Januar måned 1960, det
vil sige et halvt år efter, at jeg var startet på mine
universitetsstudier, var jeg så heldig at kunne tilbringe på Askov
Højskole. Formedelst 150 kroner for kost, logi og undervisning kunne
man blive såkaldt januarstudent. Min kæreste skulle som
forberedelse til optagelse på børnehaveseminariet have et
højskoleophold bag sig. Og da hun netop havde valgt Askov, var det
nærliggende for mig at slå to fluer med et smæk – at forene det
nyttige med det behagelige. Min kærestes mor mente, at det under de
givne omstændigheder nok var praktisk, at datteren fik taget mål
til et pessar. Vi var jo forlovet med ring og det hele, men de unge
mennesker behøvede jo heller ikke at forhaste sig. Og svigermors
omsorg og foretagsomhed fornægtede sig heller ikke på dette punkt.
Nu gjaldt det i hendes optik først og fremmest uddannelse.
Januar var alligevel
forelæsningsfri måned på universitetet. Siden min gymnasietid
havde jeg ønsket at komme en tid på højskole. Inspireret af min
gymnasierektor Feilberg Jørgensen, som selv i sin ungdom i 1920´erne
havde været elev der. Askov Højskole var grundlagt i 1865 – i
krudtrøgen fra nederlaget i Dybbøl Banker året før og kun et
geværskud fra den nye Kongeå-grænse. Den nationale ydmygelse var
total – en tredjedel af kongeriget var gået tabt.
Men Rødding Højskoles
forstander, Ludvig Schrøder, og med ham lærerkredsen flyttede denne
Danmarks første højskole til Askov. For her at gøre den til
danskhedens og oplysningens fyrtårn i det syd- og sønderjyske.
Respekt stod der hurtigt om Askov efter grundlæggelsen – ikke
mindst efter, at højskolen siden 1878 havde understreget sit særpræg
ved at tilbyde en udvidet undervisning. Askov blev noget særligt og
blev primus inter pares i den danske højskoleverden. Jeg oplevede en
pragtfuld måned på højskolen – og ikke blot, fordi jeg havde min
kæreste der.
Men også fordi, jeg
oplevede højskolemiljøet i al dets mangfoldighed, dets næsten
totale frihed og dets mange aktiviteter. Et utal af forskellige
gøremål prægede dagligdagen. Der var undervisning, og der var
studiekredse i alt muligt. Der blev digtet, der blev formet keramik,
skrevet og indstuderet teater. En ung og entusiastisk Lars Knutzon
tog her sine første brydetag med scenelivet, og der blev lavet avis.
Selv kastede jeg mig ind i tidens heftige debat om den gryende
velfærdstats glæder og fælder. Jeg var vist mest mod – fordi jeg
frygtede, at den ville tage ansvaret fra det enkelte menneske.
Opdraget, som jeg var i 50´ernes traditionelle og stillestående
tankegang. Men jeg oplevede også på Askov en høj grad af
faglighed, som en flok markante lærere stod som garanter for.
Først var der
naturligvis forstanderne. Jeg nævner dem helt bevidst i flertal –
for i ånden var der to, selv om der på lønningslisten kun var en.
Det var den kloge, belæste og alligevel altid så beskedne teolog
Knud Hansen. Jeg oplevede ham desværre kun på afstand. Det vil sige
primært, når han i spisesalen gav en kortere eller længere
meddelelse – det sidste kunne for eksempel være over et eller
andet emne, der var aktuelt og oppe i tiden. Men over vandene svævede
den på trods af alderen alligevel så legemligt og åndeligt
nærværende tidligere forstander, J. Th. Arnfred. Han var på det
tidspunkt 77 år og for længst en sprællevende legende i ikke blot
den danske højskole-, men også i andelsbevægelsen.
Man kunne godt føle
sig hensat til Platons Akademi, når Arnfred med flyvende lokker
hastede mellem søjlerne – undskyld, mellem højskolens berømte
lindetræer. Som en form for forberedelse til universiteternes
filosofikum gav Arnfred særlige forelæsninger. Når han i sin
udtalte jyske dialekt med de meget markerede l´er forelæste over
”legemet og sjælen”, følte man sig hensat til en anden verden.
Så var der de unge
blandt lærerne. Der var for eksempel en ung litteraturmagister ved
navn Tage Skou-Hansen, som få år før var blevet landskendt for sin
debutroman ”De nøgne træer” om besættelsestiden og
forfatterens alter ego Holger Mikkelsen. Jeg kan stadig for mit indre
øre høre Tages engagerede, engagerende og tekstnære undervisning.
Jeg kan også høre ham med appel spørge os, der med ham læste
Martin A. Hansens novellesamling ”Agerhønen”: - Tror I på
historien? Kan den forekomme i virkeligheden”. Mange år senere, i
februar 1987, skulle Skou-Hansen blive min rejsekammerat til
Gorbatjovs perestrojka-Sovjetunion.
Jeg husker endvidere
den alt for tidligt afdøde Volmer Dissing og hans smittende glæde
ved at læse og undervise i poesi. Og der var en engageret og
teatergal Tage Hind, hvis dramatiske kunnen min forlovede havde stor
glæde af, og som kun et par år senere skulle min kollega på Århus
Statsgymnasium. Hertil kom de ældre blandt lærerne. En
Sønderjyllands-entusiast og -kender som Richard Andersen, der
desuden præsenterede os for verdenspolitikkens begivenheder og
gåder. En Andreas Nielsen, der på sin lidt undseelige og
stilfærdige måde var forelsket i den antikke verden og i sprog
generelt.
Men først og sidst
blandt foredragsholderne var der ”den hvide elefant”, det danske
svar på norske Bjørnstjerne Bjørnson – Jørgen Bukdahl. Så
befandt vi os naturligvis i den gamle, fornemme foredragssal med de
fine paneler og med den imponerende og historiske talerstol. Salen
var stopfuld, mens Bukdahl på tavlen fremmanede aspekter af
1800-tallets åndsliv. Kulturelle strømninger, ideer af enhver art,
store navne og revolutionære bevægelser i ind- og udland. Alt blev
proppet ind i et skema, forestillende en enorm raket, og som skulle
futtes af ved foredragsseriens slutning.
Tiden var knap og altid
for knap for Bukdahl. Gang på gang måtte fruen, norske Magnhild,
fra første række og med de underligste fagter gøre gemalen
opmærksom på, at tiden ikke blot var sluppet op, men også langt
overskreden. Sommetider måtte hun helt op på talerstolen. Men hvor
ideerne dog fløj tæt og højt under foredragssalens loft i de
timer!
Og så var der
omgivelserne. Den smukke og velholdte campus. De mange træer og de
forskellige og smukt beliggende huse, hvor lærerne og de fleste af
eleverne boede. Selv havde jeg – sammen med min - ligeledes
historiestuderende - kollega Preben Torntoft – den ære at bo på
loftet hos selveste Arnfreds. Jeg husker de vinteraftner, hvor vi sad
ved mesterens fødder, mens ilden knitrede i pejsen, og mens Arnfred
docerede et eller andet. Jeg husker også den milde og rare fru
Arnfreds skridt op ad trappen for at høre, om de unge mennesker da
ikke ville have en kop the. De få hyrdetimer med min kæreste, der
var mulighed for, kunne derved irriterende nok blive afbrudt – men
velment var tilbuddet uden enhver tvivl.
Boghandleren i Askov
var for længst en legende i 1960. Hans glæde ved at sælge bøgerne
stod næppe mål med den kærlighed, han nærede til dem. Altid havde
han den nyeste litteratur på lager – og så gjorde det ikke noget,
at man blot kiggede i bøgerne eller måske endog faldt for
fristelsen til mellem reolerne at læse i herlighederne.
Alt det beskrevne er
naturligvis for længst blevet historie. Men bygningerne ligger der
stadig, og nye er blevet tilføjet. Blandt andet en stor flot
foredragssal husker jeg fra, da jeg selv en gang i slutningen af
1970´erne fik lov at holde foredrag i den. Og i august 1977 lagde
min arbejdsplads, Slavisk Institut på Aarhus Universitet, beslag på
alle højskolens lokaler og faciliteter i en hel uge. Fordi vi skulle
være værter for Nordisk Slavistmøde, der hvert tredje år samlede
slavister fra hele Norden for i kollegialt og festligt lag at
diskutere alskens, men især naturligvis faglige problemer.
Mødet i 1977 blev en
kæmpesucces, som vore nordiske kolleger ofte i senere samtaler
fortsatte med at lovprise. Ikke mindst på grund af stedets ånd,
dets atmosfære og rummelighed. Det er mit håb i dag, at der findes
en varig løsning, der kan komme vore højskoler til hjælp. Og
bevare den enorme kulturarv, som højskolerne er. Blot en kold
vintermåneds ophold på Askov overbeviste mig om, at højskolerne
rummer så meget og noget enestående og ubetaleligt, der gør dem
til både milepæle og fyrtårne i vort uddannelsessystems både
fortid og nutid – samt forhåbentlig fremtid.
Januar måned 1960, det
vil sige et halvt år efter, at jeg var startet på mine
universitetsstudier, var jeg så heldig at kunne tilbringe på Askov
Højskole. Formedelst 150 kroner for kost, logi og undervisning kunne
man blive såkaldt januarstudent. Min kæreste skulle som
forberedelse til optagelse på børnehaveseminariet have et
højskoleophold bag sig. Og da hun netop havde valgt Askov, var det
nærliggende for mig at slå to fluer med et smæk – at forene det
nyttige med det behagelige. Min kærestes mor mente, at det under de
givne omstændigheder nok var praktisk, at datteren fik taget mål
til et pessar. Vi var jo forlovet med ring og det hele, men de unge
mennesker behøvede jo heller ikke at forhaste sig. Og svigermors
omsorg og foretagsomhed fornægtede sig heller ikke på dette punkt.
Nu gjaldt det i hendes optik først og fremmest uddannelse.
Januar var alligevel
forelæsningsfri måned på universitetet. Siden min gymnasietid
havde jeg ønsket at komme en tid på højskole. Inspireret af min
gymnasierektor Feilberg Jørgensen, som selv i sin ungdom i 1920´erne
havde været elev der. Askov Højskole var grundlagt i 1865 – i
krudtrøgen fra nederlaget i Dybbøl Banker året før og kun et
geværskud fra den nye Kongeå-grænse. Den nationale ydmygelse var
total – en tredjedel af kongeriget var gået tabt.
Men Rødding Højskoles
forstander, Ludvig Schrøder, og med ham lærerkredsen flyttede denne
Danmarks første højskole til Askov. For her at gøre den til
danskhedens og oplysningens fyrtårn i det syd- og sønderjyske.
Respekt stod der hurtigt om Askov efter grundlæggelsen – ikke
mindst efter, at højskolen siden 1878 havde understreget sit særpræg
ved at tilbyde en udvidet undervisning. Askov blev noget særligt og
blev primus inter pares i den danske højskoleverden. Jeg oplevede en
pragtfuld måned på højskolen – og ikke blot, fordi jeg havde min
kæreste der.
Men også fordi, jeg
oplevede højskolemiljøet i al dets mangfoldighed, dets næsten
totale frihed og dets mange aktiviteter. Et utal af forskellige
gøremål prægede dagligdagen. Der var undervisning, og der var
studiekredse i alt muligt. Der blev digtet, der blev formet keramik,
skrevet og indstuderet teater. En ung og entusiastisk Lars Knutzon
tog her sine første brydetag med scenelivet, og der blev lavet avis.
Selv kastede jeg mig ind i tidens heftige debat om den gryende
velfærdstats glæder og fælder. Jeg var vist mest mod – fordi jeg
frygtede, at den ville tage ansvaret fra det enkelte menneske.
Opdraget, som jeg var i 50´ernes traditionelle og stillestående
tankegang. Men jeg oplevede også på Askov en høj grad af
faglighed, som en flok markante lærere stod som garanter for.
Først var der
naturligvis forstanderne. Jeg nævner dem helt bevidst i flertal –
for i ånden var der to, selv om der på lønningslisten kun var en.
Det var den kloge, belæste og alligevel altid så beskedne teolog
Knud Hansen. Jeg oplevede ham desværre kun på afstand. Det vil sige
primært, når han i spisesalen gav en kortere eller længere
meddelelse – det sidste kunne for eksempel være over et eller
andet emne, der var aktuelt og oppe i tiden. Men over vandene svævede
den på trods af alderen alligevel så legemligt og åndeligt
nærværende tidligere forstander, J. Th. Arnfred. Han var på det
tidspunkt 77 år og for længst en sprællevende legende i ikke blot
den danske højskole-, men også i andelsbevægelsen.
Man kunne godt føle
sig hensat til filosoffen Platons oldgræske Akademi, når Arnfred med flyvende lokker
hastede mellem søjlerne – undskyld, mellem højskolens berømte
lindetræer. Som en form for forberedelse til universiteternes
filosofikum gav Arnfred særlige forelæsninger. Når han i sin
udtalte jyske dialekt med de meget markerede l´er forelæste over
”legemet og sjælen”, følte man sig hensat til en anden verden.
Så var der de unge
blandt lærerne. Der var for eksempel en ung litteraturmagister ved
navn Tage Skou-Hansen, som få år før var blevet landskendt for sin
debutroman ”De nøgne træer” om besættelsestiden og
forfatterens alter ego Holger Mikkelsen. Jeg kan stadig for mit indre
øre høre Tages engagerede, engagerende og tekstnære undervisning.
Jeg kan også høre ham med appel spørge os, der med ham læste
Martin A. Hansens novellesamling ”Agerhønen”: - Tror I på
historien? Kan den forekomme i virkeligheden”. Mange år senere, i
februar 1987, skulle Skou-Hansen blive min rejsekammerat til
Gorbatjovs perestrojka-Sovjetunion.
Jeg husker endvidere
den alt for tidligt afdøde Volmer Dissing og hans smittende glæde
ved at læse og undervise i poesi. Og der var en engageret og
teatergal Tage Hind, hvis dramatiske kunnen min forlovede havde stor
glæde af, og som kun et par år senere skulle min kollega på Århus
Statsgymnasium. Hertil kom de ældre blandt lærerne. En
Sønderjyllands-entusiast og -kender som Richard Andersen, der
desuden præsenterede os for verdenspolitikkens begivenheder og
gåder. En Andreas Nielsen, der på sin lidt undseelige og
stilfærdige måde var forelsket i den antikke verden og i sprog
generelt.
Men først og sidst
blandt foredragsholderne var der naturligvis ”den hvide elefant”, det danske
svar på norske Bjørnstjerne Bjørnson – Jørgen Bukdahl. Så
befandt vi os naturligvis i den gamle, fornemme foredragssal med de
fine paneler og med den imponerende og historiske talerstol. Salen
var stopfuld, mens Bukdahl på tavlen fremmanede aspekter af
1800-tallets åndsliv. Kulturelle strømninger, ideer af enhver art,
store navne og revolutionære bevægelser i ind- og udland. Alt blev
proppet ind i et skema, forestillende en enorm raket, og som skulle
futtes af ved foredragsseriens slutning.
Tiden var knap og altid
for kort for Bukdahl. Gang på gang måtte fruen, norske Magnhild,
fra første række og med de underligste fagter gøre gemalen
opmærksom på, at tiden ikke blot var sluppet op, men også langt
overskreden. Sommetider måtte hun helt op på talerstolen. Men hvor
ideerne dog fløj tæt og højt under foredragssalens loft i de
timer!
Og så var der
omgivelserne. Den smukke og velholdte campus. De mange træer og de
forskellige og smukt beliggende huse, hvor lærerne og de fleste af
eleverne boede. Selv havde jeg – sammen med min - ligeledes
historiestuderende - kollega Preben Torntoft – den ære at bo på
loftet hos selveste Arnfreds. Jeg husker de vinteraftner, hvor vi sad
ved mesterens fødder, mens ilden knitrede i pejsen, og mens Arnfred
docerede et eller andet. Jeg husker også den milde og rare fru
Arnfreds skridt op ad trappen for at høre, om de unge mennesker da
ikke ville have en kop the. De få hyrdetimer med min kæreste, der
var mulighed for, kunne derved irriterende nok blive afbrudt – men
velment var tilbuddet uden enhver tvivl.
Boghandleren i Askov
var for længst en legende i 1960. Hans glæde ved at sælge bøgerne
stod næppe mål med den kærlighed, han nærede til dem. Altid havde
han den nyeste litteratur på lager – og så gjorde det ikke noget,
at man blot kiggede i bøgerne eller måske endog faldt for
fristelsen til mellem reolerne at læse i herlighederne.
Alt det beskrevne er
naturligvis for længst blevet historie. Men bygningerne ligger der
stadig, og nye er blevet tilføjet. Blandt andet en stor flot
foredragssal husker jeg fra, da jeg selv en gang i slutningen af
1970´erne fik lov at holde foredrag i den. Og i august 1977 lagde
min arbejdsplads, Slavisk Institut på Aarhus Universitet, beslag på
alle højskolens lokaler og faciliteter i en hel uge. Fordi vi skulle
være værter for Nordisk Slavistmøde, der hvert tredje år samlede
slavister fra hele Norden for i kollegialt og festligt lag at
diskutere alskens, men især naturligvis faglige problemer.
Mødet i 1977 blev en
kæmpesucces, som vore nordiske kolleger ofte i senere samtaler
fortsatte med at lovprise. Ikke mindst på grund af stedets ånd,
dets atmosfære og rummelighed. Det er mit håb i dag, at der findes
en varig løsning, der kan komme vore højskoler til hjælp. Og
bevare den enorme kulturarv, som højskolerne er. Blot en kold
vintermåneds ophold på Askov overbeviste mig om, at højskolerne
rummer så meget og noget enestående og ubetaleligt, der gør dem
til både milepæle og fyrtårne i vort uddannelsessystems både
fortid og nutid – samt forhåbentlig fremtid.
EN MÅNED PÅ ASKOV
HØJSKOLE
Januar måned 1960, det
vil sige et halvt år efter, at jeg var startet på mine
universitetsstudier, var jeg så heldig at kunne tilbringe på Askov
Højskole. Formedelst 150 kroner for kost, logi og undervisning kunne
man blive såkaldt januarstudent. Min kæreste skulle som
forberedelse til optagelse på børnehaveseminariet have et
højskoleophold bag sig. Og da hun netop havde valgt Askov, var det
nærliggende for mig at slå to fluer med et smæk – at forene det
nyttige med det behagelige. Min kærestes mor mente, at det under de
givne omstændigheder nok var praktisk, at datteren fik taget mål
til et pessar. Vi var jo forlovet med ring og det hele, men de unge
mennesker behøvede jo heller ikke at forhaste sig. Og svigermors
omsorg og foretagsomhed fornægtede sig heller ikke på dette punkt.
Nu gjaldt det i hendes optik først og fremmest uddannelse.
Januar var alligevel
forelæsningsfri måned på universitetet. Siden min gymnasietid
havde jeg ønsket at komme en tid på højskole. Inspireret af min
gymnasierektor Feilberg Jørgensen, som selv i sin ungdom i 1920´erne
havde været elev der. Askov Højskole var grundlagt i 1865 – i
krudtrøgen fra nederlaget i Dybbøl Banker året før og kun et
geværskud fra den nye Kongeå-grænse. Den nationale ydmygelse var
total – en tredjedel af kongeriget var gået tabt.
Men Rødding Højskoles
forstander, Ludvig Schrøder, og med ham lærerkredsen flyttede denne
Danmarks første højskole til Askov. For her at gøre den til
danskhedens og oplysningens fyrtårn i det syd- og sønderjyske.
Respekt stod der hurtigt om Askov efter grundlæggelsen – ikke
mindst efter, at højskolen siden 1878 havde understreget sit særpræg
ved at tilbyde en udvidet undervisning. Askov blev noget særligt og
blev primus inter pares i den danske højskoleverden. Jeg oplevede en
pragtfuld måned på højskolen – og ikke blot, fordi jeg havde min
kæreste der.
Men også fordi, jeg
oplevede højskolemiljøet i al dets mangfoldighed, dets næsten
totale frihed og dets mange aktiviteter. Et utal af forskellige
gøremål prægede dagligdagen. Der var undervisning, og der var
studiekredse i alt muligt. Der blev digtet, der blev formet keramik,
skrevet og indstuderet teater. En ung og entusiastisk Lars Knutzon
tog her sine første brydetag med scenelivet, og der blev lavet avis.
Selv kastede jeg mig ind i tidens heftige debat om den gryende
velfærdstats glæder og fælder. Jeg var vist mest mod – fordi jeg
frygtede, at den ville tage ansvaret fra det enkelte menneske.
Opdraget, som jeg var i 50´ernes traditionelle og stillestående
tankegang. Men jeg oplevede også på Askov en høj grad af
faglighed, som en flok markante lærere stod som garanter for.
Først var der
naturligvis forstanderne. Jeg nævner dem helt bevidst i flertal –
for i ånden var der to, selv om der på lønningslisten kun var en.
Det var den kloge, belæste og alligevel altid så beskedne teolog
Knud Hansen. Jeg oplevede ham desværre kun på afstand. Det vil sige
primært, når han i spisesalen gav en kortere eller længere
meddelelse – det sidste kunne for eksempel være over et eller
andet emne, der var aktuelt og oppe i tiden. Men over vandene svævede
den på trods af alderen alligevel så legemligt og åndeligt
nærværende tidligere forstander, J. Th. Arnfred. Han var på det
tidspunkt 77 år og for længst en sprællevende legende i ikke blot
den danske højskole-, men også i andelsbevægelsen.
Man kunne godt føle
sig hensat til Platons Akademi, når Arnfred med flyvende lokker
hastede mellem søjlerne – undskyld, mellem højskolens berømte
lindetræer. Som en form for forberedelse til universiteternes
filosofikum gav Arnfred særlige forelæsninger. Når han i sin
udtalte jyske dialekt med de meget markerede l´er forelæste over
”legemet og sjælen”, følte man sig hensat til en anden verden.
Så var der de unge
blandt lærerne. Der var for eksempel en ung litteraturmagister ved
navn Tage Skou-Hansen, som få år før var blevet landskendt for sin
debutroman ”De nøgne træer” om besættelsestiden og
forfatterens alter ego Holger Mikkelsen. Jeg kan stadig for mit indre
øre høre Tages engagerede, engagerende og tekstnære undervisning.
Jeg kan også høre ham med appel spørge os, der med ham læste
Martin A. Hansens novellesamling ”Agerhønen”: - Tror I på
historien? Kan den forekomme i virkeligheden”. Mange år senere, i
februar 1987, skulle Skou-Hansen blive min rejsekammerat til
Gorbatjovs perestrojka-Sovjetunion.
Jeg husker endvidere
den alt for tidligt afdøde Volmer Dissing og hans smittende glæde
ved at læse og undervise i poesi. Og der var en engageret og
teatergal Tage Hind, hvis dramatiske kunnen min forlovede havde stor
glæde af, og som kun et par år senere skulle min kollega på Århus
Statsgymnasium. Hertil kom de ældre blandt lærerne. En
Sønderjyllands-entusiast og -kender som Richard Andersen, der
desuden præsenterede os for verdenspolitikkens begivenheder og
gåder. En Andreas Nielsen, der på sin lidt undseelige og
stilfærdige måde var forelsket i den antikke verden og i sprog
generelt.
Men først og sidst
blandt foredragsholderne var der ”den hvide elefant”, det danske
svar på norske Bjørnstjerne Bjørnson – Jørgen Bukdahl. Så
befandt vi os naturligvis i den gamle, fornemme foredragssal med de
fine paneler og med den imponerende og historiske talerstol. Salen
var stopfuld, mens Bukdahl på tavlen fremmanede aspekter af
1800-tallets åndsliv. Kulturelle strømninger, ideer af enhver art,
store navne og revolutionære bevægelser i ind- og udland. Alt blev
proppet ind i et skema, forestillende en enorm raket, og som skulle
futtes af ved foredragsseriens slutning.
Tiden var knap og altid
for kort for Bukdahl. Gang på gang måtte fruen, norske Magnhild,
fra første række og med de underligste fagter gøre gemalen
opmærksom på, at tiden ikke blot var sluppet op, men også langt
overskreden. Sommetider måtte hun helt op på talerstolen. Men hvor
ideerne dog fløj tæt og højt under foredragssalens loft i de
timer!
Og så var der
omgivelserne. Den smukke og velholdte campus. De mange træer og de
forskellige og smukt beliggende huse, hvor lærerne og de fleste af
eleverne boede. Selv havde jeg – sammen med min - ligeledes
historiestuderende - kollega Preben Torntoft – den ære at bo på
loftet hos selveste Arnfreds. Jeg husker de vinteraftner, hvor vi sad
ved mesterens fødder, mens ilden knitrede i pejsen, og mens Arnfred
docerede et eller andet. Jeg husker også den milde og rare fru
Arnfreds skridt op ad trappen for at høre, om de unge mennesker da
ikke ville have en kop the. De få hyrdetimer med min kæreste, der
var mulighed for, kunne derved irriterende nok blive afbrudt – men
velment var tilbuddet uden enhver tvivl.
Boghandleren i Askov
var for længst en legende i 1960. Hans glæde ved at sælge bøgerne
stod næppe mål med den kærlighed, han nærede til dem. Altid havde
han den nyeste litteratur på lager – og så gjorde det ikke noget,
at man blot kiggede i bøgerne eller måske endog faldt for
fristelsen til mellem reolerne at læse i herlighederne.
Alt det beskrevne er
naturligvis for længst blevet historie. Men bygningerne ligger der
stadig, og nye er blevet tilføjet. Blandt andet en stor flot
foredragssal husker jeg fra, da jeg selv en gang i slutningen af
1970´erne fik lov at holde foredrag i den. Og i august 1977 lagde
min arbejdsplads, Slavisk Institut på Aarhus Universitet, beslag på
alle højskolens lokaler og faciliteter i en hel uge. Fordi vi skulle
være værter for Nordisk Slavistmøde, der hvert tredje år samlede
slavister fra hele Norden for i kollegialt og festligt lag at
diskutere alskens, men især naturligvis faglige problemer.
Mødet i 1977 blev en
kæmpesucces, som vore nordiske kolleger ofte i senere samtaler
fortsatte med at lovprise. Ikke mindst på grund af stedets ånd,
dets atmosfære og rummelighed. Det er mit håb i dag, at der findes
en varig løsning, der kan komme vore højskoler til hjælp. Og
bevare den enorme kulturarv, som højskolerne er. Blot en kold
vintermåneds ophold på Askov overbeviste mig om, at højskolerne
rummer så meget og noget enestående og ubetaleligt, der gør dem
til både milepæle og fyrtårne i vort uddannelsessystems både
fortid og nutid – samt forhåbentlig fremtid.
