Ny rapport om global opvarmning i direkte modstrid med IPCC

FN's regerings-klimapanel IPCC - som i forvejen er under kritik for sin teori om menneskeskabt global opvarmning, kommer igen under angreb

Klaus K,

30/08/2011

FN's regerings-klimapanel IPCC - som i forvejen er under kritik for sin teori om menneskeskabt global opvarmning, kommer igen under angreb. Denne gang i en ny 430-siders rapport, co-produceret af tre uafhængige forskningsorganisationer fra USA.

Rapporten har to hovedkonklusioner: A. Menneskets bidrag til den globale opvarmning er med stor sandsynlighed minimal -  og B: Global opvarmning vil have en gavnlig nettoeffekt på mennesker, dyr og planter.

Begge konklusioner er i skarp modstrid med de ofte citerede rapporter fra IPCC, som hævder at CO2 er skadeligt for klimaet og at det som en konsekvens er nødvendigt at opkræve massive CO2-afgifter over hele verden for at reducere det.

Af den nye rapport fremgår: "Naturlige årsager er med meget stor sandsynlighed den dominerende årsag til de klimaforandringer, der fandt sted i det 20. århundrede og i starten af det ​​21. århundrede."

"Vi siger ikke, at menneskeskabte drivhusgasser ikke kan producere opvarmning - og ikke at de ikke har gjort det. Vores konklusion er, at beviserne demonstrerer, at de ikke kan spille nogen væsentlig rolle," skriver forfatterne.

Ialt 13 klimaforskere har leveret bidrag til rapporten, som er produceret af organisationerne: Heartland Institute fra Chigaco, Center for the Study of Carbon Dioxide and Global Change fra Arizona - og Science and Environmental Policy Project fra Virginia.

De skiver videre: "Nettoeffekten af fortsat opvarmning og stigende kuldioxid i atmosfæren vil med meget stor sandsynlighed være gavnlig for både mennesker, planter og dyreliv."

”Stigende temperaturer og højere atmosfæriske CO2-koncentrationer vil øge høstudbyttet, og dermed spille en stor rolle i at afværge sult og økologisk ødelæggelse i fremtiden.”

Det er anden gang på få dage, at IPCC-teorien om menneskets ansvar for den globale opvarmning drages i tvivl af videnskaben.

I sidste uge blev den danske forsker Henrik Svensmarks hypotese fra 1996, om at solens aktiviteter kan bære hovedansvaret for opvarmningen, understøttet af et stort uafhængigt eksperiment på CERN laboratoriet i Schweiz.