Hvorfor nu hetze mod ateister?

Flere kommentatorer har været oppe i det røde felt for at advare mod ateismen

Ino Overgaard Olsen,

09/05/2016

Flere kommentatorer har været oppe i det røde felt for at advare mod ateismen. Jeg forstår dem ikke helt, må jeg tilstå. Rune Toftegaard Selsing mener ligefrem at jeg er åndelig fattig og tror på determinismen:

Hvis mennesket ikke er andet end molekyler bundet sammen af naturvidenskabelige lovmæssigheder, er enhver menneskelig handling et produkt af kausale prædeterminerede reaktioner.

En værre gang vrøvl eftersom de såkaldte naturvidenskabelige lovmæssigheder indeholder en hel del tilfældigheder. Bohr havde jo ret, mens Einstein ikke kunne tro at Gud spillede terninger. Men det gør han, hvis han da altså fandtes. Og det tror jeg ikke han/hun gør.

I mine meget unge år meldte jeg mig ud af Folkekirken. Jeg har siden været til en del barnedåb og andet halløj hvor der tales om at

forsage djævelen og alle hans gerninger...

Det er vist en del af trosbekendelsen, men hver gang jeg hører ordene, tænker jeg: Sikke en gang bavl! Jeg har endnu ikke mødt nogen djævle, lige så lidt som jeg har mødt en gud. Vi skriver i år 2016. Er vi ikke kommet over den slags?

Jeg tror til gengæld meget på at den kristne regel om at behandle andre som man selv gerne vil behandles, er en udmærket leveregel, så jeg er givetvis kulturkristen. Jeg har det da også fint med at der er en dansk folkekirke, understøttet af staten. Er der noget galt i det?

Kilde: