De venstreorienterede argumenterer med, at mænd – mere eller mindre bevidst – holder kvinder ude, hvorfor staten ved hjælp af kvoter skal sikre kvinderne deres retmæssige andel af de prestigefyldte poster og højtlønnede jobs. Samtidig gør venstrefløjen et stort nummer ud af at ynke kvinderne, fordi deres gennemsnitlige løn er mindre end mændenes.

Sandheden er imidlertid den, at kvinder prioriterer anderledes end mænd og derfor ofte fravælger en karriere med alt hvad dertil hører af lange arbejdsdage og vanskelige beslutninger. I kraft af deres større erotiske kapital er kvinder i stand til at opnå de samme økonomiske goder som mænd, men på en væsentlig lettere og mere behagelig måde. Hvorfor skulle en køn kvindelig jurist arbejde som en vanvittig for at blive partner i et stort advokatfirma, når hun så let som ingenting kan finde en succesfuld advokat at gifte sig med. Eller hvorfor skulle en kvindelig regnskabsassistent i et revisionsfirma tage en lang og vanskelig videreuddannelse, når hun kan score en statsautoriseret revisor? Modsat hvad der er tilfældet for mænd, gør det nemlig ikke en kvinde mere attraktiv, at hun har en stor karriere – snarere tværtimod, mænd foretrækker som bekendt kvinder, der har tid til at tage sig af deres børn.



Kilde: