Forsker, forsker ikke, forsker, forsker ikke

Regeringen har et sjovt kærlighedsforhold til forskning

_slettet_bruger_3280 Ikke angivet,

08/10/2010

Regeringen har et sjovt kærlighedsforhold til forskning. Normalt vil man høre regeringen lovprise forskning og forklare, at vi er et videnssamfund, som skal prioritere forskning højt. Men når forskere så udtaler sig imod regeringens egne ønsker, så er deres evner ikke helt så påskønnet mere. Sådan er sagen i den verserende konflikt om fremtidens folkeskole i Danmark, og Borgerligt Centrum beder nu regeringen om at bekende kulør.

Regeringen ligger for tiden i forhandlinger om at sikre fremtidens folkeskole, og et af regeringens oplæg (læs: ultimative krav) er, at den danske folkeskole skal være blandt de fem bedste lande i verdenen målt i forhold til PISA-undersøgelsen. Det vil Dansk Lærer Forening (DLF) til gengæld ikke være med til, og derfor har både undervisningsminister Tina Nedergaard, og statsminister Lars Løkke Rasmussen afbrudt forhandlingerne med DLF i den forgangne uge – endda inden de overhovedet havde mødt hinanden mandag . Regeringen fastholder, at skolernes resultater primært skal måles ved hjælp af PISA-undersøgelsen. Dette til trods for, at flere af de dygtigste forskere i Europa indenfor grundskoleundervisning gennem de seneste år konstant har kritiseret netop PISA-undersøgelserne for at være upræcise, og på ingen måde være sigende for elevernes reelle kompetencer. Ligeledes må det siges at være noget af en fejltolkning, hvis PISA-undersøgelsens resultater hævdes at kunne bruges som et pejlemærke for elevers konkurrencedygtighed i et fremtidig vidensamfund.

Midlet er vigtigere end målet?

Regeringen ønsker altså kun at lytte til forskerne, når de siger det samme, som regeringen mener.  Udover det principelle problem i at have en regering siddende, som ikke ønsker at lytte til fagfolk og eksperter, så får danske folkeskoler også en anden udfordring, hvis regeringen får deres ønsker opfyldt. PISA-undersøgelsen er en statisk undersøgelse, som man kan undervise direkte efter for at opnå gode resultater. Derfor vil Fælles Mål for folkeskolen ændre fokus fra at udvikle eleverne til at blive selvstændige elever med lyst til at videreuddanne sig, til at blive elever, der alle kan præcis det samme og ikke selv har lært at skabe noget nyt – PISA undersøger konkret viden og ikke kreative kompetencer. Vi mener, at midlet er vigtigere end målet, det hjælper ikke at sætte et PISA-mål til at forbedre vores folkeskole, hvis det ikke giver klogere, mere sociale og mere kreative elever. Regeringen må gerne sætte mål for vores samfund (det er faktisk et krav, at de skal), men de må lære at lytte til fagfolk og forskning, når de skal finde det middel, der skal sikre målsætningerne.

Som Borgerligt Centrum sagde i vores folkeskoleudspil i foråret, så er vi imod at få en folkeskole, som bliver ensrettet og nedprioriterer kreativiteten. Både regeringens rejsehold og DLF er kommet med forslag  lignende Borgerligt Centrums forslag til forbedringer, men regeringen ønsker altså ikke engang at gå i dialog med DLF, der jo netop er sammenslutningen af fagfolk i Danmark. At afbryde forhandlingerne med de fagfolk, som senere skal være med til at opnå regeringens egne målsætninger, uden at høre på deres indvendinger, er både dumt og arrogant. Da Borgerligt Centrum ser folkeskolen som et af de vigtigste politiske dagsordener, idet der i øjeblikket bliver lukket mange folkeskoler i kommunerne, regeringen har skåret på undervisningsbudgettet og nu også afbrudt forhandlingerne med DLF, vil vi hermed bede statsministeren om en forklaring på den manglende forhandlingsvilje og ikke mindst en forklaring på det meget selektive syn på forskning.

Lars Løkke, tror du på forskning eller ej?”

Lars Løkke har med hospitalssagen vist, at der sagtens kan være forskel på eksempelvis private og offentlige hospitaler. Nu giver han så udtryk for, at der er forskel på undersøgelser alt afhængigt om en undersøgelse bakker op omkring regeringens egen holdning. Det sender et meget forvirrende signal om, hvorvidt regeringen egentlig tror på forskning eller ej.

Uddannelses-, undervisnings- og evalueringsforskere fra hele Europa har de sidste tre år stået på ryggen af hinanden for at kritisere PISA-metoden. De mener simpelthen ikke, at man kan bruge metoden til at måle elevers kompetencer og ej heller sammenligne lande med hinanden ud fra de præmisser. Når forskere kommer med så hårde udtalelser, og når fagfolk (DLF) samtidig har foreslået revurderede evaluerings- og målemetoder, så mener vi, at regeringen SKAL lytte til dem. Borgerligt Centrum frygter, at regeringen i fremtiden vil presse forskningen i en retning, som kun giver resultater regeringen ønsker og måske endda fjerne støtten til de, som modsiger regeringen.

Borgerligt Centrum tror på et differentieret Danmark, både kulturelt og vidensmæssigt. Det giver ingen mening at bruge penge på forskning, hvis vi ikke lytter til, hvad forskerne siger. Derfor er det vigtigt for folkeskolens fremtid, at regeringen går i dialog med DLF, men også vigtigt for landets fremtid, at regeringens principper står klare: Tror I eller tror I ikke på forskning?

/Jens Bob Bohlbro

Borgerligt Centrum

Kilde: