Klimaet – stadigt et følsomt emne

Man tør næsten ikke berøre dette emne, da der som bekendt er stærke følelser knyttet til det

Ulrik B. Petersen,

21/08/2017

Man tør næsten ikke berøre dette emne, da der som bekendt er stærke følelser knyttet til det. Men med indgroet skepsis overfor klimatologer, politikere og journalister med dommedagsprofetier som speciale, føler jeg mig stærkt tilskyndet til at stikke hånden i hvepsereden.

Med hensyn til de stærke følelser, har jeg en klar fornemmelse af at disse er forbundet med levebrødet. Jo større økonomisk interesse en diskussionsdeltager har i at optræde som dommedagsprofet, desto stærkere er følelserne også. Jeg tror således at alle de 97% videnskabsmænd, der hævdes at hylde teorien om menneskabt global opvarmning, har en økonomisk interesse i at markedsføre denne tro. Der er al grund til at anfægte denne procentangivelse, men lad bare procenten stå et øjeblik.  

Man erindrer da Bjørn Lomborg ved en klimakonference, vistnok i London engang i 1990'erne, blev overdænget med kasteskyts af rådne tomater eller hvad det nu var. Det var symptomatisk for lødigheden af det videnskabelige og intellektuelle niveau hos visse deltagere. Dengang nærede de skriftkloge en nærmest religiøs tro på det grafiske billede af temperaturudviklingen siden middelalderen af form som en hocky-stav, der på den tid indikerede en brat temperaturstigning, som man hævdede var menneskeskabt, underforstået noget vi kunne gøre noget ved (som det skulle vise sig, bl.a. ved højere skatter og flere penge til klimaforskerne).

Politikerne, hvoraf ikke en eneste anede en brik om statistik, fysik eller klimatologi, øjnede selvfølgelig straks en perfekt begrundelse for at indføre nogle nye skatter, der kunne motiveres med klimaet eller noget grønt. Gamle skatter fik nye navne. Fx blev vægtafgiften for motorkøretøjer, der aldrig  har været andet end en ekstra skat til ejerne, pludeslig kaldt for grøn afgift (fortæl lige, hvad grønt, der er ved den skat ...) Politik gik nemlig i det store og hele mest ud på at finde på nye navne til nye skatter.

Da nogle skeptikere for en del år siden udbad sig adgang til de data, der lå til grund for hochy-staven, var dataene pludseligt pist-forsvundet for aldrig mere at se dagens lys. Sådan et fænomen er ikke kun udtryk for inkompetence, men peger direkte på svindel. Hvad havde klimatologerne og politikerne at sige til dette? Intet, mig bekendt. 

Siden er hocky-staven gået i glemmebogen, og det har selvfølgelig heller ikke hjulpet at jordens gennemsnitstemperatur ikke har ændret sig nævneværdigt siden år 2000. Nogle steder er det måske blevet lidt varmere, og for nylig læste man at juli i år var den varmeste måned siden man begyndte at måle temperaturer i 1800-tallet. Det gjaldt dog ikke i Danmark, hvor vi havde den koldeste juli i mange år! Det kunne se ud som om at goderne er ulige fordelt. Deraf folkevandringerne kombineret med overbefolkning i vor tid.

Det er et et faktum ar klimaet på Jorden forandrer sig, og det har det altid gjort. At isen smelter i

Grønland foruroliger mange, men det må være fordi de ikke ved at boreprøver har vist at der engang var tropisk klima i Grønland. Forandringen, dvs. afkølingen siden da, har næppe været særlig menneskeskabt, men når det bliver varmere nu, bliver vi bildt ind at det er tilfældet.

Lad os købe den med at klimaet forandrer sig i disse år, åbenbart mere udpræget nogle steder end andre, især måske i de varme lande. Jeg er dog ikke så sikker, for allerede H.C. Andersen klagede i sine rejseberetninger over den ulidelige varme i Sydeuropa om sommeren, hvilket tvang ham til at søge op i bjergene. 

Historien viser at kombinationen af overbefolkning og klimaforandringer gerne fører til folkevandringer. Det har man kendt før, fx. i årene 350-360, da en vældig hunnerhær blev bygget op til at erobre den halve verden dengang, kulminerende i erobringen af Rom i 410, hvilket indledte svanesangen for romerriget. Jeg hælder også til at tro at vikingernes udlængsel havde rod i klima-misvækst og overbefolkning.

Som nævnt hævdes det at 97% af klimatologertne er enige om at klimaforandringerne er menneskeskabte, og dermed mener at kunne ophøje deres tro til en såkaldt videnskabelig sandhed. Til den ende fristes jeg til at minde om at nationaløkonomen Lauritz Birk, der var professor, engang sagde: "Videnskabelig sandhed er ikke andet end summen af alle de misforståelser og fejltagelser, der p.t. doceres ved universitetet og de højere læreanstalter". Jeg tror at det fortsat gælder. Hvis jeg har ret i at de angivelige 97% har deres levebrød ved at tro, som de hævder at gøre, sælger den påståede enighed ikke nogen billetter i mit univers. 

Situationen minder meget om spørgsmålet om solsystemets centrum, der indtil 1600-tallet mentes at være Jorden. Den der mente noget andet, risikerede at blive havne på bålet som det skete for munken Giordano Bruno, der i det runde år 1600 blev brændt på Campo dei Fiori i Rom, fordi han mente at Solen var centrum i solsystemet. Men formentlig også 97% af alle dengang, heriblandt Tyge Brahe og Martin Luther, foruden selvfølgelig hele den katolske kirke, var stærkt imod hans kætteri. Enigheden var dog ikke noget værd, som historien viste, for de 97% tog grundigt fejl. 

Uanset hvad, tror jeg ikke at man kan gøre noget ved klimaet. De skatter, vi har betalt de seneste 25 år i klimaets navn, har ikke reduceret CO2 – udledningen eller temperaturerne overhovedet, men blot øget det offentlige (over)forbrug. 

Vi kan og vi bør mindske forureningen af luft og vand, men det er en anden sag. 

Kilde: